Musikalier

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 03 - side 107-112

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKALIER

IGOR STRAVINSKIJS * Anthem«. The dove de-scendmg breaks thè air. Teksten er af T. S. Eliot, fra hans »Little Gidding«.

Den lille a cappella kompositionsform er AB A variant B.

A er en tostemmig sats mellem sopran og alt, A-variant er tenorens og bassens. B-delen er firstemmig. Stykket er kort og består af imitationer. løvrigt er dette lille stykke ret upersonligt fra Stravinski j s hånd. r. V.""i DOFLEINS VIOLINSKOLA. - Edition Schott 5251.

For de danske violinlærere, som overværede Erich og Elma Dofleins demonstrationer på den internationale UNESCO-kongres i august 1958 på Polyteknisk Læreanstalt i København, vil Dofleins violinskole være et gammelkendt værk. De fem hæfter, der på den tid var udgivet på tysk, omhandler begynderstadiet, teknikkens udbygning, anden og tredje stilling, bue- og fingerteknikkens udvidelse og spillet i de højere stillinger. Af dette omfangsrige violin-studieværk er nu første hæfte udgivet med svensk tekst.

Det på en vis måde nye og ganske særlig værdifulde i Dofleins violinskole er melodimaterialet, som spænder fra Minnesang over 15 00-tallet bicinier, franske og italienske barokkomponister, 1700-1880-tallets violinskoler (Corrette, Leopold Mozart. Kayser, Spohr o. a.) til nutidens kompositioner, små stykker af Hindemith, Orff, Bartók o. a. Hensigten med dette stilistisk så altomfattende valg af melodimateriale er naturligvis at bidrage til de unge violinelevers musikalske udvikling og udvide den kunstneriske horisont, som er så afgørende vigtig for den videre uddannelse. Og da der netop er mangel på melodistof for begyndere i den nødvendige kvantitet, må man hilse Dofleins violinskole velkommen fremfor de fleste andre værker af denne art. Enhver violinpædagog, der underviser begyndere, bør absolut kende og eje denne violinskole.

Skal man fremdrage nogle negative sider ved værket - det er jo altid så let at kritisere - må det have den hensigt at gøre violinlærere opmærksom på, hvad de selv skal yde i den praktiske undervisning, når de anvender Dofleins violinskole som materialet for deres elever. Melodimaterialet, som naturligvis er valgt ud fra det synspunkt, at elevernes tekniske kunnen er såre begrænset, har måske en smule slagside henimod det musik-historisk specielle. Således savner man nogle teknisk lette satser af de store mestre, Gorelli, Händel, Bach, Schubert o. a. Til gengæld optager den musikalske undervisning i nodelæsning, tonearter og rytmer en meget stor plads i violinskolen i betragtning af den kendsgerning, at den moderne tendens dog er at skille hørelære og solfège ud som en særlig disciplin, et fag, hvor der findes en overdådighed af gode lærebøger, og som bedre kunne dyrkes adskilt fra og forud for den egentlige instrumentalundervisning. Doflein er klar over, at vanskelighederne bør behandles hver for sig, men er måske på dette område mindre konsekvent. Mindst hjælp får violinlæ-reren på det rent tekniske område. Carl Flesch beklagede ofte over for sine elever, at ingen syntes at have lyst til at føre det professionelle violinspils principper helt ned til begynderstadiet, således at de unge violinelever kan lære det rigtige fra starten og ikke behøver at rettes i det elementære på et viderekomment stadium (»få teknikken lagt om«). Doflein betænker sig ikke på straks at bruge hele buen (det bevægelseskompleks, hvor koordinationen dog er vanskelig at beherske), at lade eleverne spille med stærkt skiftende buehastighed uden at forklare kontaktstedets og klangens mekanik, at anbringe fingrene fast i forskellige tetrachorder uden hensyn til D. C. Dounis og andre store pædagogers påvisning af fleksibilitetens grundlæggende betydning for fingerteknikken, at tage 4. finger med fra begyndelsen, hvilket kræver maksimal supination i venstre arm og en så nøjagtig venstrehåndsstilling, at forbindelsen 1.—4. finger jo først kan be-herskes ordentligt efter studier i dobbelt-grebsteknik, og at lade eleverne selv høre sig til forskellen mellem melodisk skærpet og ren treklangs-intonation. Man kunne således ønske en mere professionel behandling af det violintekniske, som dermed lægges over på pædagogen selv som hans ansvar, og derfor kan det siges, at Dofleins violinskole ikke bør anvendes af lærere, som selv spiller violin på et mere amatøragtigt plan, men kræver en betydelig professionel dygtighed hos læreren, således at han på dette område selv kan yde det nødvendige supplement af rent spilleteknisk undervisning. Men da denne forudsætning herhjemme i al almindelighed er til stede, kan man disse negativsider til trods meget anbefale Dofleins violinskole med alle de betydningsfulde fordele, den har for den musikalske uddannelse af begynderelever.

