En famulus´ forpligtelser

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 03 - side 61-63

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

Knud Hentze
En famulus´ forpligtelser

I året 1965 - 80 år efter Alban Bergs fødsel og 30 år efter hans død, i en tid hvor Schönberg-skolen mere end nogensinde står i søgelyset - har det en vis berettigelse at undersøge, om den arv, som Berg overlod efterverdenen i form af musikværker, tidsskriftsartikler, selvstændige publikationer, breve m.m. nu også er blevet forvaltet og udnyttet på bedste måde.

Den seneste større bog om Alban Berg - og samtidig den, man på grund af forfatterens specielle forudsætninger kan stille de største forventninger til - er: Willi Reich: Alban Berg. Leben und Werk. Zürich 1963.

Musikskribenten Willi Reich var i sin tid elev hos Berg, men fungerede snarere - som Reich selv siger det - som dennes famulus. Bergs tillid til ham strakte sig endda så vidt, at han selv uofficielt udnævnte ham til sin biograf.

Da Berg var død, varede det heller ikke mere end to år, før Reich (i 1937) kunne udsende en bog om sin læremester (1). På grund af den korte tid, der var gået siden komponistens død, måtte det biografiske afsnit blive ret summarisk, mens hovedvægten måtte lægges på at give et indtryk af Bergs livsværk, dels i form af musikalske analyser og gennemgange og dels i form af genoptryk af forskellige artikler og polemiske indlæg fra Bergs hånd. Da Reich på grund af den knappe tid ikke kunne nå at skrive alle værkgennemgangene, trådte Berg-eleven Th. W. Adorno og komponisten Ernst Krenek hjælpende til med analyser af især de tidlige værker. Denne bog kom til at danne grundlaget for al senere beskæftigelse med Alban Berg, og den har følgelig i mange år været udsolgt.

Det var således med store forventninger, man gik i gang med læsningen af Reich's i 1963 udkomne reviderede udgave af bogen - ikke mindst fordi han i efterskriftet til sin lille bog fra 1959 (2) røbede, at han til grundlag for arbejdet med en nyudgave af bogen fra 1937 havde flere kasser fulde af materiale.

Desværre blev forventningerne ikke helt opfyldt. Det biografiske afsnit i 1963-udgaven er ganske vist blevet stærkt udvidet (fra 12 sider til 86 sider), men værkafsnittet er til gengæld væsentlig beskåret: Kreneks gennemgang af Altenberg-sangene op. 4 og Adornos af klaversonaten op. l, sangene op. 2, Sieben frühe Lieder, strygekvartetten op. 3, klarinetstykkerne op. 5 og de tre orkesterstykker op. 6 er helt udeladt og ikke erstattet af andre analyser! Også med hensyn til gengivelsen af Bergs egne artikler er der sket ændringer: Nogle er anbragt som særlige indskud i det biografiske afsnit (f. ex. artiklen 'Das Opernbroblem') eller inkorporeret i selve teksten lige som de mange citater fra Bergs breve (f. ex. Bergs hyldest til Schönberg fra 1912: 'Dem Lehrer'), mens andre er helt udeladt (f. ex. 'Verbindliche Antwort auf seine unverbindliche Rundfrage' og radiologen 'Was ist atonal?', den sidste fandtes ganske vist ikke i 1937-udgaven, men er aftrykt i den lille bog fra 1959). To større artikler, den fremragende analyse af Schönbergs d-mol strygekvartet 'Warum ist Schönbergs Musik so schwer verständlich?' og diskussionsindlægget mod Hans Pfitzner, 'Die musikalische Impotenz der »Neuen Ästhetik« Hans Pfitzners', er anbragt til sidst (ligesom alle artiklerne oprindelig var det), dog her suppleret med 1963-udgavens eneste nye artikel: 'Zwei Feuilletons', der er et ikke tidligere udgivet angreb på den wienske musikkritik.

Grunden til disse omplaceringer, udeladelser og suppleringer er vanskelig at se, da de kun tjener til at gøre bogen mindre overskuelig. Derimod giver Reich i sit forord en forklaring på ændringerne inden for de to afsnit om henholdsvis liv og værk: Hovedhensigten har været at give et så autentisk billede som muligt af mennesket og kunstneren Alban Berg. Derfor de mange citater fra Bergs breve i det biografiske afsnit, og derfor udeladelsen af Kreneks og Adornos analyser; kun hvad mesteren selv har skrevet om sine værker eller eventuelt har godkendt - autoriseret - skulle medtages. Reich går paradoksalt nok nok så vidt i dette krav om autenticitet, at han ikke aftrykker Bergs eget 'Wozzeck'-foredrag, men sin let omskrevne form af det, fordi Berg på grund af foredragets uensartede behandling af operaens enkelte afsnit i sin tid ikke ønskede det offentliggjort og i stedet »autoriserede« Reich's version. Sandsynligvis af samme grund nævner Reich ikke, at dette 'Wozzeck'-foredrag i sin originalform findes udgivet i en anden bog om Berg: H. F. Redlichs 'Alban Berg. Versuch einer Würdigung' fra 1957. I det hele taget må man - for at få et dyberegående indtryk af Bergs værker - supplere med først og fremmest Redlichs bog.

