Bronsons opus magnum

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 03 - side 118-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

ERIK DAL:

Bronsons opus magnum

BERTRAND HARRIS BRONSON: The traditionen tunes of the Child ballads with their texts, according to the extant records of Great Britain and America. Volume I, Ballads l to 53. - Princeton, New Jersey, Princeton University Press 1959. xxviii -l- 466 s., hellærred. 25 dollars.

Man træffer ikke sjældent det udtryk, at en eller anden stor monografi eller udgave »før eller senere må komme«, og man ser frem til den som til studiets næste milepæl eller bakketop. Hertil kan indvendes, at »før eller senere« meget vel kan blive til et århundrede eller mere, selv for ret begrænsede opgaver, og at det er svært på forhånd at tildele værker forskningshistorisk rangfølge; tiden kan ændre proportionerne svært.

Det foreliggende værk kan siges at høre til dem, der før eller senere måtte komme. Behovet har været åbenlyst siden århundredskiftet, i ikke få år har man været spændt på at se ønsket opfyldt, og med det første bind i hånden er man ikke bange for at bruge ordet milepæl om California-professoren Bertrand H. Bronsons opus magnum.

Når det så nøje kan hævdes, at man netop fra århundredskiftet med indre logik har ventet på netop de britisk-amerikanske ballade-melodiers samlede offentliggørelse, er grunden som bekendt den, at Francis James Child, Harvard, netop da havde afsluttet sin tekstudgave The English and Scottish Popular Ballads (I-X 1882-98, bd. X posthumt, fotogr. optr. 1956). Værket var anlagt nært efter Svend Grundtvigs Danmarks gamle Folkeviser 1853 ff, og Grundtvig havde også direkte bistået sin amerikanske kollega. Men denne faste støttepille for al senere britisk og komparativ balladeforskning var begrænset til teksternes udgivelse og kommentering. 55 til da utrykte melodier i bd. X tjener nærmest til at understrege, at Childs plan kun omfattede halvdelen af balladens ord-tone-helhed. (Må det her være indskudt, at ordet ballade ikke må forstås som en anglisme, men som et bidrag til at indføre et nogenlunde ubelastet internationalt ord også i nordisk til erstatning for det ulyksalige folkevise.) Netop ca. 1900 begyndte indsamlingen af folkesang at florere, først i England ved Cecil Sharp - der er født for godt 100 år siden, 22. 11. 1859 - senere også i USA. Melodisamlingerne, nedfældet i forenings- og institutarkiver og delvis i regionale og andre udgaver, voksede enormt, og vokser da forøvrigt dag for dag.

Visesangen og dermed Bronsons værk er ingenlunde, som man omkring 1900 var tilbøjelig til at mene, »a closed account«. Men netop p.g.a. emnets vigtighed og tiltagende uoverskuelighed kan man sige, at en såvidt muligt sammenfattende udgave »før eller senere måtte komme«, besørget af en mand, der blandt mange andre kvalifikationer også måtte besidde tre slags mod: til at holde for, til at holde ud og til at holde op.

Den respekt, der allerede tidligere har stået om professor Bronson, skyldes dog ikke alene hans fornemme personlighed og den almindelige forhåndsviden om hans store værk, men også en række gennemgående ret små og for danske læsere lovlig godt gemte afhandlinger, især om metodiske og teoretiske spørgsmål; pladsen her tillader desværre ikke at gå ind på dem, men det skal anføres, at beherskelse af det uhyre materiale bl.a. er vundet ved benyttelse af IBM-hulkort. Analysen af disse har givet resultater og diskussionsoplæg i mængde -og modsvares i al beskedenhed af nye svenske og danske analyser med enkle målekort. Bronson har sidst skrevet om metoden i Journal of American Folklore LXXII 1959: To ward thé comparative analysis of British-American folk tunes (foredrag fra 1956), og her skal blot nævnes de data, der lader sig mekanisk udsortere efter udstansning af huller i 80 rækker med tallene 0-9: Child-nummer, kilde (forkortelse) incl. bindnummer og trykkeår, samlers og optegners forkortede navne, lokalitet (USA-stat), antallet af perioder (tekstlinier), »phrasal pattern« ,d.v.s. angivelse af melodiske gentagelsesdele), omkvædsforhold, taktart, autentisk/plagal/blandet ambitus, tonalitet, sluttonens og evt. optaktens tonetrin, alle betonede noder i indtil tre fraser, melodiformler, løse fortegn og evt. endnu mere. — Et mere teoretisk indlæg findes i samme tidsskrift LXXVII 1954: The morphology af the ballad-tunes (Variation, sélection and continuity).

