Musikalier

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 163-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

MUSIKALIER

Grunnleggende verk i norsk folkemusikk

Universitetsforlaget, Oslo, har med støtte fra Norges Almenvitenskapelige Forskningsråd gitt ut 3 bind av planlagte 6 bind harding-feleslåtter.

Som utgiverene sier i første bind var det på høy tid at arbeidet med å gi ut harding-feleslåttene i noter kom i gang. En stor del av disse slåttene har nemlig ligget vel for-vart på Universitetsbiblioteket i manuskript opptegnt av Arne Björndal, Eivind Groven og Truls Örpen. Tidligere har Arne Björn-dals og Johan Halvorsens opptegnelser av hardingfeleslatter vært gitt ut. Halvorsens opptegnelser av «19 hittil utrykte harding-feleslåtter» kom istand etter initiativ av den kjente spillemannen Knut Dahle som skrev til Edvard Grieg og ba om ikke slåttene kunne bli oppskrevet før han døde. Grieg fikk så Halvorsen til å tegne opp slåttene og arrangerte dem senere for piano. Denne særegne folkemusikk ble av stor betydning for Grieg som gjennom sitt arbeid med å arrangere dem for piano kom frem til nye harmoniforbindelser. Det er vel litt tvilsomt om norske komponister i dag føler seg fristet til å arrangere hardingfeleslåtter for piano på en lignende mate som Grieg gjorde det i sin tid. De musikalske ideal har jo skiftet meget siden den tid. Nytten ved en slik samling av hardingfeleslåtter skulle være hevet over enhver tvil. Nettopp nå i dag som den billige populærmusikken gjennom radio og fjernsyn velter over selv de fjerneste avkroker av vart land er det på sin plass å søke og tegne opp og gi ut noter av hardingfeleslåtter som kanskje ville gå i glem-meboka om noen år. Dette gjelder naturligvis også annen folkemusikk, da særlig den vokale, men den er jo langt mer dekket i noter enn hardingfelemusikken. Dessuten vil de trykte opptegnelser av hardingfeleslåttene sikkert bidra til å holde tradisjonen vedlike samt være av stor verdi for musikkforsk-ingen. Bortsett fra at bildet av Groven som spiller på hardingfele er speilvendt er det meget lite å utsette på dette gedigne verk. Notene er helt tydelige og lette og lese. De mest kjente varianter er kommet med og av-vikelser er satt opp som «ossia». Men man savner en redegjørelse fra verkets hovedredaktør prof. dr. Olav Gurvin om hvilke

retningslinjer man har fulgt ved utvelgelsen av de forskjellig slåttevarianter. Alle samlinger av det slag som her er gitt ut har en revisjonsoversikt over de prinsipp som ligger til grunn ved utgivelsen av de ulike stykker. En slik revisjonsoversikt bør komme i siste bind av disse hardingfeleslåttene. Ellers vil det hele henge i lufta. Enkelte steder har opptegneren flere ganger etter hverandre satt gjentagelsestegn for en eneste takt. Hvorfor ikke skrive ut samme takt? Så mange gjentagelsestegn virker trettende og unødig piassbespårende. Likeledes kunne man ha nummerert de forskjellige feiestille og bare satt felestillnumret ved hvert slått De ulike felestiile med nummer kunne så ha vært satt opp for seg enten foran eller bak i boka.

Det må ha vært et fantastisk omfattende arbeid av Björndal, Groven og Örpen og tegne disse slåttene så trefïsikkert op. At det likevel kan forekomme avvikelser fra notene har vi et morsomt eksempel på i tredje bind. Dette bind er forsynt med en innspilling av «Förnesbrunen» etter Einar Löndal spilt av Kjetil Löndal. Sammenligner en innspillingen med noten vil en finne flere avvikelser. Side 222 syv notesystem ovenfra spilles punktert av Kjetil Löndal mens notene har rene 8.-deler. Dette betyr ikke noe annet enn at folkemusikktradisjonen er levende og stadig omformer og skaper nytt av det gamle over-leverte materiál. Selve innspillingen er meget god, men piaten burde helst ha vært lagt ved separat. Slik den nå er lagt vil den lett bli bøyd og ikke til å spille. I såfall kan man bare varme den forsiktig opp over en j evn varme (indirekte) og legge den under noen bøker på et jevnt underlag. Den vil da rette seg uten at rillene tår noen skade.

