Unge toner i Salzburg

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 01 - side 1-3

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

Unge toner i Salzburg

Sidste år tog verdens unge tonekunst sig sammen, dens udøvere i alle lande blæste på alle mellemfolkelige mellemværender - nationalitet, politik, valuta - og mødtes i Salzburg for at spille for hinanden.

Det var rædselsfuldt og pragtfuldt, ildelydende og vidunderligt - alt, alt for godt til, at det ikke skulle gøres om igen.

Og det blev gjort om igen. I år mødtes vi atter i Salzburg.

I fjor gik det på bedste beskub. Nu var der kommet orden i sagerne, men alligevel blev det ikke derfor kedeligt eller mistede noget af det friske og improviserede. Vi unge musikdyrkere, hvor forskelligt vi end er »betonede«, glemmer aldrig disse dage.

Vi var kommet til Salzburg for at føle hinanden på vor musikalske puls. Tyskere, franskmænd, østrigere, czekoslovakere, englændere, danske, amerikanere O.S.V., vi ville høre hinandens musik for derigennem at danne os et skøn om den kunsts udvikling, som vi dyrker. Thi hvad er vel alle de moderne begreber, hvormed vi opererer: atonalitet, polytonalitet, kvarttonesystemer o. s.v., andet end udvikling. Det internationale Selskab -JOY ny Musik, under hvis fane vi samledes og agter at samles hvert år, er brændpunktet for tidens ny toner, Salzburgs Mozarteum skuepladsen for dens musikalske orgier.

Hvoraf man dog ikke skal lade sig forlede til at tro, at det, de unge komponister vil, er blot at skeje ud. Tværtimod, vidste man det ikke før, så belærte Salzburg-dagene én om, med hvilken uhyre alvor de unge komponister kæmper for at optage deres samtid i sig, og med hvilken sammenbidt energi, ja, fanatisme, de søger efter ny udtryksformer for deres fantasi i pagt med denne samtid.

For nogle år siden var det dimensionen og det pompøse orkesterapparat, man svor til. Nu peger udviklingen hen imod en forenkling, for så vidt som det er det rent konstruktive i musikken, der bevæger sindene. Man er nu træt af Strauss' og Mahlers voldsomme gestus, der trods alt bringer så lidt. Og modsætningen, f. eks. Debussys fine akvarelkunst, også den har haft sin tid; den står som en skøn, poetisk epoke i musikhistorien, men den giver ikke stof til fremtiden. Ja, man har set sig mæt i farver og hørt sig mæt i orkestertutti. Nu vendes blikket mod selve motivet, dets enkelte toner og deres indbyrdes forhold. Her begyndte Schönberg, og her fortsætter udviklingen.

I Wagners og hans nærmeste efterfølgeres tid gjaldt det om at fotografere og symbolisere de sjælelige problemer. Det, det nu gælder, er mere de rent musikalske problemer, opstået gennem de ny tonesystemer. Spørgsmålet er da blot, om der i disse ny systemer ligger en fremtid for musikken. Det er det, vi unge tror, der gør, når først de skabende talenter har levet sig ind i dem, således at de bliver en naturlig udtryksform for fantasien. I endnu højere grad vil det selvfølgelig blive tilfældet, når et geni arbejder med stoffet.

Salzburg-festen præsenterede os for et geni. Hans navn er Igor Stravinski], og han bragte de unge, tørstige musiksjæle en oplevelse, rig og ejendommelig skøn. Som sidste nummer på et program, hvor man var slumret hen under opførelsen af nogle inderlig ligegyldige engelske, italienske og amerikanske parterrekompositioner, formåede Stravinski j s 3 stykker og Concertino for strygekvartet med ét at vække til spændt opmærksomhed og til begejstring. Stravinski j s store og ejendommelige personlighed med sine snart burleske, snart dystre og uhyggelige, snart atter yndefuldt, indsmigrende træk, fører os bort fra øjeblikket, langt ind i fantasiens og eventyrets verden. Man tænker intet øjeblik på, at det er fuldkomment atonalt, man giver sig ikke tid til at analysere detaljen, gribes bare af helheden. Thi det er musik, ren musik, budskab fra en stor, genial kunstnersjæl, der tilsyneladende rent intuitivt taler til os gennem vor egen tids udtryksmåde.