Analyserne er dog ikke det, der først falder i øjnene i det store bind, der jo er en udgave. Det dækker kun ét af Childs fem dobbeltbind, men ventes dog »kun« efterfulgt af tre til, da der er meget melodirige ballader netop i dette bind. Således er der 141 melodier til nr. 4 Lady Isabel and the elf knight, den omdiskuterede fælleseuropæiske ballade, hvis 6 danske melodier netop er udgivet i Dg F XI hæfte 3 (nr. 183 Kvindemorderen); 112 melodier til 53 Young Beichan; 103 til 12 Lord Randal; 97 til 10 The two sisters; og videre nedad til de få numre, der lades uomtalt p.g.a. manglende meloditradition. I den nederste ende, med én melodi, findes bl.a. 19 King Orfeo, vor Harpens Kraft, til hvilken der først i 1947 optegnedes en melodi (flere er fulgt siden); det uforståede, men genkendelige omkvæd er på det gamle nordiskprægede shetlandsmål.

Alligevel er materialet ikke udtømt. Bronson medtager alle ham bekendte melodier til 1900, fra »Child's own kingdom«. For tiden 1900-20 medtages alt trykt materiale, men håndskrifter og fonogrammer kun i kritiske udvalg, og fra 1925 er det voksende antal lydoptagelser ikke søgt dækket. Dette skyldes ikke blot, at fuldstændighed er uopnåelig, men også materialets natur; når man i årtier har beklaget sig over de gamle skrevne kilders utilstrækkelighed, må man samle det og være tilfreds (se s. xxvii i det indholdsrige forord) og iovrigt se frem til udgaver af vor egen tids optagelser i udvalgte lydoptagelser med kommentarer og behandling i bogform uden gennemført transskription. »It seems idle to reduce the living, truthful record with dogged persistence to a dim reflection, except where discussion may be facilitated« (s. xxii). Og faktisk er denne vej allerede betrådt både til musikhistoriske og musiketnologiske antologier; her i Norden kan en svensk vise»udgave« på plader med ledsagende bog ventes inden længe, og i mere poulær, men meget lødig form foreligger f. eks. Johs. Künzig: Ehe sie verklingen (se DM 1959:4).

Selv med den nævnte begrænsning meddeles mængder af varianter, også nærstående varianter. Grunden er den, »at man i meloditradition må studere ligheder lige så vel som forskelle. Det er betydningsfuldt at afgøre hyppigheden af en toneart, et versemål, en struktur, en kadence i en meloditradition. Vore folkemelodiers faste træk (habits) kan ikke beskrives pålideligt, før vor viden tillader os at afgøre, hvor vedholdende de hver især er« (s. xxiii). Dette synspunkt er et ofte fremholdt hovedtræk i Bronsons forskning.

Udgiverens analytiske apparat - i dette ords håndgribelige betydning! — er imidlertid ikke ladet uudnyttet. Melodiernes ordning inden for hvert tekstnummerer nemlig hverken geografisk, kronologisk eller tekstbestemt, men rent musikalsk, og ofte er en ballades melodier delt i grupper efter musikalsk samhørighed, med eller mod tekstoverleveringen; det samme indførte H. Grüner-Nielsen i Dg F XI.

At enhver sådan ordning, gruppevis eller detailleret, er subjektiv, erkendes frit; i praksis sammenholder Bronson en gruppe, sålænge der kan gives grunde mod at opdele den, og dette hænger sammen med en anden grundanskuelse, nemlig at traditionen favoriserer stabilitet fremfor variation - en anskuelse, der interessant forfægtes i afhandlingen fra 1954, efter at forskningen ofte har lagt hovedvægten på folkemusikkens særkende over for kunstmusikken: ændringerne, variationen, omsyngningen.