M. H.

JOHANNESPASSION. Udgivet af Lennart Reimers efter kilder fra det 17. årh. — Monumenta Musicae Svecicae, bind 3.

Det foreliggende tredje bind af den nyligt påbegyndte række svenske monumentudgaver indeholder en udgivelse af en svensk johan-nespassion, der efter udgiverens mening synes at gå tilbage til begyndelsen af det 17. årh. Værket er en af de såkaldte koralpassioner, som med latinsk forbillede dukkede op i nationalsprogede bearbejdelser efter reformationen, først i Tyskland (Johann Walter 1530?) og senere i bl. a. Danmark og Sve-

rige, og som synes at have nydt en vis yndest i de protestantiske kirker helt op i det 18. årh. I forordet gør udgiveren kort rede for denne udvikling og dernæst for det udgivne værks forhold til andre samtidige og ældre koralpassioner samt for de forhåndenværende svenske kilder; udgiveren hælder til den anskuelse, at værket er blevet til med stærk dansk påvirkning, og den svenske Johannes-passion minder da også påfaldende om den tilsvarende danske — den såkaldte »Roskildepassion«, der i 1946 blev udgivet herhjemme af Gunnar Pedersen og Mogens Wöldike. Men medens den danske udgave repræsenterer en bearbejdelse til nutidsbrug (den er tillempet teksten i bibeloversættelsen af 1907) og således har et rent praktisk-musikalsk sigte (en indgående, videnskabelig behandling af kildematerialet i Rigsarkivet savnes såvidt vides endnu), så er den svenske udgave videnskabeligt anlagt og gengiver da også teksten i dens oprindelige 1500-tals form; i slutningen af forordet meddeler udgiveren dog forskellige anvisninger med henblik på eventuelt praktisk brug. Som videnskabelig udgave betragtet må den foreliggende udgivelse imidlertid siges at være behæftet med visse mangler. Der findes i nodeteksten flere steder, som må siges at være af tvivlsom art, hvis de da ikke ligefrem er trykfejl, og som burde have været - om ikke korrigeret — så dog omtalt i revisionsberetningen eller i fodnoter, så meget mere, som de vil volde vanskelighed for den praktiske udførelse, som udgiveren nævner muligheden af; de omtalte steder er følgende: pag. 3, In-troitus, 6. sidste node i bas; pag. 9 for neden, Chorus, 10. node i tenor; pag. 11 f.n., Chorus, næstsidste node i bas; pag. 12 f.n., Chorus, næstsidste node i bas. Af deciderede trykfejl - ud over dem, som udgiveren anfører - kan nævnes: pag. 3 mangler original nodeangivelse ved første Jesus-replik; pag. 6 f,n. mangler angivelse af tenornøgle, hvilket også gælder pag. 13, 3. system f.o. - Et kapitel for sig udgør Conclusio-koret, der ikke er taget fra det i øvrigt benyttede håndskrift (Kungliga Bibliotek, Musik-HS 131), men er hentet fra en anden kilde (Riddarholms-HS i Lunds Universitetsbibliotek), idet forlæggets (HS 131) Conclusio, der til gengæld meddeles som fotokopi, indeholder visse vanskeligt dechifrerbare steder. Denne løsning må siges at have et rent praktisk-musikalsk sigte, men man savner i så fald en drøftelse af de i det trykte kor forekommende kvint-og oktavparalleller, som giver ubehagelig mislyd, og som ikke stemmer overens medden i de øvrige kor anvendte satsteknik.

Skønt det således er nødvendigt at tage visse forbehold over for udgivelsen som videnskabeligt arbejde, må man dog på den anden side lykønske svenskerne med den, idet de ved dens praktiske anvendelse vil have mulighed for at få samme glæde af den, som vi har af vor »Roskildepassion«.

T. S.

HERMAN D. KOPPEL: Variationer for dannet i B og klaver op. 72. — Forlag: Alphonse Leduc, Paris.

Værket er skrevet på bestilling af forlaget Alphonse Leduc og det skal siges at der er kommet noget godt ud af dette arrangement. Vi har fået et stykke klarinetmusik, som byder på visse tekniske, men dog overkommelige problemer for den viderekomne klari-netist.

Variationerne er skrevet i Hindemiths ånd og stil med et stænk af dodekafon melodik og klangvirkning. Den rytmiske stivelse er hos Koppel ikke så udtalt, hans materiale er ikke så markant som hos Hindemith. Variationerne er, 17 i tal, alle udvundet af en 5 takters melodi, der presenterer de 12 toner efter tur i en kromatisk ledetoneforbindelse, hvorefter klaveret sætter ind med en udsmykket ren kvartnedgang. I alle variationerne lader nu Koppel denne stildualisme smelte sammen til en helhed og ved rytmisk opfindsomhed lykkes det sådan set også.

