Grammofon

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 170-172

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

GRAMMOFON

DEBUSSY: Le Martyre dû Saint Sébastien. Mysterie-spil i fem akter af Gabriele d'Annunzio. Vera ZORINA (fortæller), Hilde GUEDEN (sopran), Ethelwyn WHITMORE og Natálie MOECKEL (mezzosopr.), Philadelphia Orchestra and Chorus samt Musical Society of Camden. Dirigent: Eugene ORMANDY. CBSBRG 72078-9, stereo SBRG 72078-9.

Ved årsskiftet blev det amerikanske plademærke introduceret på det danske plademarked. CBS - der står for »Columbia Broad-casting System« — havde hidtil været repræsenteret af Philips, således at dette selskab overførte en del af CBS-repertoiret på Philips-etiketten, og naturligvis stort set den væsentlige del, bl. a. de fleste af Bruno Walters seneste indspilninger og Stravinski j s indspilninger af egne værker.

Nu, hvor Philips er blevet i stand til at sende CBS-pladerne på markedet på originalmærket, er resultatet dels at risikoen ved at tage en større del af repertoiret hjem er mindre, og dels at pladerne har mulighed for at komme hurtigere frem. Det sidste har vi set et eklatant eksempel på i forbindelse med den nylige udsendelse af Carl Nielsens 5. symfoni med Bernstein og New York Phil-harmonikerne (pladen vil blive anmeldt i næste nummer af DM).

Debussys »Le Martyre de Saint Sebastien« hører givetvis til de CBS-publikationer, der ikke under de tidligere omstændigheder ville være nået frem til det danske marked. Indspilningen er ganske vist den første nogenlunde komplette af værket, den må anses for vellykket — men den kan alligevel næppe påregne interesse hos et større publikum. »Den hellige Sebastiens martyrium« er og bliver en kuriositet, en besynderlig blanding af pseudo-religiøsitet og erotisk ekstase, af realisme og symbolisme, og i sin ydre formulering et temmelig mislykket sammensurium af musik, dans, tale og sceneeffekt. Og dog en kuriositet, der stadig ægger til forsøg på at samle værkets pletvis geniale momenter for at realisere dem i sceniske eller koncertmæssige bearbejdelser.

I den foreliggende udgave har man fulgt en koncert-tilrettelægning af værket, foretaget af dirigenten D. E. Inghelbrecht allerede året efter uropførelsen på Théâtre du Cha-telet i 1911. Det er denne version, der oftest er blevet benyttet ved senere opførelser, således også ved en torsdagskoncert herhjemme for et par sæsoner siden. Den omfatter musikken ubeskåret, derimod er den svulmende ordrige fortællerrolle forkortet til det for forståelsen af sammenhængen nødvendige.

Den eneste væsentlige konkurrent til denne indspilning er den noget ældre Decca-opta-gelse med Ansermet, Suisse Romande Orkestret og Suzanne D anco i sopranpartiet (Decca LXT 5024) - en optagelse, der helt har strøget det centrale fortællerparti. Valget mellem denne og den nye indspilning kan diskuteres. Er man i første række interesseret i at fordybe sig i partiturets magiske og statiske klangverden, har man mest glæde af Ansermet-indspilningen, der er uovertruffen i klarhed og klanglig balance. Vil man der-

imod forstå musikkens dramatiske aspekter, er Ormandys intenst glødende fortolkning den eneste mulighed. Den hellige Sebastians ekstatiske tirader er lagt i munden på Vera Z orina, der tolker rollen med overbevisende sans for melodramatisk patos. Denne tyskamerikanske balletdanserinde og skuespillerinde, tidligere gift med Balanchine og nu med CBS's repertoirechef, har da også de bedste forudsætninger for at levendegøre denne specielle stil. Hun har tidligere med stor succes creeret titelpårtierne i Honeggers »Jeanne d'Arc« og Stravinskijs »Persephone« - det sidstnævnte under Stravinskij selv, en konstellation, det i øvrigt er muligt at opleve i dette værk under Bergen Festspillene i år. En næppe særlig relevant kritik er blevet rejst mod Vera Zorinas fortolkning af St. Sebastian bl. a. i »The Grammophone« på grund af hendes ikke helt korrekte fransk. I beragtning af at italieneren Gabriele d'An-nunzios tekst er forfattet på et idiomatisk temmelig ukorrekt fransk, og at rollens første indehaver var den russisk-f ødte Ida Rubinstem, hvis fransk næppe heller var perfekt, er denne bebrejdelse temmelig malplaceret over for en fortolkning, der i øvrigt udmærker sig ved den største autoritet. G. D.-H. DIE VIRTUOSE VIOLA d'AMORE. Værker af Heinrich Ignaz Franz von Biber, Attilio Ariosti, Carl Stamitz, Joseph Antoine Lorenziti, Giovanni Battista Toeschi, Joseph Haydn, Armin Kaufmann, Karl Stumpf og Paul Hindemith. Karl STUMPF viola d'amore) med forskellige instrumentalsolister. AMADEO AVRS 6261.