Omkring dette geni grupperede sig en række talenter.

Der var Maurice Ravel, Frankrigs førende navn. Hans sonate for violin og cello bragte os dagenes største æstetiske nydelse. Han har her tilsyneladende helt frigjort sig for Debussys påvirkning og snarere hentet noget af sin inspiration udefra, måske nærmest fra Béla Bartók. Hvad var vel mest at beundre: hans ånds klarhed i det formelle, den symfoniske linje eller den poetiske gallicisme, der gennemsyrede hans værk.

Der var de to ungarere Béla Bartók og Zoltan Kodåly, hver med sin sonate. Kraftkarle begge to, mandlige og primitive og trods de ikke helt unge år endnu begge gærende og ekspansive. Især Bartók interesserede os; i mange rytmiske vendinger og tonale påfund minder han i en mærkelig grad om vor egen Carl Nielsen.

Tre andre navne: Paul Hindemith, Alban Berg og Ernst Krenek, også blandt vor tids udprægede talenter. Hindemith, den unge frankfurter himmelstormer, kender vi herhjemme fra hans besøg i Ny Musik, hvor vi faldt ham for fode. Men når vi har beundret ham, kan vi godt kammeratligt give ham det råd at skrive lidt langsommere og strege lidt mere. Hans klarinetkvintet kunne tyde på at være skrevet i jernbanekupéen fra Frankfurt til Salzburg. Scherzo-vitserne med en esklarinet som medium var lidt påtaget friskfyrede, men så gik han i sig selv i adagioen, der sang smukt og betagende. Alban Berg, den unge wiener, er Schönbergelev - mindre udspekuleret end læreren, nok så umiddelbar glad ved at musicere og tiltalende ved sin fine, helt sky følsomhed. Den ganske unge czeker Ernst Krenek virker ved sit slaviske temperament. Førstesatsen af hans strygekvartet var et formeligt skumsprøjt af intervaller og rytmer - herlig frisk og ungdommelig.

I seks lange dage sad vi og musicerede for hinanden og skiftevis gøs og gottede os. Vi noterer et enkelt lille gys: Alois Haba. Om ham og hans strygekvartet i kvarttonesystemet kunne skrives en afhandling for sig. Unægtelig, man lagde ørene tilbage - men alligevel, Stravinski j s halve og hele toner fortalte os ganske anderledes underfulde eventyr. Kvarttonesystemet venter vist endnu på sit geni.

Juryen i Zurich, som lægger festens program, og som er den inappellable instans, havde denne gang kasseret alt, hvad der var dansk. Og når vi sad og hørte på d'herrer Pisk og Poulenc, for slet ikke at tale om Emerson Whitehorne og Arthur Bliss, syntes vi jo nok, der kunne have været plads for en Carl Nielsen.Vi danske dernede revancherede os ved at skumle en smule privatim; vore mere temperamentsfulde kolleger fra Italien, som, efter deres mening, havde lidt en lignende skæbne, surmulede langt mere højrøstet - ja, truede et øjeblik med ikke at ville lege med mere. Men så blev de skammet ud og fortrød.

Som bekendt ender alle velskabte kongresser og fêter med »en gang stemning«. Vi unge tonemænd i Salzburg med alle vore ekscesser ville dog ikke bryde denne lov. Så samledes vi da alle i det gamle residenspalæs gård ved Mozarts fødehus og stemte strengene til hans Haffnerserenade. Ved at hædre ham, hædrede vi os selv.

Thi er vel nogen i større pagt med ungdom og fremfart end selve geniernes geni, er ikke han endnu og vel for al tid musikkens uovertrufne bolsjevik? Siden den unge oboist Sv. Chr. Felumb skrev ovenstående rapport (Politikens kronik, 8. oktober 1923), har dansk musik fra Carl Nielsen og fremefter været repræsenteret på ISCMfesterne, og som det vil ses nedenfor, er vi også kommet med i år. Men hvor meget har billedet og dets aflæsning ændret sig? Hånden på hjertet, hvor langt nåede De i læsningen, før De fandt humlen!

Årgang 35/1960, nr. 01