Komponist og forlægger »»i gamle dage««

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 01 - side 2-4

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

K. SCHMIDT PHISELDECK: Komponist og forlægger »i gamle dage« I Breitkopf & Härtel's arkiv findes et brev fra Breitkopf selv til Fournier le Jeune fra 1763, hvori der gives oplysninger om situationen i Danmark og Sverige med hensyn til kobberstikkere og skriftstøberier. Oplysningerne skal bruges til Fournier's håndbog: Des principales Fonderies de Caractères qui sont en Europe.1) På den internationale kongres i Wien i 1927 (Beethoven-Zentenarfeier) henledte allerede Dr. Wilhelm Hitzig opmærksomheden på forlagsarkivernes skjulte kilder og udkastede et slags program for undersøgelser, som kunne blive til nytte for musikhistorien, baseret på disse kilder, efter de erfaringer, han selv havde gjort i sin egenskab af arkivar hos Peters Forlag i Leipzig.2) Fra tid til anden har man sikkert også skaffet sig forskellige oplysninger fra forlagenes kældre, men uden større sammenhæng i det hele.

Men det var Breitkopfs brev. Han skriver: »Le Danemarc n'a aucun graveur; deux fonderies établies avant quelque temps à Copenhague, ont les frappes de notre fonderie et de celles de M. Zinck à Vitteberg. - Dans la Suède il n'y a non plus des graveurs quoique il y avoit des Medailleurs des plus excellents du monde.« I virkeligheden havde man da også i Danmark haft vanskeligheder, fordi man manglede kobberstikkere. Sønnichsen, som var den første, der etablerede sig som både forhandler og udgiver af musik i København og hvis forretning bestod fra 1783 til 1816, fik fra 1787 privilegium på trykning af musikalier, og det er ganske rigtigt, at han anvendte typer af den Breitkopf'ske art.3) Senere, i 1815, indkaldte forlæggeren C. C. Lose gravøren Wensler fra Tyskland, og året efter to andre: L. F ehr og Enger. I 1820 blev hans litografiske etablissement købt af staten.

Den lige omtalte Fehr rejste senere til Norge, hvor der var ved at opstå øget interesse for trykkerivirksomhed.

Såvidt man kan se, er i det mindste to musikstykker blevet stukket-i Sverige før 1750 af kobberstikkere (graveurs en taille douce suédois) - det vigtigste af dem var: Sonata a f lauto traverso, violone e cembalo de Roman. Men i øvrigt henvendte man sig til udlandet, især til Holland i det 18. århundrede. Et alt for langt privilegium, givet til en enkelt forretningsmand (O. Åhlstrom), hindrede på helt meningsløs måde ethvert fremskridt for musiktrykning i Sverige. Han var i stand til at bremse alt initiativ fra anden side indtil 1818. Men samtidig producerede han selv adskilligt af værdi.4) Jeg skal iøvrigt begrænse mig til betingelserne for musikhandelen i Danmark, for ikke at komme ud i alt for ukendte områder, i hvert fald ukendte for mig.

Den danske musikhandels udvikling er blevet undersøgt af Dan Fog-Olsen, og han har i et katalog fra sit firma opstillet en fuldstændig liste over Københavns musikforlag, begyndende med Sønnichsens forretning i 1787, idet han dog også omtaler forgængerne for den regulære firmaetablering.

Den ældre tids musikere, f. eks. de fra Christian den Fjerdes tid, han der som bekendt regerede fra 1588 til 1648, og som havde mange musikere i sin tjeneste, og noget senere »les violons de la Cour de Frédéric IV« (1699-1730), solgte selv deres kompositioner, enten trykte eller håndskrevne, medens kirkens eller hoffets officielle eller halvt officielle musik i almindelighed, men dog ikke altid, blev ud givet på kongens bekostning. Man finder også på sidstnævnte områder privat initiativ i virksomhed.

Ved siden af alt dette private og lokale blomstrede imidlertid tillige en international handel, især organiseret af hollændere. Allerede i 1042 indeholdt et bogkatalog, specielt beregnet for det danske marked og udsendt af Jan Janssonius' boghandel i Amsterdam, en fortegnelse over musikalier på flere sider. Kataloget hedder ligefrem: Bibliotheca lanssoniana Dánica.5) To gange om året blev sådanne store samlinger af bøger, også omfattende musikalier, transporteret til København, formodentlig med både, af de hollandske udgivere, som installerede sig i børsbygningen, der jo stadig fungerer som børs, men ikke længere som bog- og musikhandel.

I den følgende periode allierede de første danske musikhandlere sig med f orretningshuse i udlandet.

