Grammofon

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 05 - side 171-172

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

GRAMMOFON

BARTOK: Hertug Blåskægs Borg. Fuldstændig indspilning med Berlins Radio-Symfoniorkester. Dir.: Ferenc FRICSAY. Hertug Blåskæg: Dietrich Fischer-Dieskau. Judith: Hertha Topper. - (DGG LPM 18565).

Det må hilses med den største glæde, at et af grammofonselskaberne endelig bringer en indspilning af Bartóks eneste opera, som længe har været savnet på plade. Den foreliggende optagelse har mange gode sider, først og fremmest er den teknisk udmærket, og den er udført af betydelige kunstnere; der er da også megen stemning i mange af scenerne, de medvirkende er virkelig indlevet i værket, og orkestret spiller meget smukt. Men der er rigtignok også alvorlige minusser. Fricsay, der jo er landsmand af komponisten, og som i flere andre inspilninger har vist megen fornemmelse for hans musik, behandler tempoerne særdeles frit og blæser tydeligt nok fuldstændigt på Bartóks metronom-angivelser; det hele virker lidt uroligt og effektsøgende. Man begriber slet ikke, at han er gået med til de 12 spring, som er foretaget rundt om i værket, og hvis betydning det er vanskeligt at indse, så meget mere som de næsten alle er meget korte. Valget af de to sangere er ikke indlysende rigtigt. Fischer Dieskau udfører sit parti med den for ham karakteristiske omhu og intelligens, men det ligger lovlig dybt for ham og mister derfor meget af sin karakter; mon ikke Hans Hotter bedre kunne have givet det den rette dystre pragt? Hertha Topper strider bravt med Judiths svære noder og træffer da heller ikke dem alle; for hende ligger partiet ganske åbenlyst for højt, og hendes klang er derfor mange steder noget urolig og tonehøjden vanskelig definerbar. Mon ikke Astrid Varney eller Martha Modi havde klaret det bedre? De nævnte kunstnere synger desværre ikke for Deutsche Grammofon, så de kunne ikke have benyttet dem. Lad os håbe, at denne på mange måder smukke og fine indspilning må inspirere andre til at bringe værket i en helt overbevisende udførelse. G. S.

CHOPIN: 14 Walzer. - Alex. BRAILOWSKY (Philips A 014 35 L).

I anledning af Chopin-året møder Philips med et par nye Chopin-optagelser foretaget med den nu 64-årige russiske pianist Alexander Brailowsky. Det afgørende for dennes klaverspil har altid været en markant rytme og et brillant passagespil. På klavergigantens ældre dage er der ligesom vedføjet en afklaring og en sjælfuld ro, som man ikke tidligere har mærket. Det virtuose og brillante gør sig nok stadig stærkt gældende, men linjerne er ligesom blødere, klangen mere inderlig og indadvendt. Hertil kommer i flere af valsene en bøjelig rytme, der tydeligt viser de Chopin-ske valses slægtsskab med Mazurkerne. Det er en slavisk storpianist, der fortolker os disse forunderlige valse af den jubilerende polske nationalkomponist.
B. J.

CHOPIN: Sonate nr. 3 op. 58, Andante s pianato Grande Polonaise op. 22, Prélude nr. 25 op. 45.
Alex. BRAILOWSKY. - (Philips A 01437).

Yderligere Chopin-værker med Brailowsky på Philips. H-moll sonaten har man nok hørt både elegantere og mere beåndet spillet, men momentvis, som i epilogtemaet af første sats, bryder noget stort igennem det ellers så rutinerede klaverspil. Der er stedvis personlig formning og en meget stor linje over navnlig de omrammede satser. Den vidunderlige Largo-sats spiller Brailowsky derimod temmelig håndfast.

