Stilistik over Fuglesangen

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 01 - side 6-7

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

ERLING WINKEL: Stilistik over Fuglesangen

POUL BONDESEN: Fuglesangen - en verden af musik. - Forlaget Rhodos, København. (Tilhørende grammofonplade).

Fuglesangen har i tidens løb været en righoldig inspirationskilde for komponisterne og digterne, måske især de sidstnævnte. I dyreriget er fuglene jo dem, der mest bemærkelsesværdigt udfolder sig lydmæssigt. Når man i de senere år i stigende grad har beskæftiget sig med fuglesang, ligger det vel først og fremmest i trangen til saglig behandling af alt overhovedet. Når musikfolk yderligere interesserer sig herfor, beror det på fornyelsen af tonematerialet, jagten efter nye musikalske udtryksmåder. Dernæst kommer det an på belysningen af hele vort musikliv som fremtoning, musikken som livsudfoldelse og udtryksmåde.

Poul Bondesen har med sin bog skabt en fortrinlig oversigt over de forskellige fuglearters sang. Det må ligge udenfor denne artikels formål at drøfte detaljer. Fremtidens øgede lydoptagelser og undersøgelser vil formodentlig supplere og korrigere en del; fuglestemmeforskningen er endnu på et indledende trin. Så meget desto mere fortjener Poul Bondesen påskønnelse for sin forholdsvis vidtgående systematik over især de nordiske spurvefugles sang. Kernen er, at visse kompositoriske principper kan iagttages. Nogle fugle, som spætmejsen, bruger kun en art trille eller tonerulning; lærkefuglene og i særlig grad sangdroslen improviserer lange tone guirlander ud i luften, idet visse gentagelser, leddelinger og motiver tjener til at bære konstruktionen. Har det været vanskeligt for folkloristerne at notere primitive folks sang og musik i det vesteuropæiske nodesystem, bliver sangen endnu mere kompliceret for fuglesangens vedkommende. Nemmest går det som bekendt med gøgen, der i øvrigt ikke altid kukker i tertser, men lejlighedsvis kan betjene sig af større intervaller, eventuelt af secunder. Spørgsmålet om klangfarve lader sig som bekendt endnu dårligt beskrive ( det lader desværre ikke til, at elektronfolkene først og fremmest sætter ind over for den meget vigtige opgave at skabe en terminologi vedrørende disse fænomener). Bestemmelsen af tonehøjder kan også have sine problemer, især da mange fuglestemmer ligger i umådelig højt leje, og flere fuglearter ikke benytter fastliggende toner. I den forbindelse bør refereres til de folkestammer, der bruger vekslende ansatser og arbejder med skiftende højde af de enkelte toner i relation til temperamentsudsving eller stemningskarakteristik.

Mangt og meget kan berettes om Poul Bondesens opstilling af de kompositoriske principper for fuglesangen. Med henblik på fremtidig forskning har man jo lov til at gøre sine tanker. Formålet med fuglesangen er der allerede givet nogen forklaring på. Den tjener gerne som territorialsang, til at markere en vis ejendomsret og til at forkynde tilstedeværelse. Også i fuglenes elskovsliv spiller den en rolle. Måske kan man med tiden i højere grad uddybe forskellen mellem de enkle »kald«, en art korte signaler, og den mere udbyggede egentlige fuglesang.

Om fuglenes adfærd under sangen berettes en del; ejendommelig er som bekendt lærkernes vældige stigning og dalen under uafbrudt sang. Men man kunne vel håbe, at disse punkter kan uddybes nærmere, at man belyser sagen udfra fuglenes udtryksmåder og levevis i det hele taget. Hvorfor er nogle fugles sang stærkt bundet til arten, nedarvet uden hensyn til om de lærer sangarten under opvæksten? Hvorfor har stæren en enestående evne til at efterligne alt, hvad den kommer i nærheden af? Rimeligvis må sammenstilling foretages med fugledans og meget andet; fugle udtrykker sig jo på anden måde end gennem sang. Det vil ligeledes være interessant at få uddybet de tilfælde, hvor fuglene i og for sig ikke vil udtrykke noget konkret, men ligefrem synger eller fløjter løs for at få udløsning for et eller andet energioverskud i organismen. Selv om det er mennesker, der forestår undersøgelserne, skal man såvidt muligt ikke høre med den højtudviklede koncertgængers øre, omend også musikmennesker umiddelbart kan glæde sig over tonekombinationerne. Rent sagligt konstaterer vi en del, der kan belyse principperne for vor egen musiks tilblivelse; naturligvis skal man være forsigtig med at drage slutninger.

Spætternes banken er ganske kort berørt. Derimod får man ikke store ting at vide om forholdet mellem normal tilstand og ekstacen. Det må være fremtidsperspektiver, om fuglesangen kan sættes i relief til noget, der kan betegnes som ritus eller tilløb til ceremonier.

Årgang 36/1961, nr. 01