Luigi Nono: II canto sospeso

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 01 - side 17-18

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Hans Riis-Vestergaard
Luigi Nono: II canto sospeso

For sopran, alt, tenor, blandet kor og orkester. Til tekster fra dødsdømte europæiske frihedskæmperes breve.

(I. Orkester. II. Kor a cappella. III. Solister og orkester. IV. Orkester. V. Tenor og orkester. VI. Kor og orkester. VII. Sopran, damekor og orkester. VIII. Orkester. IX. Kor og pauker). Komponeret 1955/56. Uropført i Köln okt. 56.

Opføres på torsdagskoncert d. 4. marts med Radiokoret og Radiosymfoniorkestret. Dirigent: FRANCIS TRAVIS, solister: BIRGIT BASTIAN, JOLANDA RODIO og JØRN JØRKOV.

»Den afbrudte sang« er den oversættelse af Nonos titel, som forekommer bedst dækkende. Først og fremmest fordi de 10 brevfragmenter, som er fordelt på 6 af værkets satser, giver udtryk for en tro og begejstring, der bringes til tavshed af lidelser og rå overmagt. Dernæst på grund af den kompositoriske behandling af teksten, som resulterer i en ofte punktuel fremtræden af ord og stavelser. Dog må det siges, at hvad den enkelte vokalstemme undergår af tekstlige spring og afbrydelser, vinder den i sammenhæng med de øvrige vokalstemmer. Der er gennemført en fuldstændig tekstlig kontinuitet i den op til 11-stemmige koriske faktur. Ordgentagelser eksisterer så godt som ikke i den enkelte stemme, men derimod i rigt mål, og ofte overlappende, fra stemme til stemme. Ordenes fordeling på stemmerne sker dels i grupper, dels i enkeltord og dels i stavelser. Der finder også en vis »atomspaltning« af stavelser sted, idet en isoleret vokal ofte i én stemme ledsager eller forlænger den tilsvarende vokal i en anden stemme. Dog er denne vokal-afspaltning begrænset til sådanne tilfælde, hvor den fulde stavelse er repræsenteret i mindst én af de andre stemmer.

Hele denne balanceren mellem spredning af og sammenhæng i den tekstlige substans giver ordene et allestedsnærværende præg, som kan begrunde en anden udlægning af »sospeso«, nemlig »svævende«. Den svarer til den atonale sats' spredning af den musikalske substans, og det synes tydeligt, at komponisten ikke har ønsket teksten gjort umiddelbart opfattelig, nærmest tværtimod.

Til gengæld støtter orkestersatsen på sin måde tekstindholdet i højere grad, end korsatsen gør. De instrumentale effekter kan være direkte skildrende, som f. eks. ved de sortklædte SS-folks indtrængen i synagogen (sats VI) eller ved mødet med døden (paukerne i sats IX); men tillige er de elegisk ledsagende afsnit og ikke mindre orkestrets selvstændige for- og mellemspil (satserne I, IV og VIII) et vidnesbyrd om, at vor tids musik er i stand til at optage vor tids tanker og følelser. Tenor- og sopransolistens satser (henh. V og VII) bygger direkte på den Webern'ske sangstil. Sopransoloen ( ... farvel, Mor, din datter Liubka forsvinder i den kolde fugtige jord ...) er på baggrund af et nynnende damekor udbygget til en vekslen mellem tekstunderlagte og tekstløse fraser og bocca chiusa-passager, hvori integreres en æterisk instrumentalsats. Det skal her nævnes, at et forsøg på at føre den serielle strukturanalyse fra det rent musikalske videre til det tekstlige i »Il canto sospeso« (Stockhausen i »Darmstädter Beiträge« 1958) har fremkaldt Nonos protest. Vel ikke på grund af fremmedhed overfor tanken om en seriel udnyttelse af sprogets elementer, men fordi der her ikke foreligger en sådan, selv om man af den hyppige opløsning af teksten i klangfænomener og af den foreskrevne nuancering af næsten hver enkelt stavelse kunne fristes til at tro det.

Der er altså ingen tvivl om, at Nono, der i tale og skrift har betonet den skabende kunstners pligt til at vælge og i den forbindelse fornægtet aleatorisk komposition, har givet teksterne i »Canto sospeso« netop den musikalske plads, som han har tiltænkt dem. Tilmed er det givet, at disse indholdstyngede tekster ikke bare er fundet frem af ham som et passende grundlag for en moderne vokalkomposition, men at de i høj grad har trængt sig på i hans bevidsthed, at de alene må betragtes som værkets udgangspunkt. Nonos velkendte politiske og humanistiske engagering har nødvendiggjort en kunstnerisk forløsning af samme art som hans »Memento« om den spanske borgerkrig og »Canti di vita e d'amore« om Hiroshima.

Det er den indre modsætning i disse brevfragmenter: på den ene side en fuldstændig mangel på litterær form og på den anden side et ufatteligt stærkt menneskeligt indhold, der har ført Nono frem til et originalt forhold mellem tekst og musik - en art ny vokal-polyfoni, som yder dette indhold retfærdighed ved uden retorik at gennemsyre ord og toner indbyrdes indtil den mindste détaille. De to korsatser (II og IX), som indrammer de øvrige tekststykker, forekommer én at være værkets bærende piller.

»... jeg dør for en verden, som skal stråle med et lys så stærkt og med en sådan skønhed, at dette mit offer er intet. For den er millioner af mennesker død på barrikaderne og i krig. Jeg dør for retfærdighedens skyld. Vore ideer vil sejre ... «

»... jeg er ikke bange for døden... jeg forbliver rolig og fattet overfor henrettelses-pelotonen. Er de, der har dømt os, mon lige så rolige? ... jeg går bort i troen på et bedre liv for jer ... «

(Dokumentarværket »Lettere di condannati a morte della resistenza europea«, »Breve fra dødsdømte europæiske frihedskæmpere«, hvorfra teksterne til »Il canto sospeso« stammer, udkom i 1954 på italiensk. Den danske oversættelse i uddrag af denne bog rummer fire af de pågældende fragmenter. Den udkom i 1964 under titlen »De sidste breve«).

Årgang 40/1965, nr. 01