Det samme er tilfældet med Andante Spianato, indledningen til den store Es-Dur Polonaise. Det drømmende tonespind kommer i hvert fald ikke på pladen til sin ret. Derimod hører Polonaisen til de store Brailowsky-oplevelser. Her folder hans brillans og rytmik sig ud, så det forslår. I det enkeltstående cis-moll præludium op. 45 høres ligesom stundom på valsepladen en indadvendt, mediterende fortolkning, som man ikke tidligere har truffet hos den russiske klavertroldmand. Den afklaring og hvilende klang, som vi finder her er hele optagelsen værd. B. J.

PUCCINI: Tosca. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Santa Cecilia-akademiet i Rom.
Dir.: MOLINARI-PRADELLI. Tosca: Tebaldi.
Cavaradossi: del Monaco. Scarpia: London. Sakristanen: Corena. - (Decca LXT 5554-5).

Den nye, forbedrede optagelsesteknik har foranlediget grammofonselskaberne til i stor stil at foretage nyindspilninger af operaer, til dels med samme besætning som tidligere. Nu foreligger fra Decca en nyindspilning af Tosca, atter med Tebaldi i titelrollen; også kor og orkester er det samme som tidligere, men de to andre hovedpartier er nybesat, og dirigenten er en anden. Tebaldi synger med musikalitet og dejlig klang, del Monaco uden megen musikalitet og fortrinsvis med kraftig klang, og George London med nogen musikalitet og med sin underlige, indelukkede klang. Corena er pudsig, men ikke fjollet som Sakristanen. Ingen af dem bringer i det rent kunstneriske andet end de gammelkendte »følelsesklicheer«, og det kan nok til en vis grad føres tilbage til dirigenten, Molinari Pradelli, fra hvem den middelmådighedens ånd udgår, som hviler over hele udførelsen; hverken raffinementet eller brutaliteten, som jo begge dele indeholdes i så rigt mål i dette værk, kommer rigtig frem, og præcisionen, som skulle give glans og liv, savnes ofte. Men mange har så ofte hørt italiensk opera udført på denne måde, at de tror, det skal være sådan, og de vil glæde sig over at høre tre gode stemmer synge stærkt og klangfuldt.
G. S.

STRAVINSKY: Le Sacre du Printemps og Suite af Ildfuglen. New Yorks philharmoniske orkester, dir.: Leonard BERNSTEIN.- (Philips ABL 3268).

En fortræffelig indspilning af de to Stravinskystykker. Bernstein dirigerer dem med sand overlegenhed, men uden udvendigt virtuoseri, og orkestret spiller dem pletfrit. Bernstein har ret langsomme tempi, og hans opfattelse hælder nærmest til den lyriske side; han har visse tempoudsving, som den ubønhørlige Stravinsky sikkert ikke vil anerkende, men de fornemmes helt naturlige, udsprunget af en organisk helhedsopfattelse af musikken. Måske når han i Sacre ikke helt den elementære vælde, som fornemmes i Pierre Monteux's indspilning, men netop i dette stykke er Monteux, som dirigerede uropførelsen i Paris 1913, vel også næsten uovertræffelig. Teknisk er Bernsteins indspilninger af første klasse. G. S.

MOZART: Piano concertos, nr. 11 F -D ur, K. 41 3, nr. 14 Es-dur, K. 449. - Ellen GILBERG, Pro Música orkestret, Wien, dir. Paul WALTER (Vo PI 9720).

To sjældnere hørte klaverkoncerter af Mozart har pianistinden Ellen Gilberg indspillet på Vox med Pro música orkestret i Wien.

Det skal straks siges, at begge koncerter er fra solistens side meget fornemt formet.

Både passagespil og de lyriske, kantabile partier står plastisk og musikalsk. Orkestret er måske ikke altid helt på højde med klaveret, men der musiceres alligevel »wienerisk« og levende. Der er god grund til, at denne plade bliver kendt i Danmark, både den vidunderlige rnusik og det elegante klaverspil fortjener det.
B. J.

Årgang 35/1960, nr. 05