Kritik

KRITIK

KEJSERENS NYE KLÆDER. Finn Høffdings lille opera er på trods af musikkens mangler blevet en morsom forestilling. Dette resultat skyldes i første række den lystighed, hvormed de optrædende er gået til deres roller, der er Tned hensyn til sangernes sceniske præstation ikke et dødt punkt, fra det øjeblik tæppet går op, til det falder. Poul Wiedemann har soin kejseren lagt sig en tynd, lidt falsetagtig stemme til, der i forbindelse rned de blå måbende barneøjne og de elskelige, rosenrødt nielede kinder og i kontrast til den store kniplingsstruttende skikkelse virker umiddelbart liumoristisk uden derfor at travestere H. C. Andersens kejser. Carl l Madsen er god som ministeren, måske knap s cl frodig og hittepåsom, som lian til tider kan være. En o-verraskelse 1)eredte Bvrding i s-anirne parti, på forhånd synes denne i--,)Ile ikke at ligge for ham, og i virkeligheden ""er den (let n~eppe heller, men Byrdin li,,.ir åbenbart tænkt: skal je,,7 Skabe ni L~ i et komisk parti, så kan jeg ligeså godt gøre. det til gavns, o,, lian gik på nied dristigt mod, missede nærsynet og kr,,ampagtigt med øjnene, så afvekslende snærpet og duni ud, op, kom frelst igennem. De to vævere, Albert Høeberg og Lars Boe, var ypperlige bå el e i maske og- i spil. Høeberg er en forbløffende alsidig dramatisk kunstner, lian behøvede ikke at have sangstemme og: kunde dog gøre glinirende fyldest på det kgl. teater; i (lette parti yder han kåd o«,, frodi-,; kiinst. Lars Boe havde anlagt en fantasifuld niaske op~ spillede dygtigt, hans san,,,,stemme er blot så ubøjelig stiv og niodulationsudygtig, at præstationen ikke kan undgå at forringes derved. Hofdamens parti, det eneste sangligt taknemmelige parti i operaen, er blevet sunget og spillet både af fru Birgit Engell og fru Mary Alice Therp. De to ydelser lå kunstnerisk højt og tæt ved hinanden, niåske havde Z7, fru Engel! et lille plus i -sin mere bevidste understregen (let ko~rette rokoko- pikante.

For hovedpersonernes vedkoniniende er (la udførelsen som hellied virkelig ,od, iiian har p,i forne.inmelsen, at sangerne på scenen leger w-eldig godt sammen og moi-er sig storartet; op, noget af denne stenining forplanter sig nødvendigvis til publikum. Af de udførende bør endnu nævnes to unavngivne af korets medlemmer: hofcerenionimesteren og den lille inand illed (len fantastisk store liat, begge spillede fortrinligt komedie. Ubilligt vilde (let imidlertid være ikke a t nævne den andel, iscenesætteren dr. Torben Krogh liar i denne. virkning, liani skyldes sikkert kalri111-e af de pudsige indfald, der stadig opvartes med på scenen. Men netop, derved bliver ma n stillet overfor spørgsmålet, livorvidt Krogli er den rette operainstruktør. At han har mange gode idéer er utvivlsomt, men lielheden drukner i enkeltheder, (let ser ud, soni by,""ede Krogli sin instruktion op på tilfældil~e indfald, den scenis1~e lielhed beliersker han ikkel og det er.spørgsmålet, om han overhove(let har blik for den. I »kejserens nve ]~l,,,eder« er in,,,,:2n af koropstil.lingerne vellykkede. DC"" af Kaj Sniith komponerede danse er ikke i-ne,~-et bevendt, man tvivler endda om, at inanden er musikalsk, når lian fx. i den nlysteriøse dans på (let sted, hvor musikken arbejder si 1"", op niod kulminationen, først lader danserne slå over i lialv takt, for, medens musikken raser på sit højdepunkt, efterhånden at lade dansebev,«.egelsen ebbe helt ud. Kapelniester Høeberg dirigerede på siile steder utvivlsomt operaen for bredt, nien for værkets virkning 1,*ar dette sikkert så ,,odt soni intet at sise, wæ,den i denne opera ligger ikke på det musikalske, men så afgort på det sceniske område.

