Litteratur

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 01 - side 21-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

LITTERATUR

KJELD SØREN OVERGAARD: Den vestlige verdens musik. Musikhistorisk Håndbog. København, Gjellerup, 1963- 278 s. med nodebilag. Kr. 34,50.

Man vil gerne være begejstret, når en ny lærebog i musikhistorie ser dagens lys herhjemme. Dels trænges der til en elementær fremstilling af musikkens udvikling og dels kan en sådan bog kun skrives af en lærer, der gennem sin daglige gerning må vide, hvad de studerende kan opfatte. Overgaards bog rummer en sund tanke, nemlig den, at kæde musikken sammen med de øvrige kunstarter og placere den i en kulturhistorisk sammenhæng. Når dette er sagt, må man desværre konstatere, at forfatteren ikke har magtet opgaven, når talen bliver om en saglig og eksakt indføring i selve hovedemnet: Musikkens historie. Det er chokerende at se, hvor lidt forfatteren har fået ud af sine glimrende kulturhistoriske skitser. Når man læser om de forskellige perioder i musikkens udvikling, støder man på unøjagtige oplysninger, utilstrækkelige, når det gælder om at belyse vigtige kendsgerninger indenfor en stils op-ståen, og endelig er der tale om et kronologisk hulter-til-bulter, som kun kan forvirre. Upræcise oplysninger er f. eks. (om den gre-gorianske sang): »Tekstgrundlaget er oftest Bibelens latinske prosa«. Man får ikke eksakt at vide, hvilke tekster det drejer sig om. Notre Dame skolen karakteriseres som følger: »Flerstemmigheden dyrkedes af fremragende mestre, der var knyttet til Notre Dame kirkens kor, og kompositionsteknikken udvikledes med hensyn til det samklangsmæssige og det rytmiske, ligesom man fandt frem til nye

former bl. a. motetten, der i sin ældste skikkelse lod de enkelte stemmer udfolde sig selvstændigt ikke blot i melodisk henseende men også tekstligt, idet hver stemme havde sin egen tekst, der var forskellig fra de andre«.* Efter denne sætning, der ikke illustreres af noget eksempel går forfatteren ubekymret videre til Nederlænderne! Års nova springes over, og man går fra Madrigal til Monodi. I afsnittet efter monodien springer man tilbage til katolsk kirkemusik og luthersk kirkesang. Når man frem til romantikken, så ser man tydeligt tendensen: Forfatteren vil så gerne give karakter til de mindre »form-bevidste« komponister. En sådan personlig fordrejning af et kundskabsstof burde ved lov forbydes i en lærebog, eller en, der giver sig ud for at være skrevet med henblik på studerende ungdom. Der skal og må kunne pumpes noget sagligt kundskabsstof ind i hovedet på seminarister, når talen er om musikkens stilarter; den subjektive tevandssnak og malen den ene komponist med den anden har vi ingen brug for længere. Et afskrækkende eksempel på dårlig og forkert karakteristik læses på s. 156 om Mendelssohn: »M. er vel den af de tyske romantikere, der på den mest overbevisende måde forstår at udtrykke sig indenfor de overleverede formale rammer.« Og det hedder lidt senere: »Som romantiker har han givet mange af sine værker en titel og dermed nærmet sig program-musikken. Men hans formsans sikrer dog altid, at han ikke kommer på afveje«. Man må tilføje: Stakkels Mendelssohn! Om Schumann hedder det: »Denne besad ikke Mendelssohns formale mesterskab og er i sin kunst mere romantisk end sit store forbillede, for så vidt som hans musik er mere programmatisk, stærkere knyttet til poesien og rneget mere følelsesfuld, undertiden med strejf af sentimentalitet«. Altså Schumann var ikke så god en komponist som Mendelssohn, fordi han udtrykte romantiske følelser, men da han er ægte romantiker og udtrykker netop poesi, så er den citerede karakteristik sludder, slet og ret. På s. 220 gengives tema fra Debussys La fille aux cheveux de lin i G-Dur og ikke i originalens toneart Ges-Dur. Er det, fordi eleverne skal kunne spille melodien på blokfløjte?? På s. 223 har vi et citat af Schönbergs blæserkvintet. Den er ikke maltrakteret,

