Musikalier

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 06 - side 210-211

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKALIER

MATYÁŠ SEIBER: 4 Studies for 2 Violins. - Universal Edition 12795, 1958.

Etuder er den rette betegnelse for de fire korte stykker. Selv om de vel kan bære en koncertmæssig fremførelse, er det musikalske udsagn dog ikke af den dybde, man ville vente af et kammermusikværk fra Seibers hånd. Men de er kolossalt velegnede som studiemateriale, idet de i didaktisk form rendyrker vendinger, som erfaringsmæssigt volder problemer for de violinister, der på baggrund af en konservatorieuddannelse forsøger at nærme sig et nutidigt repertoire. Det drejer sig om 1) tætte intervaller i hurtig følge, 2) vide intervaller i en båren melodi, 3) arpeggio-figurer, der ikke følger de tonale treklange og 4) kvartintervallet i passagespil. Den enkelte stemme kan godt tjene som selvstændig etude. De kan varmt anbefales alle violinister, der vil dygtiggøre sig til at beherske et nutidigt repertoire. /. M.

C. H. DEBOIS: 12 sange. - Engstrøm & Sødring 1960.

»12 sange« rummer 6 sange om Danmarks land og natur til tekster af Alex Garff, Ludvig Holstein og Jeppe Aakjær og 6 sange af lyrisk, betragtende art til tekster af Kaj Hoffmann, Harald H. Lund og H. C. Emborg.

Sangene er velformede og velklingende, spændende fra helt igennem enkel, ukompliceret sats i melodierne til Garffs 4 danske sange »Sjælland«, »Fyn«, »Jylland« og »Lyse land« til Hoffmanns melodisk enkle, men harmonisk raffinerede og med en mystisk tone belagte »Nat«. - Hæftet er et værdifuldt tilskud til genren »Den danske sang«.

H. B. R.

HENRY PURCELL: S/x Duets for high and low voices. - Boosey & Hawkes, 1961.

I Boosey £ Hawkes store Purcell-udgave er her forelagt seks duetter for en høj og en mindre høj stemme fra samlingerne Orpheus Britannicus og Harmonica Sacra, herimellem de velkendte duetter »Sound thé Trumpet« og »Shepherd, leave decoying«. For udgivelsen af de vokale partier står sangeren Peter Pears. Foredragstegn, tempoangivelser etc. er hans og virker, når de absolut skal vedføjes, overbevisende. Generalbassen er udskrevet af Benjamin Britten. I forordet til udgaven nævnes det forklarende, at de becifrede basstemmer på Purcells tid blev udført på en personlig måde af hver enkelt akkompagnatør. I den foreliggende udgave, hedder det, er generalbassen også udformet personligt, men det har været udgiverens konstante bestræbelse mens han udarbejdede generalbassatsen at give udtryk for den blanding af klarhed, brilliance, blidhed og forunderlighed, som er nedlagt i al Purcells musik. Det forekommer mig, at Britten gennemgående overpotenserer forunderligheden og glemmer klarheden, og at han gør vold på musikken ved at udforme sine akkompagnementer som udprægede klaverakkompagnementer, hvor flotte og opfindsomme de end kan være. H. B. R.

HUMPHREY SEARLE: Ballade for piano op. 10 (Joseph Williams).

I en temmelig kort og rapsodisk sats foreligger Searles klaverballade op 10 (komponeret 1947). Uden at benytte sig af gennemført seriel teknik, anvender han dog her som i sin klaversonate tolvtonekomplekser. Det afgørende for hans stil i dette værk som i klaversonaten er den stort anlagte klaversats, der tydeligt er inspireret af Liszt's kyniske passager og oktavfordoblinger. Det monotematiske materiale er omrammet af fantasifulde, improvisationsagtige figurer, der lader ane deres romantiske udgangspunkt. Pianistisk set er det et interessant og krævende værk, som mange pianister burde se lidt nærmere på. B. /.

DMITRI KABALEVSKY: Fire Rondos for klaver (Anglo-Soviet Music Press) op. 60.

Fire rondosatser med undertitler som: March, Tanz, Lied og Toccata foreligger fra Kabalevskys hånd. Satserne er ganske enkle og kan med lethed anvendes til undervisningsbrug. Udtrykket er let karikerende og temmelig banalt, men kan nok more unge klaverelever, især den noget groteske Tanz.

B. J.

ALAN RAWSTHORNE: Sonata for violin and piano. - Oxford University Press.