Derimod giver hos Reich de mange brevcitater i forbindelse med en række udmærkede fotografier et særdeles levende billede af Bergs personlighed. - Interessant er det gennem et her for første gang aftrykt avisinterview at høre om Bergs indtryk fra Leningrad i anledning af premieren på 'Wozzeck' dér den 12. maj 1927. Russerne var begejstrede for den moderne musik, ikke mindst Schönbergskolens. Ved en banket for Berg sluttede endda en ung russisk komponist sin skåltale med: »Ein Hoch Arnold Schönberg, dem Lehrer aller lebenden Komponisten!« (Den russiske holdning til Wienerskolen må siges at have forandret sig noget siden). Berg er begejstret for Leningrad-operaens udførelse af 'Wozzeck'. Han oplever her for første gang en moderne stiliseret iscenesættelse af sit værk, og frem for alt: man synger 'Wozzeck' med rigtigt belcanto. »En moderne opera skal synges lige så smukt som 'Trubaduren'«, fremhæver Berg, hvad
sangerspecialister i moderne musik nok bør skrive sig bag øret. Et brev til eleven Hans Erich Apostel siger en hel del om Alban Berg som lærer og om hans egen arbejdsmåde. Apostel har sendt Berg udkastet til en klaversonate, og Berg svarer: »Jeg savner frem for alt et hovedtema, et virkeligt melodisk indfald. Det som står dér med blæk, er en (ganske vist meget tydelig) stemning, men alt det andet er blot sekvenser af to-tre ganske korte motiver. Ved dobbeltstregen i det mindste må temaet begynde. Prøv om De kan komme på sådan et - i den samme stemning, og arbejd De så videre, som jeg altid råder Dem til: udvikling, ikke sekvenseren, og stigning, og når det er udtømt, så bring hele tiden nyt. Det slutter sig af sig selv sammen til en enhed, ellers hjælper man bagefter, hvad der er meget nemmere end at plapre videre med et - nok så sammenhængende intet.«

Ved nærmere gennemlæsning af Reichs bog viser det sig, at de fleste af de citerede breve og artikler har været offentliggjort tidligere i forskellige tidsskrifter og i hans bog fra 1959 (omtalen af Leningrad-opholdet og brevet til Apostel hører til de få undtagelser). Hvad er der blevet af det store materiale, der fyldte flere kasser? Man kan ikke frigøre sig for det indtryk, at Reich vogter over skatten med Bergs efterladenskaber og kun nødtvungent giver brudstykker fra sig. - Det fremgår af mange ting, bl.a. af Reichs egne bøger og artikler, at Berg var en flittig brevskriver, og de sparsomme smagsprøver, man har fået, viser tydeligt, at brevene i de fleste tilfælde har været af mere end privat interesse. Hvad var da mere naturligt - nu da man holder så fast ved autenticiteten - end at udgive alle Bergs breve, forsynet med de nødvendige kommentarer? Ungdomsbrevene til vennen Watznauer og brevvekslingen med bl. a. Schönberg, Webern og Reich selv ville sikkert give et enestående billede af Berg og hans samtidige og uddybe forståelsen af deres musik. Eventuelt kunne udgivelsen ske i forbindelse med en samlet udgave af Bergs skrifter, hvor så også hans mange værdifulde analyser af Schönbergs tidlige værker igen kunne blive tilgængelige.

Som Reichs bog nu foreligger, kan den ikke danne grundlag for den videre Berg-forskning, alene på grund af dens uoverskuelighed. Den indeholder hverken navne- eller sagregister, endsige en fortegnelse over de citerede breve og artikler. De mange citater er ikke markeret i typografien på anden måde end ved anførselstegn (måske for at tilsløre, at faktisk ikke engang halvdelen af den samlede tekst er skrevet af Reich selv), og blandt egne bidrag genkender man endda mange formuleringer fra tidligere artikler. — Denne citatmanér kan nok til en vis grad virke levendegørende på fremstillingsformen, men når den antager et omfang som i denne bog, der gennem sin undertitel »Leben und Werk« og kravet om autenticitet viser at have videnskabelige intentioner, bliver der tale om en meget uheldig mellemting mellem udgiverarbejde og personlig redegørelse for et stof (valget af citater er jo trods alt subjektivt bestemt). Det havde derfor været bedre, om Reich enten havde løsrevet sig så meget fra sit materiale, at han kunne give en selvstændig fremstilling og vurdering af dets indhold (naturligvis med henvisning til kilderne), eller havde indskrænket sig til at udgive Bergs skrifter på videnskabeligt forsvarlig vis.

Sine forpligtelser som Bergs famulus og biograf har Willi Reich således ikke opfyldt. I stedet for at sætte de betroede talenter i omløb har han gravet dem i jorden, og man savner stadig den videnskabelige udgave af Bergs skrifter, der sammen med en tilsvarende udgave af breve til og om Berg alene kan danne grundlag for en videnskabelig bog om Alban Bergs liv og værker. En sådan udgivelse er så meget mere påkrævet, som Reich selv trods sit førstehåndskendskab til kilderne åbenbart ikke magter at skrive denne bog. - Når det foreliggende værk af Reich ikke desto mindre ofte bereder én både underholdende og gribende læsning, skyldes det, at Berg i så stor en udstrækning selv kommer til orde. Men da det på den anden side kun drejer sig om spredte udpluk fra et langt større materiale, kan bogen kun give en foreløbig orientering om mennesket og kunstneren Alban Berg.

NOTER:
1) Willi Reich: Alban Berg. Mit Bergs eigenen Schriften und Beiträgen von Theodor Wiesengrund-Adorno und Ernst Krenek. Wien, Leipzig, Zürich 1937.
2) Willi Reich: Alban Berg. Bildnis im Wort. Selbstzeugnisse und Aussagen der Freunde. Die Arche, Zürich 1959.
.

Årgang 40/1965, nr. 03