Litteratur

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 03 - side 81-84

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

LITTERATUR

IMOGEN HOLST: »Af u sikk en s Alfabet«. Oversat og bearbejdet af Aage Hansen. 188 s. ill. Kr. 19.50. Schultz, 1964.

Det folkemusikalske arbejde i England har, anmelderen bekendt, ikke medført den række af bøger om musikkundskab, som vi kender fra Danmark, og den foreliggende bog har derfor uden tvivl opfyldt et stort behov. Dens fortrin fremfor så mange lignende ligger i, at dens veldisponerede og koncentrerede opbygning gør den velegnet som opslagsbog.

De første syv afsnit er en indføring i den almindelige nodelære samt visse komposi-tionstekniske principper. Dette afsnit kan næppe tilegnes på egen hånd, men som et betryggende grundlag for en bredere undervisning i studiekredse eller gennem kurser eller som repetition for allerede nodekyndige er det absolut anvendeligt. Forfatteren understreger da også gang på gang beskæftigelsen med den levende musik, helst aktivt, som en forudsætning for et fuldt udbytte af bogen.

Resten af bogen omhandler de musikalske

former i musikhistorisk belysning og kan læses af enhver musiklytter med et elementært nodekendskab.

Det er imponerende hvad forfatteren har fået med af korte, koncise oplysninger, og vi træffer ikke den undervurdering af læserens fatteevne, der undertiden forleder forfattere af lignende bøger til uholdbare populariseringer.

En omtale af anvendelsen af det 16. årh.'s lut som: »et stilfærdigt, udtryksfuldt instrument med et varierende antal strenge, hvorpå sangeren kunne klimpre sit eget følsomme akkompagnement« (s. 104) er en enlig skrubtudse. Forslaget om at kalde sonatesatsfor-men for »førstesatsform« (s. 141) modsiges direkte af redegørelsen for dens anvendelse.

Som helhed virker bogen imidlertid tiltalende med mange gode eksempler og kan utvivlsomt være amatører og musiklyttere til nytte. En.

*

THEODOR W. ADORNO: Der getreue Korrepetitor. Lehrskriften zur musikalischen Praxis. 250 s.

Was anders ist, das lerne nun auch.

Under dette Wagnerske motto har den alsidigt begavede musikforfatter og sociolog T. W. Adorno ladet sin nyeste musikbog »Der getreue. Korrepetitor« udkomne. Adorno vil være tidsskriftets læsere bekendt fra en artikel af Poul Nielsen (DM marts 1963), hvori specielt Adornos syn på popmusikken bliver belyst. Desuden har hans navn fra tid til anden figureret i bladets spalter i forbindelse med en række diskussionsindlæg om nutidig musik. Disse indlæg afslørede et tydeligt behov for sagligt oplysende litteratur om moderne musik, et behov som Adorno med nærværende bog er med til at afhjælpe. Mens Adornos hidtidige produktion har bestået af teoretiske skrifter og almene overvejelser i artikler og essays, er der i dette tilfælde, som undertitlen oplyser, tale om et værk til praktisk brug, idet bogens centrale afsnit består af fem dybtgående analyser af værker af Schönberg, Webern og Berg. Analyserne er opstået udfra praktisk arbejde med værkerne, men, som Adorno bemærker det i forordet, havde forfatteren måttet fornægte sig selv, hvis han på grund af bogens didaktiske karakter skulle have udeladt reflektionen. For at forstå de fordringer, som Adorno i nærværende værk stiller til såvel udøver som tilhører af moderne musik, vil det være en fordel at sammenligne med de overvejelser over udførelsen af traditionel musik, som han har gjort sig i værker som »Dissonanzen« (1958) og »Klangfiguren« (1959). I sidstnævnte essaysamling finder vi en herlig studie »Die Meisterschaft des Maestro« over fænomenet Toscanini. Adorno viser her, at de mange dyder, man har tillagt Toscanini i virkeligheden dækker over en vis musikalsk uformuenhed. Den berømmede nodetroskab strækker sig som regel kun til fremhævet

overensstemmemelodik med diskret og sober akkordunderlægning. At melodisk stof kan optræde i flere stemmer samtidig fremgår-efter Adorno - kun sjældent af Toscaninis orkestersats. De berømmede hurtige tempi dækker over en total mangel på frasering og artikulation, og samtidig hindres både musikerens og tilhørerens forståelse for værkets struktur ganske effektivt. Oplevelsen af et perfekt funktionerende orkester har erstattet oplevelsen af et musikværk.

I denne forveksling af mål med midler tager Adorno i nærværende bog sit udgangspunkt. Han fik under sit ophold i Amerika lejlighed til på nærmeste hold at stifte bekendtskab med begrebet »Music Appréciation«, et specielt angelsaksisk fænomen, hvor om den danske oversættelse »musikvurdering« siger lige så lidt som det tyske »Die gewürdigte Musik«. Det amerikanske radioselskab NBC tilrettelagde disse kurser, der bestod af fire efter sværhedsgrad ordnede serier, som skulle lede eleverne »fra musikkens overflade til dens indre verden«. Adorno giver herefter en lang række eksempler på uhyrligheder i denne form for musik»forståelse«, hvilken han karakteriserer således: »Kendskab til biomstændigheder, biografiske detailler, historiske tildragelser og vage associationer bliver forvekslet med sagens genstand (dvs. selve musikken) og dens indhold«, og det bemærkes, at denne form for musikerstatning ikke blot nydes i USA alene.

