Grammofon

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 03 - side 112-116

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GRAMMOFON

PAUL HINDEMITH: Das Marienleben (1948). Gerda LAMMERS, sopr., og Gerhard PUCHELT, klaver. - Bärenreiter Musicaphon - BM 30 L 1514/15.

Omsider er Hindemiths »Marienleben« kommet på plade, et hovedværk inden for vort århundredes musik, i hvert fald centralt i Hindemiths produktion, hvad der fremgår af, at han udover de to fuldstændige versioner (1923 og 1948) har taget flere af sangene op til orkesterbearbejdelse.

Udførelsen er både teknisk og musikalsk tilfredsstillende - fortolkningen kan nok diskuteres. Som Gerda Lammers synger, med gennemført lys og åben stemmeklang, frit bevæget i rytmen til gunst for det velklin-gende, forbliver væsentlige sider af Rilkes poesi uforløst. Pianisten forstærker den idyl-liske tendens ved et rubato som dvæler ved det harmonisk konventionelle og mildner de grellere klange. Det er så et spørgsmål om ikke denne fortolkningsmåde er en konsekvent videreførelse af tendensen i 1948-revi-sionen.

Rilkes Maria-cyklus er en dristig nyop-levelse. Renset for århundreders udpenslinger berettes Jesu Moders levned som sanset virkelighed, bag hvilken mysteriet rejser sig i gru og uforklarlighed. I 1923-udgaven har Hindemith villet blotlægge musikkens realitet tilsvarende, i kølig impressionistiske klange (Geburt Maria, Pietà, Stillung Maria) eller barokprægede liniespil (Argwohn Josephs, Vom Tode Maria I) for at musikken skulle stemme med digtenes ydre objektivitet. Sjældent søger den ind mod beretningens sjælelige eller religiøse sfærer (som i Vor der Passion), og selv da beror virkningen væsentlig på teksten. Det er en styrke hos disse sange, at de aldrig udlægger digtene, at de blot frembyder en musikaliseret foredrags-måde. Sangstemmen er overalt i ubunden melodisk udvikling, de musikalske formeldannelser henvist til klaverledsagelsen.

I 1948-udgaven er et par af de enklest opbyggede sange (Maria Verkündigung, Geburt Christi) udskiftet med mere komplekse udsættelser, og der er foretaget stedvise eller gennemgribende ændringer i de øvrige; kun to (Pietà, Stillung Maria) er næsten uforandrede. Ændringerne berører sangstemmens melodiske kontur og den harmonisk-tonale disposition. En del vokale anstødssteder og harmoniske hårdheder er mildnet, iøvrigt drejer det sig om en differentiering af udtryksmidlerne. Melodilinierne er omsmeltet til vidtstræbende kurver i veldisponerede modulationer, harmonikken er gjort mere retningsbestemt. De enkelte sange er endvidere indpasset i et cyklisk tonalitetsforløb, og der er lejlighedsvis indbygget erindringsmotiver. Hindemith giver en udførlig revisionsberetning i forordet.

Bestræbelsen for at forstærke sangkredsens »værk«-karakter kan vel forsvares ud fra digtenes indbyrdes samhørighed, og eftersom den udfoldes på det metamusikalske plan, angriber den ikke det objektive forhold til teksten. Derimod har den i mange tilfælde ført til en konventionalisering af musikken selv (Vor der Passion er vel det mest entydige eksempel, en udglattet ekspressivitet). Derved fristes altså udførelsen til yderligere betoning af de traditionelle på bekostning af de mere særprægede træk.

Er dette sagt, så må det tillige indrømmes,

at mangt og meget er gået ubeskadiget gennem revisionen, og så længe der ingen indspilning findes af originaludgaven, kan denne anbefales som gyldig gengivelse af hvad Hindemith - og med ham selvfølgelig mange - vil anse for det gyldige »Marienleben«.

M. A.

AXEL BORUP-JØRGENSEN: Musik for slagtøj og bratsch, op. 18. Instrumentalensemble med Knud Frederiksen (bratsch). Dirigent: Lavara Friis holm. POUL ROVSING OLSEN: Schicksalslieder von Hölderlin, op. 28: Hälfte des Lebens, Hyperions Schicksalslied, An die Parzen, Am Abend. Karen Heer up (sopran) og medlemmer af Colle gi um Alii s i cum. Dirigent: Lavar d F r tis holm. HERM. D. KOPPEL: Strygekvartet no. 2, op. 34. Koppel-kvartetten. ODEON MOAK 12. Udgivet på initiativ af Samfundet til udgivelse af dansk musik.