Alt i alt er det ikke meget å utsette på denne vakre og solide serie i hardingfeleslåtter. Universitetsforlaget og de som står bak dette fine verk har all ære av det, og det er med forventning og spenning en ser frem til de kommende bind av hardingfeleslåtter. Bjarne Korts en.

FARTEIN VALEN: Cantico di ringraziamento, op. 17 nr. 2. - Harald Lyche & Co., Drammen, 1959.

Lyches forlag skrider støt frem med udgivelsen af Valens livsværk. Af de to orkesterstykker op. 17 blev Michelangelosonetten, der gjorde Valens navn kendt ved ISCM-festen i København i 1947, allerede udgivet i 1936; det var en af de få kompositioner, han selv så i trykken. Takkesangen, som nu forelig-ger, er påbegyndt i Norge og fuldendt under opholdet på Mallorca 1932-33. Den er holdt i den bredt åndende polyfoni, som kendes fra de fleste af hans orkesterværker. Selv om den ved første blik har megen lighed med stykkerne fra samme tid, f. eks. sonetten og La Isla de las Calmas, skal man nu ikke beskæftige sig længe med Cantico, før man i dette stykke erkender noget af den lifligste musik, vi kender fra Valens hånd. Ganske uden det hymnepræg, man kunne vente af titlen, rummer melodikken snarere en dæmpet efterklang af fanfare, og dynamikken er mere levende og nuanceret end i de fleste søsterværker. Om noget stykke kan tjene til at øge interessen for Valens musik, må det være dette.

(Et par trykfejl har jeg bemærket under gennemlæsningen. 5 takter før ciffer 7 mangler b for g 1. klarinet, og på ciffer 12 mangler en tone, formodentlig as triol-fjerdedel, i 1. obo). J. M.

FEM KJENTE SALMER i lett arrangement for firestemmig blokkfløyteorkester ved ODD LEREN. Norsk Musikforlag.

Blokkfløytelitteraturen vokser stadig, og denne lille samlingen betyr en god tilvekst. Ut-settelsene er gjennomgående gode og såvidt jeg kan dømme ikke mere kompliserte enn at et gjennomsnitts ensemble skulle kunne ut-føre dem ganske anstendig. Ved kirkelige anledninger kan jeg tenke meg at samlingen vil kunne gjøre god nytte. C.B.

BJARNE RISE: Seks duetter for sopran- og alt-blokkfløyte. - Norsk Musikforlag.

Disse duettene er antagelig beregnet for et mere modent alderstrinn. De er fikst laget, og det er søkt oppnådd en mest mulig selv-stendig stemmeføring i begge instrumenter. Flere av dem har ellers et kledelig anstrøk av norsk folketone. C. B.

DEN LILLE TROMPETER. 25 kendte melodier for l eller 2 trompeter. - Wilhelm Hansen.

Som undervisningsstof! skulle disse melodiene, plukket ut blant Danmarks mest populære, egne seg fortreffelig. Arrangementene er slik som de vel bør være til dette bruk. Men 3. takt i «Flaget» klinger noe selsomt med stemmegangen e-fiss —ss-h i understemmen. Trykkfeil? C. B.

FR. KUHLAU: Kvinten op. 51 nr. l for fløjte, violin, viola I-II og violoncelle. - Samfundet til udgivelse av dansk musik.

Gamle Kühl au er samen levende den dag i dag. Hans stil er helt og holdent den wiener-klassiske, og av hans tallrike verker har det vel ikke vært til å undgå at en god del er fait under bordet i tidens løp. Den her omtalte kvintett har lykkelig undgått denne sk j ebne, og jeg tror nok kammermusikerne vil ha sin store giede av dette sj armerende firsatsede verket fremdeles. Kvintetten bringer såvidt mye god musikk at hverken Haydn eller Mozart behøvde å skjemmes over far-skapet. C. B.

K. A. WIETH KNUDSEN: Aarsîiderne. Sopran og klaver op. 81. — Skandinavisk Musikforlag.

Det er Lange-Mullers ånd som svever over disse sanger, skrevet til tekster av Vitha Winther. Komponisten lår seg ikke et øye-blikk påvirke av alle de musikalske merk-verdigheter som har sett dagens lys siden senromantikken hadde høysesong, men skriver varmt og elskelig ut fra sitt romantiske hjerte. Wieth Knudsens sanger former seg som en hyldest til en tid som vel aldri kommer tilbake - og den er meget sj armerende.

C.B.

THORVALD NIELSEN: Fire danske sange. -Stensbys Forlag.