,r Ri STAN 0(; I,,~;()LDE. 12 & 15/1 '29. W-agners senere operaer er musik i så høj grad, at man kunde for,~v-are at kalde dein absolut inusik. Hele seenebilledet såvelsom enhver af de handlendes bevægelser indenfor scenen.,, ramine er i første række inusikalsk bestenit. Det er derfor sikkert rigtigst -it opfatte Wagners tekstdi,,tnin""e som en slags skitser i ord til en bygning i toner, (len inusikalsk-arkitektoniske idé er det bestemmende, ordene det der besteinines. Den ideelle wa-,neriscenesættelse er efter dette den, der til (le mindst(~ enkeltheder o,-,; netop i disse hader si-~ lede af Musikken ou ikke for en tilf ældig drainatisk virknings ~kyld slår den musikalske logik sønder; en isoleret dramatisk sensation, en scenisk sensation
uden musikalsk parallelitet er
utænkelill~1, medens deriniod en
stærkt handlende musik i orkestret
byppigt ikke ledsag-es af en tilsvai-ende scenisk bevægelse. Den ideelle wagmeriscenesætter er den mand,
(ler lader sin fantasi befrugte a f
inusikken, o,,, som derefter søger at
omforme sine således vundne indtryk, der aldeles ikke behøver a t
,,ære af stoflig, dramatisk art, til
billedli« virkeli«hed i overenssteinmelse ined de skrevne ord. Hprer
inan en wa,,,,neropera o,,, lytter eii
lid efter musikken uden at se, da
skal, i det øjeblik inan -atter ,er
scenen, hele scenerummet med alle bevægelser, der foregår deri, være afstemt således, at der for synet
og hørelsen hersker en følelsesparallelitet. Det indtryk, nian har,
bliver ikke derved forstærket, selv
om de to indtryk kan supplere hinanden, det bliver blot gentaget eller
rettere, det når os ad to veje, en og
en bliver her ikke to, men vedbliver at være en og en, vi har at gøre med inkommensurable størrelser. Kalder man en sådan iseenesa~ttelse, i livilken idealet synes inig nær, for en musikalsk iseenes.-ettelse, så er Johannes Fønss' iscenesættelse ,tf »Tristan og Isolde« på (let kgl. teater den mest musikalske wagneriscenesættelse, j e g har set. Der var i den «eniale enkeltheder, jeg nævner blot som et eksempel den måde, hvorpå Fønss benytter de ubevægelige inenneskeskikkelser i scenerumniet b,,We i f ørste akt,

skil)smandskab(---1 i baggrundeii, o,-,* i andet akt, hvor elskovsparret overnaskes, bedst måske do,,,, i 3. akt de lo 1iøje, inørke, skæggede krigere, der står urørlil-,t i scenens baggrund under Tristan o,, Isoldes død. Uden at det er nødvendigt at gribe til vidtløftige associationsforklarimi-er giver de rent umiddelbart det indtryk af ro, som det mere end noget

I

andet gui,,Ider om at fastholde un(ler slutnin,,,eno Fru Nanny Larsén-Todsen er scenisk tiskøn, o"" ikke un«, o-, hendes steinine Ih-er ikke altid helt rent,

'111_

inen hun er en genial kunstnerinde
både sangli!L,~t o« draniatisk; hun foretager sig ingen handling, tiden at den synes musikalsk logisk begrundet, hun har den rolige plastik i be~
-~,æ«;elserne, der for en wa""nersanger er en nødvendighed, og gennem.
livilken inan kan læse sig til den
fuldstændi,ve sainhørighed med musikken. Fru Larsén-Todsen har i
sandhed forstået Wagner musikalsk.
Wiedemaiin som Tristan fik jeg desværre ikke hørt, og (len indkaldte
tyske kammersanger Enderlein er
der ingen grund til at spilde ord
på, hans stemme er g-anske køn,
inen ikke iiiiderskpii, og i andre
lienseender syntes nærniest
kunstnerisk dum, tiden forståelse af,
livad der fore,,ik oi-rikrin-~ hani. Ingeborg Steffensen som Brangæne og
Ålbert I1øeberg soni. Kurwenal var

-e, o,, Holger Byrdin_g
1)egge ,n
,wd,som kong .~Marke; men om-fru
Ely Hjalmar soni Brangæne endnu
et par ord. Przæstationen gjorde et
Ude san,,li,d o,; drarnatisk underli,,;
bektisk og kantet indtryk, skøn t
inaii kunde inærke, der lå et intelligent arbejde bag; inan kunde have
lyst til direkte at sige: De skal ikke
sø-,,e at give Brang-,)c~neskikkelsen.
liv ved at prøve på at handle o.,
bevæ.-e Dein, soin De selv vilde have gjort, hvis De var i Brangænes
sted; De skal lytte efter inusikken og,
søge at dve Deres bevæ-elser en
bred og rolig rytrne i overensstein~

-1

inelsé ined den. Georg Høebergs direktion var ,,od, den var i den nøjeste Nlin- ined Wa,,ners inusik.
Gunnar Heerup