Thi den har aldrig levet

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 03 - side 93-94

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

DMs marts nummer om popmusikken og radioens Program 3 affødte en del reaktioner i dagspressen. »Information«, mente således, at nummeret gennemgående demonstrerede på hvilket lavt niveau, diskussionen om popmusik foregår herhjemme, mens »Berlingske Aftenavis« i en leder sympatiserede med de synspunkter, der blev fremfort i de enkelte artikler. Mest grundigt blev martsnummeret refereret og kommenteret i en kronik af Walter Zacharias i »Land og Folk«. Af den kritik, der er rettet direkte til redaktionen, gengiver vi her Jan Maegaards og Sven Lunns.

Thi den har aldrig levet

som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Den gamle guldalder-sentens kan både bruges og misbruges. Muligvis misbruger jeg den nu; men det får så være. Den trængte sig på i min bevidsthed, mens jeg læste DM's marts-nummer. Dels i forbindelse med Johan Bentzons artikel, som jeg i øvrigt ikke skal kommentere; men især i forbindelse med pop-artiklerne. Giver den mon nøglen til en forklaring på, hvorfor man sjældent, nej: aldrig, hører et fornuftigt ord sagt om popmusik?

At vi, som anser pop-musik for skadelig og fordummende, ikke kan have den kær, siger sig selv. Vi kan kun ræsonnere ud fra vore egne forudsætninger, og gør det da også, nogle, f. eks. Th. W. Adorno, medoverordentlig kraftige argumenter. Men alle de andre - de 96 %, der repræsenterer behovet? Skulle ikke blot én af dem være i stand til at levere et indsigtsfuldt og forstandigt forsvar for poppen? Det skulle gerne være tilfældet, hvis den fortsat skal trives under en kulturspredende statsinstitutions beskyttende vinger.

Man skal ikke vente det af dem, der mere eller mindre fagligt beskæftiger sig med den, komponister, tekstforfattere, oversættere, arrangører, udøvende og forlæggere - de ligger alle under for det professionelle hovmod. Dem skal man ikke bilde noget ind, de ved nok, hvad sagen drejer sig om, og nærer ingen illusioner. Men alle de uendelig mange såkaldte konsumenter - det er dog påfaldende, at ikke én af dem, efter hvad der er kommet mig til kundskab, har vist evne og vilje til at sige noget slagkraftigt. Grunden, skulle jeg mene, er, at pop-musikken til forskel fra al anden musik fra middelalder-motetter til jazz udmærker sig ved ikke at være noget, man kan samles om. Den tjener netop til adspredelse. Dens funktion er for enhver pris at være der, men for alt i verden ikke at være noget. Ingen har den ret af hjertet kær.

Under disse omstændigheder er poppen henvist til at føre sin fordummende, kærlighedsløse og alt andet end misundelsesværdige tilværelse. Thi den har aldrig levet...

Jan Maegaard.

Årgang 38/1963, nr. 03