NIELS VIGGO BENTZON: Sonate for cello, op. 110. Erling Blondal Bengtsson (cello). Propostae Novae for to klaverer, op. 129. Anker Blyme og Niels Viggo Bentzon (klaver). Udgivet i serien »Music At Louisiana«. LGLP 3007.

Tre LP-plader med dansk musik har set lyset siden efteråret, endnu én (med musik af Weis og Rovsing Olsen) er på vej, og i denne måned er to plader med henholdsvis Carl Nielsens 4. og 5. symfoni dukket op -begge produceret i udlandet med udenlandske orkestre og dirigenter.

På baggrund af den sidste halve snes års grammofonaktivitet, eller snarere passivitet, når det gælder dansk musik, er det ganske uomtvisteligt, at 1962/63-sæsonen får præg af noget nær en renæssance på dette område. Set på en anden led rækker denne vurdering imidlertid ikke langt: Sammenligner man med andre lande, vil man hurtigt konstatere, at 3-5 LP-plader med national musik i løbet af et år tager sig temmelig pauvert ud. I hvor høj grad man så kan se denne spæde produktion som ansats til en ny udvikling, er et andet spørgsmål. Væsentligst i denne forbindelse er det nok, at de nævnte Carl Nielsen-plader kan betyde et fremstød - alene i kraft af det internationale apparat, der hermed sættes i gang - samt, at to af de øvrige plader er led i pladeserier, der har praktiske forudsætninger for at resultere i andet end spredt idealistisk fægtning. Under alle omstændigheder må de initiativer, der er taget, kunne understøtte den aktion, der i øjeblikket er i gang for tilbundsgående at få undersøgt mulighederne for en løsning på problemet: dansk musik på grammofon.

Den første af de plader, der her skal nøjere omtales, er bemærkelsesværdig alene af den grund, at to komponister, Borup Jørgensen og Ro r sin g Olsen hermed for første gang har fået musik fæstnet til plade. I tilfældet Borup-Jørgensens »Musik for slagtøj og bratsch« er der tilmed tale om et værk, der introducerer den hjemlige såkaldte »avant-gardemusik« på grammofon. Forbavsende nok i øvrigt, i betragtning af, at værket er skrevet allerede 1955-56 - med andre ord nogle år før denne »avantgarde« for alvor manifesterede sig. Det kan diskuteres, om man ikke kunne have fundet et mere repræsentativt værk for de senere års unge danske musik - også i Borup-Jørgensens egen produktion - men det er på den anden side givet, at stykket har karakteristiske kvaliteter, der berettiger en pladeoptagelse. Det bygger på dels en kontrastering af solostrygeren og slagtøjet formuleret gennem vekslende dynamisk, rytmiske og tematiske belysninger, dels det omvendte: visse rytmiske og tematiske strukturer, der blotlægges og stilles i relief gennem vekselvirkningen mellem instrumenterne. Fortolkningen er - ikke mindst fra Gunnar Frederiksens side - inspireret.

Heller ikke Ro v sin g Olsens »Hölderlin«-sange hører til denne komponists nyeste kompositioner - de stammer fra 1953. Til gen-

gæld må de anses for at være helt identiske med det bedste i Rovsing Olsens produktion. Instrumentationen og balancen mellem sangstemme og instrumenter er klar og Rovsing Olsens gallisk og eksotisk inspirerede stil høres kun i få værker i mere subtil og betagende udformning. I betragtning af pladens åbenlyse sigte på et engelsktalende publikum, ville det nok have været på sin plads, om teksterne til Hölderlins »Schicksalslieder« havde været aftrykt på pladehylsteret, ganske uanset solisten Karen Heerups overordentlig smukke fortolkning.