I anmeldelser af Koppel-værker bliver komponisten ofte dadlet for en vis træghed, mangel på charme. Vist så, også i det fore-

liggende stykke stirrer man forgæves efter den gnist der skal tænde begejstringens flamme i én, måske er Koppels skabende personlighed netop en syntese.

Det skal lige nævnes at Variationerne blev opført ved Nordiske musikdage 1962 af H. D. Koppel og sønnen Anders, hvor mange havde lejlighed til at stifte bekendtskab med værket.

H. C.

LEOPOLD SPINNER: Suite for Clarinet and Piano op. 10. - Forlag: Boosey & Hawkes.

Leopold Spinner er en typisk repræsentant for Webern-nachfolge, så typisk, at han i klarinet suiten nærmest er identisk med denne, hans lærer og mester. Spinners fortjeneste er at han suverænt har f øjet endnu et værk til Weberns sparsomme produktion og dermed åbnet muligheden for at klarinetîster og pianister i skønt sammenspil kan trænge ind i Weberns toneunivers.

Suiten har to satser, moderato og allegro, men inden for disse varierer tempoet ustandseligt, hvilket naturligvis kræver et meget fint afstemt sammenspil. Suiten er komponeret i 1955 og en sammenligning med f. eks. Weberns klavervariationer op. 27 og strygekvartetten op. 28 fra hhv. 1936 og 1938 vil kun afsløre en lidt løsere, mere musikantisk formulering hos Spinner, der da heller ikke har måttet kæmpe sig frem til hver nodes placering, men alligevel skal beundres for sin stærke stilsans.

H. C.GILBERT AMY: Mouvements pour 17 Instruments Solistes. - Heugel & Cie., Paris, 1959.

Amy's partitur er et af dem, hvor alt er serielt determineret, og som derfor ikke kan spilles. Kompositionen, der stammer fra slutningen af 50'erne, var næppe blevet til uden Stockhausens »Kontra-Punkte« og »Structures« af Boulez - og er da også retfærdigvis tilegnet den sidste. Alligevel er det en god komposition. Jeg tror, man vil kunne lytte til den med større glæde end til forbillederne. Den er mere levende, fleksibel og dramatisk i helhedsforløbet, skønt den næppe har så fine enkeltmomenter som de bedste steder i Kontra-Punkte og Structures. At noget af det, der står, er hartad uspilleligt rytmisk, dynamisk eller på anden vis, skal man ikke vredes over. Meningen med totalt seriel musik er jo, at de udøvende kommer det noterede så nær som muligt. Besætningen er fløjte, obo, klarinet, basklarinet, fagot, horn, trompet, basun, 2 harper, klaver (og celeste), slagtøj og strygekvintet.

J. M.

PIERRE BOULEZ: Le Soleil des Eaux. - Heugel & Cie., Paris, 1959.

Værket, der bygger på to digte af René Char, er allerede kendt gennem koncertopførelse i dansk radio. Det stammer i sin tidligste version fra 1950, men den her foreliggende er revideret i 1958. Alligevel er det naturligvis et tidligt værk, hvilket også kendes på skrivemåden, der kan karakteriseres som en kompakt post-Webern polyfoni uden den klanglige subtilitet og de improvisatoriske indslag, som præger Boulez' senere værker. »Le Soleil« er solid og velskreven musik, et svendestykke, der rummer mesteren i svøb.

/. M.

Skolemusik

Under redaktion af Harald Bjerg Emborg assisteret af B. Bay er Musica-serien på Wilhelm Hansens forlag nu blevet betydeligt udvidet. Publikationerne fordeler sig på følgende grupper: Nye og gamle korsatser for lige stemmer med og uden instrumenter, Nye og gamle satser for blandet kor med og uden instrumenter, Allehånde instrumentalsatser og skoleorkestermusik, Sangtimen og de andre fag, Kor-geografi, Sammenspil i sangtimen. Det er naturligvis umuligt her at komme ind på hver enkelt publikation. Af den førstnævnte gruppe (Korsatser for lige stem-