Herudover sætter Adorno i bogens første hovedafsnit »Anweisungen zum Hören neuer Musik« sit krav om en adækvat høremåde grundet i strukturel opfattelse af stoffet. Dette afsnit er, som de fleste af bogens øvrige, oprindelig fremkommet som radioforedrag. Bevaret herfra er den levende fortælletone, og fremstillingen holder en form som er fuldt forståelig også for den interesserede ikke-fagmand. Bogens didaktiske sigte viser sig gennem en række anvisninger på, hvordan man overhovedet skal forholde sig over for den moderne musik. Det hedder her:

»Det simpleste, man kan gøre, er at udrydde alle falske forventninger« (side 43) og fordommene angribes videre: »Meget er allerede vundet, hvis man lader være med at opfatte mangetonige klange som én stor kaotisk klangmasse og i stedet opfatter dem præcist, dvs. at skelne de i akkorderne indeholdte intervaller og toner« (side 55).

Og endnu et dogme skal udryddes:

»... At der ved ny musik ofte er behov for sådanne gentagne overhøringer, skyldes ikke den filistrøse årsag, at man langsomt vil vænne sig til den. Derimod lærer man først at skelne enkeltheder, når man har et nogenlunde overblik over helheden, sådan som man også må læse knudrede litterære eller teoretiske tekster flere gange« (side 63).

Adorno intenderer i dette afsnit at bringe en systematisk oversigt over karakteristiske træk ved melodik, harmonik, kontrapunkt, intensitets forløb, variationsteknik o. a. Men tro mod sin komplekse betragtningsmåde forbinder han de forskellige begreber så tæt med hinanden, at overskueligheden bliver ringe. Den opmærksomme læser vil dog kunne få et nuanceret billede af såvel den moderne musiks struktur som af Adornos opfattelse af denne. Fremstillingen er ledsaget af en righoldig samling nodeeksempler. Følgende værker gennemgås:

Anton Webern: Lieder op. 3 og op. 12.

Anton Webern: 6 Bagateller for strygekvartet op. 9.

Anton Webern: 4 stykker for violin og klaver op. 7.

Arnold Schönberg: Fantasi for violin med klaverledsagelse op. 47.

Alban Berg: Violinkoncert.

Værkerne er valgt, så komplikationerne i analyserne er stadig tiltagende. Gennemgangen af det enkelte værk er derfor kun fuldt forståelig på baggrund af alle forudgående analyser, hvorfor det må frarådes kun at benytte Adornos interpretationer som isoleret vejledning i en aktuel situation. Rigtigt anvendt giver de en dyb forståelse for værkernes opbygning, en forståelse, der bygger i lige grad på Adornos indsigt som teoretiker og som praktisk instruktør.

Til slut runder Adorno af med endnu et radioforedrag. Det rummer en mængde gode forslag til bedre udnyttelse af radioen i musikkens tjeneste. Dog synes enkelte anvisninger, f. eks. ideen om sammensyning af et musikværk ud fra en mængde kultiverede detailoptagelser, i nogen grad at stride mod de idealer, som må gælde for Ein getreuer Korrepetitor. Bogen afsluttes med en kort notits, hvori Adorno beklager, at det stort set er umuligt at skaffe indspilninger af en sådan kunstnerisk standard, at de vil kunne være en hjælp til forståelsen af analyserne. Efter fremkomsten af »Der getreue Korrepetitor« tør man håbe, at dette ikke vil være tilfældet for fremtiden.

M.T.

Tilsendt fra forlagene

Litteratur:

Gjellerup-information:

Jones: Jazz fra Buddy Bolden til Albert Ayler.

Information Serme e, Inc.:

Coover and Colvig: Medieval and Renaissance Music on Long-playing records.

Martin:

Kaaber: Mozart på rejse.

Musikalier:

Boosey & Hatvkes:

Davies: Veni Sánete Spiritus (vokal score). Gla2ounov: Ouverture til »Prince Igor«. Panufnik: Concerto for piano and orchestra. Prokofieff: March from the opera »The Love of

the three Oranges« (score). Wells: Suite for two Violins, Country Miniatures.

Carl Gehrmans Musikforlag:

Studiepartitur: Hilding Rosenberg (symfoni nr. 2, 1935).

Wilhelm Hansen:

Frandsen: Orgelmusik til kirketjenesterne.

Hug £• Co. Zürich:

Gluck: Orchesterstücke (partitur). Predieri: Concerto in si minore per Violino concertante e Orchestra d'archi (partitur).

Impero-Verlag Gmbh. Wilbelmshaven:

Martinen: Symphonies de Voyages Op. 49, nr. 1 (partitur).

Musikhøjskolens Forlag:

Musikkundskab i skolen: 4 lærerhefter og 4 elev-hefter med gennemgang af 1. menuetten, 2. Smetana: Moldau, 3. C. Nielsen: Lille Suite for strygere, 4. Bartók: Musik f. strengeinstr., slagtøj og celeste.

Musik i skolen: Korblade 11A 1-4, 11B 1-5, IIC 1-3,

C. Jørgensen: Kombi-melodier l, 98 bladsangs-øvelser.

Oxford U niv. Press:

Rawsthorne: Elegiac Rhapsody for string orchestra (score).

Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik: Kuhlau: Elverhøj, 4-5 akt. (partitur).

Årgang 40/1965, nr. 03