I den finere ordning af melodierne tages derefter tonale hensyn. Bortset fra et par konkrete tilfælde drøfter udgiveren ikke forholdet folkeligt-kirkeligt i almindelighed; men han overtager det almenkendte sæt af kirketonarternes navne, hvortil de hexatone og pentatone skalaer føjer sig; sidstnævnte har toner fælles med henholdsvis to og tre af de fulde syvtoneskalaer og udgør antagelig de veje, ad hvilke en melodi mest uhindret kan gå fra tonart til tonart. Over hver melodi i udgaven står derfor tonal signatur: a, p, m for autentisk, piagal eller mixed beliggenhed, derefter for heptatone melodier tonartens forbogstav, for hexatone de to sammenfaldende tonarter (f.eks. Æ/D), for pentatone det græske pi, jr1 til TC alt efter hvilke toner der »mangler«. - Yderligere tages der hensyn til melodiens kontur.

Foruden denne »tænksomme« ordning af melodierne - der i nr. 18 Sir Lionel omfatter en smuk gruppe varianter af Krillevillevitbumbum — gives der for hver ballade en indledning, der hverken skal sammenfatte eller overflødiggøre Childs berømte indledninger, men har musikalsk hovedsigte ligesom hele udgaven. Drager man nærliggende sammenligninger, yder Bronsons indledninger mere end Dg F XI, der hidtil kun har tekstkritiske bemærkninger (plus nogle foreløbige kommentarer), mindre end melodikommentarerne i Deutsche Volkslieder mit ihrem Melodien, der har komparative og historiske udredninger for hver ballades melodiforråd.

Imidlertid kan der i disse indledninger findes adskilligt også af tekstlig og principiel interesse, se således s. 348 ff med en kombineret tekst-melodi-kritik eller bemærkningerne om mundtlig og skriftlig overlevering s. 409. I denne forbindelse må det fremhæves, at de melodier, der ikke slutter sig til tekster hos Child, gerne får deres hele tekst med. Værket bliver derved en hovedudgave også for balladetekst-studiet og er ud fra dette synspunkt blevet anmeldt i Danske Studier I960.

Pier ligger så materialet, i dette bind henimod 1000 melodier (normalt kun med én strofe, hvorom se nogle sande og ugenerte ord s. xxvii f). Deres overlevering er yngre end 1600, og som regel yngre end 1800. Efter herkomst spænder de fra levn af meget gammel sang over forskellige epokepræg til moderne USAvarianter; til disse forelå i forvejen Tristram P. Coffins gode bibliografiske nøgle The British traditional ballad in North America (Phil. 1950), nu kan man direkte studere de gamle emners og musiktemaers omformning i et nyt samfund, men også det modsatte: isolerede amerikanske egnes fastholden af gamle træk i det europæiske arvegods, som det især fremdroges i Appalacherne af Cecil Sharp.

Når man betænker, at den britisk-nordiske forbindelse er blandt de stærkere tråde i det europæiske ballade-net, og at disse to sprog har et særligt fællesskab i noget musikalsk så vigtigt som strofeformerne, må man håbe, at der med tiden, når Dg F-udgiverne og prof. Bronson er nået til vejs ende, vil blive gjort studier også over de melodiske relationer, indledet med metodisk ensartede analyser af de to nationers melodiskat. Formodentlig vil det dog vise sig, at de utvivlsomme, omend diskutable ligheder i form og indhold savner stærke paralleller i musikkens verden, hvad enten det nu skyldes, at særudviklingerne har varet så længe, eller at man ikke lånte melodien sammen med formen, når indholdet overførtes fra sprog til sprog.

Musikologen må her beklage, at ikke blot han selv, men også hans »tekst-kollega« savner ordentlige holdepunkter i balladens ældre tid. Dette bør advare mod letsindighed, men kan ikke forpligte til kun at arbejde med selve omsyngningsprocessen, evt. med lydoptagelser alene. Et forsigtigt historisk studium er en opgave af lige så legitim og næppe mindre interessant karakter, og det er også et sådant studium, Bertrand H. Bronson især tænker fremmet med det virkelig storslåede værk, han her byder os. Dets snarlige fortsættelse, forhåbentlig uden ydre hæmninger af en så betydelig forskerindsats, må være ikke blot udgiverens, men også den internationale læserkreds' varme ønske.

Årgang 36/1961, nr. 03