mer) noterer man sig med glæde, hvor stor en rolle nye kompositioner spiller, værker af Per Nørgård, Ib Nørholm, Finn Høffding, Peder Holm. Den stadige diskussion om nu-tidsmusikkens isolering og afstanden mellem den og det folkelige, pædagogiske musikliv må her forstumme. Den kritik, som nu og da har været rejst mod den moderne tonekunsts eksklusive og vanskeligt håndterlige stil, føles i denne sammenhæng ganske uberettiget. Nørgårds lille Børneoratorium: Det skete i de dage, opererer med så enkle og elementære musikalske midler, at det lader sig praktisere med et skoleensemble, og derigennem bliver skoleeleverne indført i samtidens musikalske sprog. Det er nu muligt at bygge en mere levende musikkultur op fra grunden, så at den aktive indsats i skolen senere kan følges op med en større fortrolighed med de problematiske og vanskeligt tilgængelige værker, der kun er forbeholdt fagmusikere. Opdragelsen af skoleungdommen til så tidligt som muligt aktivt at beskæftige sig med vor tids tonesprog må givetvis på længere sigt også være medvirkende til at skabe et nyt og mere levende publikum for det, der sker

1 DUT og ved andre koncertarrangementer med ny musik. Foruden nye værker, skrevet direkte til skolebrug indeholder gruppe l og

2 også udgivelser af ældre musik, såsom Che-rubinis yndige satser Blanche de Provence for tre lige stemmer med strygere. I en underafdeling: kirkemusik, findes satser af H. Albert og Bach.

I serien Kor-geografi er hidtil udkommet seks hæfter, hver fordelt med to på de tre nordiske lande Danmark, Norge, Sverige. Det drejer sig her om mere eller mindre traditionelle udsættelser af de pågældende landes folkemelodier, men det forhindrer naturligvis ingenlunde, at satserne byder på mange finheder, som f. eks. Överströms arrangement af Och flickan hon går i dansen, eller Johs. Nørgårds udsættelse af Der vanker en ridder, med den fine stemmeføring mellem melodi og understemme og den raffinerede, let romantisk farvede harmonik.

I serien Sangtimen og de andre fag er tilstræbt en musikalsk iklædning af emner, børnene kender fra fag som historie, dansk etc. Fremhæves skal her Gangama, et billede fra Indien med musik af Henning Christiansen. Bevægelse og rytmeinstrumenter, sang og blokfløjte virker her sammen om at frembringe et lille sceneri, som eleverne har læst om i geografitimen. Leg, kunst og viden forenes her på en letfattelig og let udførlig måde. I serien Sammenspil i sangtimen arbejdes med Orff-instrumentarium.Musica-serien fortsætter, og efterhånden må materialet blive så righoldigt, at det må være på tide fra højeste sted at få lagt klare retningslinier og krav for skolebørnenes musikalske opdragelse. Initiativet er taget af udgiveren Harald Bjerg Emborg, der med sin store erfaring som skolemusikpædagog og som teoretiker har forstået at forene gammelt og nyt stof og at aktivisere unge komponister til at skabe noget værdifuldt for skolen. Selv om sang- og musikundervisning i fremtiden skulle blive fastlagt efter samme linier som andre karaktergivende fag, og at nogle måske dermed ville frygte en indsnævring af den (ulyksalige) frihed, som stadig flere steder er en hæmsko for at bibringe eleverne en virkelig musikopdragelse, så indeholder Musica-serien et stort og alsidigt stof, ypperligt lagt til rette. Der vil her altid være mulighed for variation og for inspiration til at skabe videre for den vågne sanglærer.

Wilhelm Hansens anden skolemusikserie, den mangeårige Folke- og Skolemusik, fremviser bl. a. J. Chr. Gebauers sange til skolebrug, Mozarts Te Deum for 4-st. bl. kor, strygere og orgel, samt som et særhæfte (for 1961) Karl Clausen: Folkelig Brorson-sang. Det skal ikke nægtes, at denne traditionsbundne serie indeholder mange fornemme publikationer, men titlen Folke- og skolemusik er lidt misvisende. Det er, som om udgiverne har sat sig mellem to stole. Hele serien lægger overvejende vægt på kirkemusik, og da ofte satser, der langt overstiger, hvad et almindeligt dansk folkekirkekor kan yde. Og det samme gælder de satser, som direkte er tænkt til skolen. Mozarts Te Deum er et yndigt værk, men er ikke let for et skoleorkester, og de mange rytmiske figurationer i

strygestemmerne er vanskeligt at placere. Der er for mig ingen tvivl om, at et skoleorkester vil foretrække de friske, måske lidt kantede og barske nutidssatser fra Musica-serien, end den fornemme klassiske orkesterstil, som kræver stor perfektion for at klinge ordentligt. Mens Musica-serien er det pædagogisk vel tilrettelagte og praktisk anvendelige skolemateriale, er Folke- og Skolemusikserien eksklusiv, overvejende udtryk for historisme, og den henvender sig udelukkende til specialister, arbejder altså i virkeligheden imod hensigten (folkelig!) Men som antologi indeholder den unægtelig sager af interesse.

B. /.

Årgang 38/1963, nr. 03