Det dukker år om annet også opp ting som kan være til giede for syngende og spillende med en noe mindre eksklusiv smak, og jeg skulle anta at Thorvald Nielsens sanger i så henseende vil ha sin misjon å oppfylle. Nr. 3, »Sig nærmer tiden« er en særlig stemnings-full liten ting. Hvad angår den bredt ut-formede »Viggo Stuckenberg« hvor komponisten sikter mot det dramatiske i klaverak-kompagnementet tror jeg nok klaversatsen kunne trenge en forenkling hist og her. De ferreste klaverspillere er utstyrt med mer enn 10 fingre! C.B.

FRODE BLUS-PEDERSEN: Tre sange til tekster av Hermann Hesse. - Viking.

Det er noe eksperimentelt over disse sanger som gjør at de virker mere søkt enn umiddelbare. Komponisten skyr alt som har den ringeste sjanse tu å virke konvensjonelt både i solostemmens melodilinjer og klaveret, hvilket ikke bare er blitt til gavn for inntrykket. Det gjelder særlig den første av sangene mens det derimot i de to siste er lykkes ham å fange diktets stemning ved naturligere musikalske midler - og de er da også blitt de mest vellykkede. C. B.

W. A. MOZART: Missa Brevis i G, KV 140. Partitur. - Bärenreiter 4736. Udgivet af Walter Senn. 1959.

Den udmærkede Mozart-biograf Otto Jahn skrev for ca. hundrede år siden om Missa Brevis i G, det værk som senere Köchel fortegnede under Mozarts værker med nummeret 140, at denne messe »helt igenr.em var et så overfladisk og letfærdigt værk, som slet ingen spor havde af Mozart'sk særpræg at det umuligt kunne gælde for at være ægte«. Jahr, havde baggrund for tvivl i den kendsgerning, at messen kun kendes i kopier af mere eller mindre pålidelig karakter. Med Jahn har mange andre skribenter udtalt sig

nedsættende om denne »Missa Brevis«, Ì ældre tid ofte dog på et grundlag af misforståelser og fordomme over for Mozart's kirkemusik.

Er fordomme på dette punkt ryddet af vejen for en værdsættelse af »Missa Brevis« som et Mozart-værk, er der dog stadig en række usikkerhedsmomenter med hensyn til kildernes ægthed, der gør autentiten tvivlsom. I nyeste tid har A. Einstein, B. Paumgartner o. a. hævdet værkets uægthed, hvorimod andre ud fra grundige sammenlignende studier af kilderne tror på, at ingen anden end Mozart selv har komponeret værket. Walter Senn, der naturligvis som udgiver af den foreliggende publikation hører til den sidste kategori, gennemgår i et fyldigt forord hele problemstillingen og konkluderer med troværdige »beviser«, at værket er et Mozart-værk. Man vil gerne tro ham, for det er yndig musik.

»Missa Brevis i G« kan dateres til ca. 1772 og skulle således være et ungdomsværk af Mozart. Det er et frisk værk, ofte præget af folkelig, liedagtig melodik. Messens enkle besætning bestående af 4-st. bl. kor, 4-st. solokvartet med akkompagnement af 2 vîo-liner med continuo gør værket relativt let at sætte op, således at det også skulle være tilgængeligt for formående amatørensembler. Det foreliggende partitur, der er offentliggjort i samarbejde med Mozarteum i Salzburg, opfylder alle krav til en redelig, omhyggelig, praktisk udgave. Der er i nodeteksten skelnet tydeligt mellem originale noder og tegn på den ene side og bearbejdertilføjelser på den anden. Generalbassen er ikke skrevet ud. H. B. R.

ZOLTÁN KODÁLY: Bicinia Hungarica. - Boosey & Hawkes.

1962 var året for mange store komponisters runde fødselsdage, bl. a. fyldte Kodåly og Stravinski j 80 år. I England har man i den anledning ikke blot fejret opførelsen af Kodåly s værker; Boosey & Hawkes har udgivet flere af komponistens senere opus, samtidig fik vi den engelske udgave af Bicinia Hungarica, hvis fire bind indeholder 180 musikalske miniaturer, der sådan er den bedste betegnelse for tostemmige solfegeøvelser. De fleste af dem er med tekst, frit oversat til engelsk af Percy M. Young, som har redigeret den engelske udgave. Kodåly sagde engang: »Til 1925 har jeg levet den professionelle musikers liv«. Da han en forårsdag hørte nogle skolepigers sang, blev han bedåret af klangens rigdom; samtidig blev han forfærdet over den ringe musikalske kvalitet deres sange indeholdt. De var typiske for sangundervisningen.i de ungarske skoler med deres hjemmelavede magyariske præg, som i virkeligheden kun beviste den germanske mentalitet, der i så mange år har præget åndslivet i Ungarn. Han tog den positive konsekvens af oplevelsen, og få år efter fulgte en række korværker for børnekor.

