Grammofon

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 01 - side 15-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

• GRAMMOFON
BARTÓK: Klaverkoncert nr. 2 og nr. 3. - GÊZA ANDA og FERENC FRICSAY med Berlins Radio-Symfoniorkester. - DGG LPM 18611.

Bartoks to sidste klaverkoncerter hører til hans betydeligste værker, og de får her en udførelse, som må kaldes ideal. Anda udfører både den dramatiske nr. 2 og den mere lyriske nr. 3 på fuldendt måde; han er en teknisk absolut suveræn pianist og en meget stor musiker. Fricsay fører det fortræffelige radioorkester i Berlin gennem de meget svære orkestersatser med overlegent mesterskab og i nærmeste kontakt med solisten, ikke blot hvad præcisionen angår, men også i opfattelsen af selve musikken. Man har kun sjældent hørt en så helstøbt præstation, som man møder på denne plade. Teknisk er optagelsen af fineste kvalitet. Det er på alle måder en af de bedste plader, jeg nogensinde har hørt.
G. S.

BEETHOVEN: Symfoni nr. 3, Eroica. Berlins philharmoniske orkester. Dir.: FERENC FRICSAY. DGG LPM 18576.

Der findes allerede en halv snes indspilninger af Beethovens Eroica i handelen, men Deîitscbe Grammofons nyeste med Fricsay i spidsen for Berliner Philharmonikerne hævder sig smukt. For det første ligger den rent kunstnerisk på et højt plan. Fricsay er mådeholden i sine virkemidler, der er ingen billige effekter; han understreger ikke det heroiske, men lader musikken tale selv. Første og anden sats er måske lidt hurtigere, end man er vant til, mens scherzoen er rolig. Symfonien får derved et lysere præg end f. eks. i Furtwänglers udførelse, den bliver mere musikantisk og mindre mystisk. Der hersker en velgørende klarhed i orkesteret, hvilket kommer tydeligt frem i den teknisk fremragende optagelse, som i det hele taget yder det vidunderlige orkester fuldt retfærdighed. Hvordan man opfatter denne mangetydige symfoni, og hvordan man følgelig ønsker at høre den spillet, må blive en smagssag, men den her foreliggende indspilning er absolut både teknisk og kunstnerisk i højeste klasse.
G. S.

BRUCKNER: 8. symfoni. Berlins philharmoniske orkester. Dir.: Herbert von KARAJAN. - Columbia 33 CX 1586-87.

Bruckners 8. symfoni er den sidste, han fik fuldført, og den er hans længste symfoni med en spilletid på henved halvanden time udfylder den en normal koncertaften. Men den er ikke blot lang, den er hans mest storslåede værk, kronen på hans symfoniske produktion. Tre af Bruckners symfonier, den første, den anden og den ottende, står i cmoll, men det er kun i den sidstnævnte, at man fornemmer den som Beethovens skæbnetoneart. Bruckners musik er ellers mere i slægt med Schubert, som han viser sig i de sene klaversonater og i den store C-dursymfoni, men he r i den ottende symfoni hersker en udpræget beethovensk ånd. Det beethovenske program: Gennem kamp til sejr, eller om man vil: Gennem mørke til lyset, har her endnu en gang fået udtryk i en symfoni, hvis åndelige niveau ikke er lavere end Beethovens, men hvis tilgængelighed - dels på grund af værkets længde og dels på grund af musikkens ofte ret komplicerede struktur - er væsentlig mindre end den ovenud populære Skæbnesymfonis.

Bruckner er virkelig en af musikhistoriens ejendommeligste og mest fascinerende skikkelser. Trods hans udpræget senromantiske, stærkt kromatiske tonesprog, hans yderst kunstfærdige kontrapunktik og hans vældige, farverige orkester (som i de tre sidste af hans symfonier suppleres med valdhornstubaer og kontrabastuba, overtaget fra den af Bruckner højt beundrede Wagner) hersker der i al hans musik en næsten barnlig renfærdighed, som viser, at han i udpræget grad hørte til de rene af hjertet, om hvilke der står skrevet, at de skal se Gud. Bruckner var en meget from mand med en klippefast tro, og denne tro danner grundlaget for al hans musik, og det er denne tros apotheose, vi oplever i finalen af denne hans »Kampsymfoni«, som slutter med en jublende forening af temaer fra alle symfoniens fire satser.

Efter Bruckners død (eller måske endnu mens han levede) foretog brødrene Schalk og Ferd. Loewe forskellige korrektioner og forkortelser i flere af Bruckners symfonier, og i denne skikkelse blev de udgivet; først i vore dage har man fundet frem til originalerne og udgivet dem; nærværende indspilning er originalversionen. Det er ingen let sag at dirigere dette tanketunge værk; Herbert von Karajan fremfører det med stor omhu og megen hengivelse, og Berliner Philharmonikerne følger ham fortræffeligt og spiller klangskønt og beåndet. De to første satser lykkes strålende, de to sidste og længste er også smukt spillet, men når ikke de dybder og højder som Furtwängler nåede i en radioudsendelse, jeg hørte for mange år siden med det samme orkester. Men da han jo nu engang ikke har indspillet denne symfoni, må vi glæde os over den foreliggende version, som også i høj grad er værd både at høre og at eje. G. S.

HAYDN: Skabelsen. Fuldstændig indspilning med Berliner Symfonikerne og kor fra Set. Hedwigkathedralen i Berlin. Dir.: FÖRSTER. Solister: GrÜMMER (sopran), TRAXEL (tenor), FRICK (bas). - HMV Electrola WCLP 661-63.