Man kan næppe tale om en voldsomt omsiggribende renæssance for barokkens særlige strygeinstrumenter i vor tid. Interessen er dog til stede i så stor udstrækning, at også grammofonselskaberne er begyndt at gøre noget ved sagen. I viola d'amorens tilfælde vil man naturligvis først og fremmest ånde en vis repræsentation i DGG's Archiv-serie. Ikke desto mindre udfylder den foreliggende plade absolut et tomrum i katalogerne, dels fordi den rummer hidtil uindspillet viola d'amore-litteratur, dels fordi den er helliget en konsekvent påvisning af instrumentets behandling fra baroktiden op til nu. Pladens solist, Karl Stumpf, har også forestået tilrettelæggelsen og gjort det i snæver tilknytning til sin udbredte »Neue Schule für Viola d amore« (Österreichischen Bundes veri ag, 1957). Stumpf er medlem af Wiens Philhar-moniske Orkester og lærer i viola d'amore-spil ved Musikakademiet i Wien.

Instrumentets ganske specielle klangmuligheder (de syv strenge er her stemt i D-dur med lige så mange underliggende resonansstrenge i parallel stemning) udnyttes med stor virtuositet af flere af de nævnte komponister, og Stumpf behandler sin viola d'amore mesterligt. Af størst lødighed er nok Haydns charmerende divertimento for viola d'amore, violin og violoncel og blandt de nyere værker Hindemiths klassicistiske sonate for viola d'amore og klaver.

Pladen, der i øvrigt er udgivet med støtte af det østrigske undervisningsministerium,

prætenderer naturligvis kun at give et tværsnit af den eksisterende viola d'amore-litteratur, og kun i kammermusikalsk sammenhæng. De virkeligt interesserede bør således supplere den med f. eks. et af de vigtigste værker for viola d'amore og orkester: Vivai -dis koncert, der findes på Archiv 13046 AP med viola d'amore-spilleren Emil Seiler og hans Kammermusikkreis.

G. D.-H.

BIZET: Perlefiskerne. Fuldstændig indspilning med

kor og orkester fra Opéra Comique i Paris. Dirigent:

Pierre DERVEAUX. Zurga: Ernest Blanc, Nadir:

Nicolai Gedda, Leila: Janine Micheau, Nourabad:

Jacques Mars. - Col. 33 X 1795-96 (også stereo).

Bizets ungdomsopera Perlefiskerne foreligger nu på Columbia i en fortræffelig nyindspil-ning. Opéra Comique's kor og orkester synger og spiller klangskønt og veldisciplineret under Derveaux's ledelse, og de fire solister er i fineste klasse. Ernest Blanc og Nicolai Gedda som henholdsvis Zurga og Nadir kan næppe overgås i øjeblikket, og selv om Janine Micheau ikke mere hører til de alleryngste, er hendes stemme stadig meget smuk, og hun er en stor kunstnerinde; Jacques Mars har en smuk stemme og udfører Nourabads lille rolle fuldt tilfredsstillende. Hvor er det synd, at handlingen er sådan noget vrøvl, som den er; musikken viser allerede den for den senere Bizet typiske rigdom på melodisk opfindsomhed og harmoniske finesser - den er absolut værd at høre. Teknisk er indspilningen fortræffelig. G. S.

Årgang 38/1963, nr. 04