Elektrofoni - et middel til selvprøvelse

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 05 - side 149-151

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

HELMER NØRGAARD: Elektrofoni - et middel til selvprøvelse

Når man med radioens elektron-uge lidt på afstand skal forsøge at foretage en vurdering af fænomenet elektrofoni, må man med smerte eller beroligelse - alt efter temperament og kunstnerisk potens - konstatere, at alt er som før. Elektrofoni betyder ikke en musikalsk mønsterform, snarere en til det groteske udvidelse af check/veksel-systemet.

Inden for et nøje defineret område, nemlig til grænserne af apparaturets rent maskinelle funktion, ejer elektrofonien imidlertid en helt selvstændig problematik, som kan gøres til genstand for tankemæssig vurdering, og her adskiller den sig afgørende fra »konkret musik«, som ved sin flirt med den konkrete virkeligheds lyd hele tiden står i fare for at gå i forfald som lyrisme; d.v.s. komponisten løber risiko for at forelske sig i de enkelte lyde, og han kan derfor fristes til at give den, konstruktive helhed til pris, hvilket jo er forfald. Den er simpelthen for »intuitiv«. Måske er der en farbar vej over sproget - som i den japanske »AI« (kærlighed) - et gribende og dristigt kærlighedsdigt med AI som eneste ord brugt i utallige afskygninger, men ellers har »konkret musik« sikkert sin rette plads blandt de akkompagnerende effekter.

Men tilbage til den egentlige elektronmusik. Der er, som Ernst Krenék siger, ikke længere nogen grænse for, hvad komponisten kan forlange i retning af præcis udførelse af sit værk. Han kan selv fabrikere det hele i studiet i fuld tillid til, at gengivelsen bliver korrekt, blot det elektriske kredsløb er sluttet. Det er tillige muligt at frembringe lyde i så hurtig følge, at det menneskelige øre ikke kan opfatte pauserne, og analogt hermed er maskinen også hvad tonehøjde, styrke, nuancering o. s.v. angår den overlegne. Denne ørets beklagelige mangel er absolut og et urokkeligt faktum, som bevirker, at musikerens interesse for elektriske lydbølger ikke kan fastholdes ud over høregrænsen. Disse områder hører naturligt hjemme inden for psykiatrien. Men ellers har Krenék jo ret. Der er dog grund til at pille lidt ved hans begejstrede proklamation af komponistens uindskrænkede frihed, for prisen herfor er meget høj. Han skal gå i kloster og forsage hele det igennem århundreder udviklede instrumentarium, eller han er i det mindste forpligtet til at forvrænge tonen til uigenkendelighed. Her er, så vidt jeg kan se, elektrofoniens akilleshæl.

Hidtil har kunstneren set som sin opgave at nedfælde sine impulser i et »fast« materiale - sten, træ m. m. m. - komponisten i instrumentariet. Elektrofonien har INTET MATERIALE. Maskinen tilfører, bortset fra motorstøjen, intet til værket. Den modtager, og den gengiver, og dermed færdig. Et værk for f. eks. cello er tænkt for instrumentet, ja, inspireret heraf, og finder først sin endelige udformning, når cellisten tilfører værket instrumentkarakteren og sin musikerpersonlighed, og netop i skæringspunktet mellem komponist og klingende materiale lever kunsten. Dette paradoksale forhold er netop kunstens transcendentale mulighed. Her sker underet. Hvis man gjorde det matematiske eksperiment at stille komponist og materiale i forhold til hinanden med »materialet« i nævneren og komponistens »opskrift« i tælleren, ville forholdet være lig med selve værket. Det samme foretaget med elektrofoni ville give en brøk med nævneren 0, og den er ganske rigtig uendelig. Dette ikke som en slags bevisførelse, men kun til anskuelighed. Ellers kunne det være fristende at gå videre og sige: Da mennesket på grund af sin materielle beskaffenhed ikke kan anvende en sådan brøk, må et uendeligt, evigt budskab nedfældes i noget endeligt, materielt for at kunne opfattes af mennesker. Af den elektrofoniske komponist kræver således evner, svarende til dem, hin sagnagtige helt var i besiddelse af, han, som var i stand til at beskrive Marilyn Monroe med hænderne på ryggen.

Blandt elektrofonister er Karlheinz Stockhausen vel nok den mest fremtrædende, og hans eksperimenter med det traditionelle instrumentarium burde være dette blads læsere velbekendt.

De, der hørte udsendelsen, der var viet hans eksperimenter i båndstudiet, vil vide, at han arbejder energisk med modtagningen af signalerne. Ved et sindrigt samspil mellem rum af speciel form og højttalerfunktioner ville man kunne opnå en hidtil ukendt lydillusion. Hans drøm var et kugleformet rum med højttalere alle vegne og publikum i midten, så vidt jeg forstod.

Lydillusion - kugle - hvorfor ikke et spiralsnoet rum, eller et ottetal. Hvorfor interessere sig så meget for højttalere. Man fornemmer en inflation lige om hjørnet, som meget minder om senromantikkens krisepunkt, hvor man i fortvivlelse over, at stoffet ikke kan bære, må ty til en stadig udvidelse af orkesteret og sprænge alle normer for et musikværks varighed. Så følger expressionismen med sine abnormt korte værker, hvis logiske konsekvens er tavshed. Den expressionisme, som er Stockhausen's udgangspunkt. Hvis analogien holder stik, hvormed vil han da omgå konsekvensen: tavshed? Rent bortset herfra er der i det Stockhausenske rum fare på færde. Publikum må tro sine egne ører, som opfatter, at højttaleren er identisk med lydgiveren, hvad den jo imidlertid ikke er. Der er tale om en lydillusion. Med andre ord, publikum får illusionen af en oplevelse, det ikke har haft, hvilket er dæmoni - og det på et område, hvorpå komponisten ingen indflydelse har. Hans gode vilje driver ham til at krænke sit publikum på et vitalt kontaktpunkt.

Efter min mening er det netop båndmaskinens ubegrænsede muligheder, der forhindrer en virkelig båndmusik, hvis forudsætning må være, at man finder begrænsninger, et medium uden for maskinen. Den komponist, som kan forsyne elektrofonien med et sæt ikke maskinelt, men musikalsk betingede love, har samtidig mulighed for at blive verdens første elektroKOMPOnist. At der dog måtte komme noget i den nævner!

Indtil videre er elektrofoniens vigtigste mission således at være en udfordring til tidens skabende musikere, og som sådan betragtet et positivt fænomen.

— Og må man så henstille til Danmarks Radio, at den til stadighed holder os underettet om disse eksperimenter.

Årgang 34/1959, nr. 05