Denne plades anden side optages helt af Uerman D. Koppels strygekvartet nr. 2. Hermed foreligger det tredje Koppel-værk på LP - HMV har tidligere udsendt kl a ver kvintetten, op. 57, og cellosonaten, op. 62 findes på en Louisiana-plade. Værket er stilistisk en fuldgyldig eksponent for kompositionens rødder i Carl Nielsen-traditionen og mellemkrigsårenes neo-klassisistiske idealer og inden for den dermed forbundne målsætning præget af stor fantasi og konsekvens. Koppel-kvartetten yder det al mulig retfærdighed.

Niels Viggo Bentzon-pladen hører til serien »Music at Louisiana«, en serie, der formerer sig i beskedent tempo, hvad der formodentlig skyldes, at koncerterne på Louisiana i det sidste års tid har været mere sparsomme end i museets første år. En koncertrække under titlen »Møde med komponisten« har således til dato kun præsenteret tre danskere, nemlig Vagn Holmboe, Herman D. Koppel og Niels Viggo Bentzon. I plade-mæssig forbindelse noterer man, at netop -og kun - disse tre komponister hidtil er de eneste danske, der har fået musik indspillet i »Music at Louisiana«-serien. Det kunne tyde på, at koncert- og pladeserie følges ad. Og det er derfor at håbe, at Louisiana snarest finder ud af, at der er andre danske komponister, som er værd at møde.

Pladen byder på to Bentzon-værker af nyere dato, begge flittigt opførte i løbet af de sidste par år: Sonaten for cello, op. 110 og Propostae novae for to klaverer, op. 129 -og begge fortolket af de musikere, hvis navne i dominerende grad er knyttet til opførelserne, nemlig cellisten Erling Bløndal Bengtsson og pianisterne Niels Viggo Bentzon og Anker Blyme.

Begge optagelser er akustisk temmelig tørre, og man forstyrres desuden af et stærkt præekko. Det går særlig ud over cellosonaten, hvor den manglende rumklang er fatal, fordi instrumentet i sig selv har en langtfattigere overtone-ekspansion end et klaver, for ikke at tale om to klaverer. Men naturligvis er det en trøst, at den musikalske fortolkning er ikke blot autentisk, men ligefrem kongenial. Bløndal Bengtsson spiller sonaten med sublim klangskønhed og en fraserings-kunst, der gør ikke mindst anden-satsen til en bjergtagende oplevelse. Det er heller ikke for meget sagt, at man i dette værk står over for et af de mest helstøbte udslag af komponistens dyrkelse af ekspressiv melodik.

Indskydelserne i Propostae novae har ikke samme overbevisende kvalitet som i cellosonaten, dertil er de for spredte og tilfældigt formulerede. Satserne står ret isolerede, og inden for hver enkelt sats finder man kun i 2. satsens tilfælde koncentrerede enhedsdan-nende elementer af for denne komponist ny og interessant karakter. Men naturligvis rummer de øvrige satser fascinerende detaljer, ikke mindst den sidste, der kontrasterer punktuelle og motoriske formationer i en ganske frodig vekselvirkning. Komponistens og Anker Blymes spil har pianistisk format.

G. D.-H.

HÄNDEL: Israel i Ægypten. Fulstændig indspilning med Dessoff-korene og Symphony of thé Air. Dirigent: Paul Boepple. Sopran: Miriam Burton, alt: Betty Allen, tenor: Leslie Chabay. VOX PL 11.642 (1-2) (også stereo).

VOX har udsendt en fuldstændig indspilning af Handels Israel. Den dirigeres af Paul Boepple, som er født i Schweiz og har tilbragt det meste af sit liv i Amerika. Han har nu i en snes år været leder af Dessof T-korene, som er en sammenslutning af et par mindre kor, der alle er grundlagt af Madame Margarete Dessoff. De synger pænt, men optagelsen er ikke helt god, idet herrerne høres stærkt på bekostning af damerne. Den klanglige egalitet inden for de enkelte stemmer er heller ikke pletfri, men der synges med både glæde og overbevisning. Orkestret er Toscaninis gamle orkester, som nu kalder sig Symphony of thé Air; det ville være en overdrivelse at sige, at det lyder som under den afdøde mester; hverken klang, præcision eller intonation opfylder de krav, som han stillede. Men nogle af manglerne skyldes måske den ikke helt fuldkomne op-tagelse, og stort set lader det sig høre. De tre solister: Miriam Burton, Betty Allen og Leslie Chabay gør alle god fyldest. Boepples fremførelse af musikken er gennemgående sund og naturlig, kun undrer man sig over nogle lidt forstyrrende accenter i både kor og orkester i den vidunderlige sats, som skildrer mørket over Ægypten. En hæderlig indspilning. G. S.