* Efter nyere forskninger er der ikke tale om mestre knyttet til Notre Dame, men om komponister, der virkede ved det kongelige privat-kapel i Paris, og her udvikledes den forfinede flerstemmighed, der var udsprunget af trænet solistisk syngemåde. Jvf. H. Husmann: St. Germain und Notre Dame i Natalicia Mtisicologica K. Jeppesen, 1962.

men den går det vel heller ikke at spille på blokfløjte! Dansk musiks historie gennemgås efter hvert afsnit, folkevisen bl. a. temmelig overfladisk. Endvidere er der et afsnit med biografier. I det danske afsnit fra 20. årh. gøres der stor ståhej ud af Laub og hans disciple, mens betydelige nulevende danske komponister forbigås, navne som N. V. Bent-zon, P. Rovsing Olsen, Per Nørgård.

Når der er ofret så mange ord på denne bog er det fordi tendensen i den er farlig, dødsens farlig, når man betænker, at den måske skal være lærebog for unge vordende lærere i folkeskolen. De unge må og skal konfronteres med levende musik, beskrivelse af nutidsmusikken på en saglig måde, og man må også udbede sig præcise oplysninger om ældre stilarter lagt pædagogisk til rette uden forfatterens ufejlbarlige mening om et og andet. Men hertil kræves langt større forudsætninger, end dem, forfatteren har lagt for dagen, og husk: VERSAILLES staves sådan og ikke VERSAILLE.

B. J.

JAMES S. HALL: G. F. Handel og PERCY M. YOUNG: /. 5. Bach. - Boosey & Hawkes, London, henh. 1961 og I960.

Disse to bøger hører til serien »The Great Masters«, der er beregnet til selvstudium for ikke-fagmænd, skoleundervisning og lignende. Det er nogle nydelige små bøger på 48 sider i lommepartitur-format. Der er således kun lige netop plads til så meget biografisk stof, som det er rart at kende for menigmand. Der er ingen karakterisering af komponisternes værker, endsige nærmere analyser; det er levnedsbeskrivelser og intet andet.

Forfatterne til disse to bøger har dog forstået at lempe en masse ind i de knappe ram-

mer - mindre anekdoter med kun ubetydelige unøjagtigheder.

For Young har det været en kongstanke at udrydde nogle af de almindeligste misforståelser af Bach's person. For eksempel understreger han gang på gang, hvor ofte og hvor meget Bach rejste omkring, mens det gængse billede af ham viser en fastboende borgermand Í modsætning til den rejsende Händel.

Begge bøger er skrevet i en meget letflydende stil, og begge - ikke mindst den om Bach - er præget af en stille underfundig humor. VP.

Q Nyt fra forlagene

HOLLER, Karl H.: Giovanni Maria Bonondni's Prattico. (Verlag Heinz GMBH)

LINDEMAN, Ludvig M.: Norske Fjeldmelodier. (Universitetsforlag, Oslo)

Mac ARDLE, Donald W.: An Index to Beethoven's Books. (Inform. Serv. Inc.)

MARESCOTTI, Andre-F.: Værkfortegnelse. (Archives C.de Mus. Suisse)

MATTFELD, Julius: A Handbook of American Operatic Premieres 1731-1962. (Inf. Serv. Inc.)

MIXTER, Keith E.: General Bibliography for Mus. Research. (Inf. Serv. Inc.)

SCHIERNING, Lydia: Die Überlieferung der

deutschen Orgel- und Klaviermusik. (Bärenreiter)

STRAUSS, Richard: Ein Leben in Bildern. (VEB Verlag, Leipzig)

ROTHWELL, Evelyn: Oboe Technique—2nd edit. (Oxford Univ. Press)

TERRY, Charles S.: The Music of Bach, an introduction. (Dover Edition)

WAGNER, Richard: Sein Leben in Bildern. (VEB Verlag, Leipzig)

Wissenschaftliche Zeitschrift der Martin-Luther Universität Halle-Wittenberg. (VEB Verlag, Halle)

Årgang 40/1965, nr. 01