His Masier's Voice har udsendt en ny indspilning af Haydns Skabelsen. Uden at være noget sensationelt er det en smuk, gedigen og smagfuld udførelse af det vidunderlige værk. Berlins Symfoniorkester spiller smukt og har gode blæsersolister, Hedwig-kathedralens kor synger sikkert og klangskønt, og optagelsen er vellykket med tilpas rumklang. Om dirigenten og de tre sangsolister gælder det, at de alle fire er samvittighedsfulde og dygtige kunstnere, sangerne har smukke og velbehandlede stemmer, og dirigenten har smag og klangsans og indgående kendskab til værket. Ingen af dem er imidlertid meget fantasifulde eller spontane i deres kunst. Derfor savner man - uden at man kan sige, at udførelsen er kedelig - den hengivelse i værket, som skal få tilhøreren til at deltage i Haydns jubel over skabelsens vidunder, til at smelte hen i hans dejlige lyrik og til at mores over de mange pudsige og rørende detaljer - og til at dele hans ærefrygt for skabningens herre. Det geniale kan imidlertid ikke være hverdagskost, og er man træt af raffinerede dirigenters udspekulerede fiduser og krukkede sangeres umusikalske stemmepralerier, vil man glædes over denne renlivede og uopstyltede udførelse af Haydns evigt unge værk - indtil den i ordets egentlige forstand geniale indspilning foreligger.

* SJOSTAKOVITJ: Cellokoncert, op. 107 + Symfoni m. l, op. 10. ROSTROPOVITJ, ORMANDY og Philadelphias Symfoniorkester. - Philips (Lp.) For fem år siden ville et nyt værk af Sjostakovitj næppe have kaldt på nogen særlig interesse hos mig. Den 20-årige, der i 1926 lagde sin 1. symfoni i hænderne på Nikolaj Malko, fik ikke lov til at udvikle sit talent efter eget behov. Indesnøret i den officielle sovjet-æstetiks tvangsjakke begik han en lang række symfonier, hvori det uomtvistelige talent viste sig fra sin bedste side i nogle sarkastiske scherzoer. De stod blot så inderlig dårligt til restens mere eller mindre grandiose banaliteter, hensat på papiret uden synderlig sans for symfoniske proportioner.

Med den 10. symfoni (1953) begyndte der imidlertid at ske noget. Skønt slægtskabet i holdning med den 5.-8. symfoni var tydeligt, var det et finere værk. Bedre proportioner, større interesse for satsens tæthed og en vis tvetydighed i udtrykket skabte interesse for et genhør. Det muliggjordes - efter den danske førsteopførelse i november 1955 - af hele to Fono-publikationer (Philips og Deutsche Grammophon).

Men det var violinkoncerten (1955), der for alvor gav én fornemmelsen af et skred, forbundet med en ny formal sikkerhed. Således var solistkadencens strukturelle forbindelse med den forudgående passacagliaandante et træk af megen originalitet (at studere på en Philips-optagelse med David Oistrakh).

Nu kommer så den nye cellokoncert, op. 107 fra 1959, ind i billedet og bekræfter denne fornemmelse. Uden på nogen måde at fornægte den spontanitet, hvormed musikken altid har flydt fra hans flittige pen, går denne koncert i dybden med en ny koncentration. Et motto-tema står straks i begyndelsen - uden orkestral indledning - kantet, næsten truende, som et varsel om at dette værk ingenlunde har i sinde at brede sig ud som en romantisk cellokoncert. Vist står solisten i centrum, endog i meget høj grad, men ikke blot med sit instruments syngende egenskaber. Det, Sjostakovitj her har overdraget celloen at sige, nærmer sig nu og da det desperate. Alt, hvad han tidligere har brugt milevide adagioer, groteske allegroer og sarkastiske scherzoer til at sige, det skrives her ned i intense, formklare satser med celloen i centrum. I den første sats er holdningen stridbar indtil det trættekære.

Den langsomme sats er ene om at synge. Den munder ud i en lang solo-kadence, som ikke er til blot for at lade solisten brillere. Denne kadence begynder som en meget smuk meditation over den langsomme sats' tema, men i tiltagende tempo leder den ved mottoets hjælp over i finalen.

I Sjostakovitjs finaler plejer trvialiteten at blomstre så temmelig uhæmmet. Har man i de foregående satser vovet det grublende, tvivlende, søgende eller indadvendte, så må og skal finalen - således synes sovjet-æstetiken at fordre det - være optimistisk, udadvendt, »positiv«. Også cellokoncertens finale har sin part af Sjostakovitjs sædvanlige opstemte travlhed, men mottoet får sin andel i spillet og forstyrrer den overfladiske, en kende trivielle brillans. Det bringer værket til afslutning som et slag af en knyttet næve. Hvis dette næveslag betyder, at Sjostakovitj nu er besluttet på at spille sit spil alene ud fra egne forudsætninger, så har vi god grund til at vogte på spillets fortsættelse.

Koncerten er skrevet til Rostropovitj, der sammen med Philadelphia-orkesteret og Ormandy står for dens indspilning på dene ene side af en Philips-plade. Det gør denne optagelse obligatorisk for alle koncerterende cellister. Pladens anden side optages af Sjostakovitjs første symfoni, en meget talende kontrast til cellokoncerten i ikke mindre blændende indspilning. Det kan godt være, De vil få noget besvær med at opnå den rette klang over strygernes højde, men det er umagen værd at forsøge. Til gengæld for den noget hårde brillans står satsen med en dejlig, smuk rummelig gennemsigtighed i klangen.
J. B.

Årgang 36/1961, nr. 01