Den første musikhandler i egentlig forstand i København, Henrik Gottwaldt, havde siden 1769 haft forbindelse med Hummel i Amsterdam, og nogle år senere var han i kontakt med André i Offenbach. Allerede hans fader havde i sin butik solgt musikhefter sammen med kaffe, the og smør; levnedsmidlerne havde overtaget. Folkene »bagved« musikhefterne, de egentlige producenter, er imidlertid komponisterne, arrangørerne af andres kompositioner og, for ikke at glemme nogen, redaktørerne af samlinger og af musikperiodica. Hvordan var deres personlige og sociale forhold? På dette punkt mangler ganske klart en mængde undersøgelser.

Man ved jo nok, at flere af dem måtte forpligte sig til at udføre sekundære arbejder for at leve og for at holde liv i deres familier, d.v.s. at der fandt en art misbrug af deres talent sted. Men, hvis den slags ikke overdrives, holder det jo folk i øvelse! Mange af dem anvendte i disse forhold pseudonymer, for at skjule deres identitet.

Det er facta, som i al almindelighed er kendte. Men hvor stor en rolle komponisternes økonomi har spillet, er langtfra klarlagt.

Og hvis vi tager et fænomen som det at skifte forlægger og omstændighederne, som i de enkelte tilfælde ligger bag sådanne forandringer, eller betragter de forhold som hindrer overgange fra den ene til den anden i visse tilfælde, så er vi midt i musikhistoriens økonomiske og sociale problemer.

I små lande, som Danmark, kommer dertil yderligere de problemer, som hænger sammen med, at der ikke er nok udgivere til at tilfredsstille hverken komponister eller publikum. Man må altså henvende sig i udlandet.

Den måde, på hvilken danske komponisters cg musikeres internationale relationer vokser og udvides, og grundene dertil, fortjener at blive genstand for selvstændig behandling.

Folk, som opholdt sig en mere eller mindre begrænset tid i landet, sådanne som Dupuy, Scalabrmi og Schulz, anvendte under deres ophold først og fremmest landets egne forlæggere, medens de indfødte og de, som etablerede sig her, skifter mellem danske og udenlandske firmaer. Lad os tage Ku hl au som eksempel. Man kan finde ham overalt. Hans meget talrige produkter blev offentliggjort hos danskerne, hos Breitkopf & Härtel, Holle (Braunschweig), Simrock, Hofmeister, Cranz, Probst (Leipzig), Spehr (Braunschweig), Böhme, Schubert, Peters, Winther (Christiania), Farranc (Paris), og flere endnu.

Der var sandelig ikke tale om nogen isoleret stilling for den danske musik.

Kunzen, Schall og Zinck måtte ved siden af deres seriøse virksomhed levere Sønnichsen »petites pièces« og forskellige »collections«, som var lette at sælge.

Fra tid til anden kunne man få betydeligere arbejder udsendt af »Musikerforeningen«, som det var tilfældet med to operaer af Weyse: Floribella (1837) og Ravnen (1839), men Weyse lod også trykke hos Naigueli i Zürich og i le Bureau d'arts et d'industries i Wien.

I almindelighed måtte man selv finde frem til forlæggeren, hvis det da ikke drejede sig om en allerede fastslået succes, som forlæggeren selv var ivrig efter at tage under sine vinger. Og i arkiverne ligger der måske godt gemte dokumenter, som kan give os oplysning om både kontrakters indhold og om den praktiske exekution af deres bestemmelser.

Endelig bør man henvende opmærksomheden på publikationernes ydre, sådan som det er gjort fra tid til anden - af Grand-Carteret, Zur Westen, Hyatt King og på begrænset måde af mig selv.6) Titelsiderne angiver ved deres dekorationer enten forlæggerens ønske om at henlede opmærksomheden på den publikation, som lige er udkommet, eller også er de blot vidnesbyrd om en vis rigdom og den faste vilje til at præsentere tingene på en dem værdig måde.

Der blev »i gamle dage«, som altid, publiceret stykker, som solgte sig selv, og der var andre, som havde brug for megen reklame for at blive bemærkede, og så var der nogle, som blev »forkælede« såvel af udgiveren som af trykkeren og som senere blev eftersøgte kostbarheder for musikbibliophilerne.

Og hermed slutter disse beskedne bemærkninger vedrørende problemerne inden for et lidet opdyrket område.

1) Gutenberg-Jahrbuch 1928, side 137.

2) Beethoven-Zentenarfeier, Wien 1927, side 292 ff.

3) Axel Kjerulf: Hundrede Aar mellem Noder. Wilhelm Hansen, Musik-Forlag, 1857-1957, side 35 ff.

4) Carl Björkbom: Svenskt Musiktryck. Nordisk Boktryckarekonst 2, 1937, Särtryck, sicle 5 ff.

5) K. Schmidt-Phiseldeck: De humanistiske Videnskaber. »Holland-Danmark«, 1945. Vol II, side 259.

6} K. Schmidt-Phiseldeck: Om Nodetitler. - »Bogvennen. Aarbog for Bogkunst og Boghistorie«, 1929, side 177 ff.

Årgang 36/1961, nr. 01