I 1937 skænkede han Bicinia Hungarica til ungdommen. Hvori består betydningen af disse seriers små kompositioner? Gennem originale kompositioner og bearbejdelser af ungarske og andre folkeslags sange beviste han, at det er pentatonik, der gennemgående er typisk for ungarsk folkemusik. Han grundlagde med disse øvelser en vokal poly-foni, der samtidig er pentaton og dermed fører tilbage til folkesangene og befriede os for den eneherskende Dur-mol mentalitet. Kodåly understregede altid det primære i undervisningen gennem sangen, og her i disse øvelser er hensigten også at udvikle lineær tænkemåde (uden instrumental hjælp). For Ungarn betød Bicinia Hungarica samtidig

det tekniske udgangspunkt for national musik. Ligesom i andre af Kodåly med pædagogisk hensigt komponerede værker benyttes her den relative solmisation, som er grundlaget for hele solfègeundervisningen i Ungarn (do-tonika i tonearter med durkarakter og la i mol-karakteren. I tilfælde af modulationer skifter solmisationen også). »Indtil vi ikke glemmer, hvem vi er, eksisterer vi,« mener Kodåly. Det er bl. a. grunden til, at fjerde bind indeholder en række mariske (Kaukasus) og finske folkesange som bevis på slægtskabet med det magyariske.

Men fremfor alt er Bicinia Hungarica den nyttigste håndbog for unge musikere og sangere, der gennem disse små vokale kompositioner får et større musikalsk perspektiv på en fornøjelig måde. T. V.

ZOLTÁN KODÁLY: Zrinyis Hymne for bariton og bl. kor a cappella. - Boosey & Hawkes.

Denne komposition er den sidste af en række korværker, hvor Kodåly benytter testoen og hvor den musikalske form kontrasterer fortællingen og det dramatiske forløb (som tidligere, i Jesus og mæglerne, Psalmus Hun-garicus etc.). Men i Zrinyis Hymne er koret personificeret, medens testoen fører os tilbage i den historiske tid. Teksten fra det 17. årh. er skrevet af Niclaus Zrinyi, der fortæller om en af sine forfædres kamp mod tyrkerne.

Tekstvalget er et nyt bevis på Kodálys åndelige slægtskab med det 19- årh.s ungarske romantisisme, idet han i en mørk tid går tilbage i historien og tager sin helt som eksempel for nutidens generation. Kompositionens struktur er gennemgående homofpn med en fugato i midten. Den virknings f ulde bariton-solo er samtidig en vanskelig opgave for den udøvende, hvad intonationen angår, på grund af a cappella-akkompagnement og stykkets varighed. T. V.

ZOLTÅN KODÅLY: Symfoni. - Boosey & Hawkes.

I en alder af 79 år sker det overraskende, at mesteren skriver sin første symfoni, som den nylig afdøde store dirigent Ferenc Fricsay ur-opførte under festspillene i Luzern i 1961. Det tresatsede stykke er et monumentalt uddrag af en stor komponists livsværk. Ingen fornyelse får vi af den gamle mester, men et pragtfuldt bevis på hans troskab til den ungarske Melos og hans brillante orkestra-tionsteknik. Den første sats er en sonate-form, der Starter fra/med takt 12-19 (cello-a-pentatont), hvor introduktionens hovedtema gennem unisonoer og imitationer udvikler sig til den harmoniserede form af temaet (eks. 1). Under det andet tema bruger Ko-dåly den fra tidligere værker kendte strygermikstur fra/med takterne 63-64 strygerne (eks. 2). Pentatonik, Dur-mol og bitonalitet afløser hinanden i satsernes forløb. Den anden sats er en variant over en folkesang, der står i nær forbindelse med den kendte Påfugl, over hvilke han skrev sine orkestervariationer fra/med 34-36 (bratsch) (eks. 3). Den tredje sats følger attacca og består af vekslende danserytmer i rondoform fra/med 14-24 ,eks. 4). T. V.

Årgang 38/1963, nr. 04