* Tilsendt fra forlagene

KAMMERMUSIK

BEECKE: Strygekvartet nr. 6 G-dur. (Hortus Mu-sicus 170) (BV)

COPLAND: Quiet City f. strygere, trompet og eng. horn (eller obo) 1940. (Br&Ha)

DAVID: Melancholia f. bratsch og kammerork. Arr. br. og klaver. (Br&Ha)

RAPHAËL: Drei Stücke in Cis f. violoncel og klaver. (BV)

SHOSTAKOVITCH: String Quartet op. 110. (Bo&Ha)

YSAYE: Paganini Variations op. post viol. og piano. (Bo&Ha)

UNDERVISNINGSMUSIK

WILDHAGEN: Vi synger og leker. (WH)

ORKESTERKOMPOSIT1ONER

B AUR: Concertino f. fløjte, obo, klar., str.ork. og

pauker (1959). (Br&Hä) COCKSHOTT: Serenade f. flute and string orch.

(RM) DAVID: Spiegelkabinett, Walzer f. Orchester,

Werk 55. (Br&Hä)

EINEM: Philadelphia symphony op. 28. (Bo&Ha) FRUMERIE: Konsert för trompet och orkester

(1959) Klaveruddrag. (CG)

Studiepartiurer fra Eulenburg

BACH, J. S.: Kantate nr. 17

BACH, J. S.: Kantate nr. 29

BACH, J. S.: Kantate nr. 159

BACH, J. CHR.: Sinfonia Concertante i C-dur

BRAHMS: Rhapsody op. 53

BRUCKNER: Der 150. Psalm

GRIEG: Peer Gynt. Suite l, op. 46 og 2, op. 55

HÄNDEL: Concerto grosso op. 3, nr. l

HÄNDEL: Concerto grosso op. 3, nr. 2

HÄNDEL: Concerto grosso op. 3, nr. 3

HÄNDEL: Concerto grosso op. 3, nr. 4a

MAHLER: Kindertotenlieder

MOZART: Serenade nr. 9

TELEMANN: Strygesuite i Es-dur

TSCHAIKOWSKY: Symfoni nr. l

TSCHAIKOWSKY: Symfoni nr. 2

TSCHAIKOWSKY: Symfoni nr. 3

VIVALDI: Concerto per violino e due Cori

VIVALDI: Violinkoncert, op. 7, nr. 11.

KORKOMPOSITIONER

WILH. HANSEN's korbibl.: Damekor nr. 21 og 22.

Mandskor nr. 496 + 501-03 + 505-09. Bl. kor

nr. 343-347 + 349-350. (WH) GEHRMAN's kvartet-bibl.: nr. 334-338.

Kör-bibl. nr. 391-403.

Trestemmige korsange nr. 95-98. (CG)

ORGELMUSIK

NIELSEN, LUD V.: Intrata Solemnis. (LY) RAASTED: 40 orgelkoraler op. 108. (WH)

LITTERATUR

MOSER: Die Tonsprachen des Abendlandes. (MV)

DIVERSE

COOKE: Suite in C (piano solo) (OUF)

MOSER: Werkverzeichnis (ZTS)

OXFORD UNIV. PRESS: Music and letters, index 1920-1959. (OUF)

CLOUGH/CUMING: R. Vaughan Williams, discografi. (OUF)

B&R: Barrie & Rockliff, London

Bo&Ha: Boosey & Hawkes, London

BV: Bärerreiter-Verlag, Kassel

Br&Hä: Breitkopf & Härtel, Wiesbaden

CG: AB Carl Gehrmans Musikforlag, Stockholm

EE: Eulenburg

He&Cie: Heugel & Cie., Paris

LY: Edition Lyche, Drammen, Norge

MV: Verlag Merseburger, Berlin-Nikolassee, Postfach 25

OUF: Oxford University Press

RM: Rongwen Music, New York

WH: Wilh. Hansen, København

ZST: Zentralachiv Schweizerischer Tonkunst, Zürich

Årgang 38/1963, nr. 03