Et virkeligt spændende værk inden for den ellers ret sparsomme nye duo-litteratur. Af sonatens fire satser skal her især fremhæves den 3. sats, en vituost anlagt Toccata, hvor klaver og violin griber effektfuldt ind i hinanden med hurtige passager og spændstige konfliktrytmer. B. J.

HARALD GENZMER, Sonate for cello og klaver.

- (Ed. Schott).

Hindemith-eleven H. Genzmers cello og klaversonate er et ganske underholdende og let musikantisk værk, der ikke rummer de større problemer, hverken for de udøvende eller for tilhørerne. Værket er holdt i en gennemsigtig instrumentalsats, hvor de små rytmiske motiver kastes mellem de to instrumenter. Noget monoton virker den sidste sats, en vivace, der med sine småimitationer og motoriske rytmik kan føles noget antikveret. B. J.

CONRAD BECK: Sonatine j or to klaverer. - (Ed.

Schott).

Den svejtsiske komponist Conrad Beck anslår i sin gennemsigtige sonatine for to klaverer umiskendeligt galliske strenge, der viser hans skoling i den franske hovedstad hos bl. a.

Roussel, Honegger og Boulanger. Den afsluttende rondosats er yderst vittig, og den enkle instrumentbehandling lader satsen fremstå i en diverterende og klangligt charmerende atmosfære. B. J.

ANDRÉ JOLIVET: Suite Transocéane. (Heugel). J. N. DAVID: Sinfonía breve, Werk 47 (Breitkopf), Sinfonía Preclassica, Werk 44 (Breitkopf), Konzert j or Violin og Orkester op. 45 (Breitkopf).

Jolivets Suite Transocéane er komponeret 1955 for stor orkesterbesætning, bl. a. er træblæsergruppen betydeligt udvidet med specialinstrumenter, ligeledes slagtøjsgruppen, hvortil er f øjet klaver. Mens Jolivet Í klaverkoncerten gør udstrakt brug af fremmedartede, afrikanske rytmeelementer, holder han i denne suite mere konservativt fast ved et rytmisk mindre kompl'ceret satsbillede, men indlemmer visse melodiske træk, der er præget af exodisk modalitet. Det kosmopolitiske i suitens tonesprog er allerede foregrebet i titlen: Transocéane.

Østrigeren Johann Nepomuk David henregnes til Hindemiths skole, men fremviser som i violinkoncerten stundom romantisk prægede klange. Påvirkningen fra neoklassicismen gør sig dog gældende f. eks. i koncertens 3. sats, à la Gigue, hvor rytmiske og polyfone elementer fra barokken dukker frem. Det samme »præklassiske« træk går igen i hans Sinfonía preclassica, hvor besætningen i modsætning til violinkoncertens nærmest er kammermusikalsk, kun to fløjter og to horn samt en begrænset strygerbesætning. Satsfølgen er også »gammeldags«, firesatset, med en stiliseret menuet som 3. sats og atter en Gigue som finale. I hans Sinfonía breve arbejdes med betydelig større besætning, men satsteknikken er yderst kammermusikalsk med korte melodisk-rytmiske motiver, der veksler fra instrument til instrument. Værket er tosatset, dog består 2. sats af et langsomt overgangsparti, der afløses af en Allegrosats med muntert vekselspil mellem en række småmotiver. B. J.

W. A. MOZART: Andantino for Klaver og Cello.

(Ed. Schott).

I sit forord til den foreliggende udgave siger Felix Schroeder, at den lille B-dur andantino er Mozarts eneste værk for cello og klaver.

Det er et ganske yndigt stykke, som måske er skrevet omkring 1781-82, men må vel i øvrigt betragtes som et fragment af et større værk (sonate). Andantionen har K. V. Anhang 46(374 g). B. J.

WALTER W. STOCKHOFF: Variations for Violoncello and Pianoforte. (Breitkopf) (trykt 1959).

Den amerikanske komponist Walter W. Stockhoff (født 1881) er vist næppe kendt herhjemme. Han er nærmest autodidakt og har skrevet en del kammermusik, således klavertrios. Foreliggende variationer for cello og klaver er ganske effektfulde, nærmest rapsodisk henkastede satser, hvor en motivisk kerne undergår »metamorfoser«. Der indtræder forskellige satstyper som vals, march med mere. B. J.

Årgang 37/1962, nr. 06