Den uundværlige Sigurd

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 05 - side 166-167

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FØDSELSDAG

Jens Brincker:

Den uundværlige Sigurd

En gammel, veltjent og helt uundværlig medarbejder ved dmt, Sigurd Berg, fyldte for nylig 70. Han portrætteres her af Jens Brincker, tidligere redaktør af dmt, nu medlem af redaktionskomitéen.

Sted: dmts redaktion. Tid: foråret 1965 op mod Carl Nielsen festivalen. Situation: Man ombryder febrilsk et Carl Nielsen-nummer på fyrre sider; man konstaterer, at der mangler fire sider tekst; man roder i arkiver efter egnet stof; man skriver høfligt brev til Tom Kristensen om tilladelse til aftrykning af hans artikel »Carl Nielsen som prosaist«; man placerer brevet foran Sigurd Berg til gennemsyn og kritik, da artiklen nødvendigvis må i trykken før forfatteren kan nå at give sit tilsagn. Sigurd dukker op fra bjerge af papir, griber en kuglepen og skriver: »Kære Tom!« og en venskabelig henstilling om at hjælpe det unge menneske, der er kommet i stofnød, med mange hilsener.

Det er Sigurd Berg i en nøddeskal. Sigurd, som kender alle, står på god fod med enhver, og altid har tid til at knytte en personlig bemærkning, et hyggeligt »du« til en sag, så den glider lettere.

Da Sigurd Berg i sommer fyldte halvfjerds kunne dmt fejre nitten årgange med fødselsdagsbarnet i redaktionen. Han kom ind med flyvende start i en periode, hvor tidsskriftets udgivelse var truet af kriser, ja faktisk var gået i stå. På fire måneder klarede Sigurd sammen med Frede Schandorf Petersen at udsende 10 numre af dmt, og efter denne rekordpræstation har Sigurd på redaktionen og blandt dmts udgivere stået som garanten for, at bladet i hvert fald nok skulle udkomme - ligegyldigt hvor mange økonomiske, stoflige eller redaktionelle vanskeligheder, der skulle overvindes. Med vekslende interesser, men altid usvigelig kompetence har Sigurd kastet sig over bladets forskellige arbejdsområder: I Nordisk Musikkulturs dage var han en af initiativtagerne og leder af det danske arbejde; Musikkalenderen har alle dage været hans domæne med uropførelseslister, registre og i en lang årrække publikationen af Dansk Musikbibliografi, Sigurds helt fabelagtige one-man-show, der nu ser ud til at nærme sig sin ajour-føring og offentliggørelse under passende monumentale former. Det daglige arbejde med korrekturlæsning, ombrydning og konferencer med trykker, annoncører og sætter - alt det tidrøvende og lidet inspirerende arbejde har altid haft en trofast udøver i Sigurd, der påtog sig slæbet uden hensyn til penge og tid ud fra bevidstheden om, at det skulle gøres og gøres ordentligt. Ingen nok så lille detalje i tidsskriftsarbejdet - fra typeantallet pr. linje til oms-regnskabet - er fremmed for Sigurd Berg. Han kender det hele, husker det hele og har i perioder med gennemtræk på redaktionen været selve livsnerven i dmts udgivelse.

Alligevel er det ikke blot som den kompetente medarbejder Sigurd sætter sit præg på dmts redaktion. I højere grad er det hans menneskelige egenskaber, der smitter af: roen, hans venlige tolerance, der - fjernt fra det holdningsløse - møder alle tilskikkelser og får hidsige udbrud til at virke overflødige. Det er disse egenskaber, der danner baggrund for den respekt, der står om Sigurds person og hans meninger. Og det er igen disse egenskaber, der forklarer hans umådelige personkendskab og hans talrige kontakter, for ingen kan træffe Sigurd Berg uden at lægge mærke til den finhed og den besindighed, der er hans fornemste karakteristika. Forsøg på at fornærme eller trampe på Sigurd er dømt til at mislykkes. - Det går som den aften en tung jernstang fra et tag i Amaliegade forsøgte et anslag mod Sigurds førlighed og med brask og bram ramlede ned i fliserne foran fødderne på redaktøren. Forundret og lidt chokeret blev han stående, fikserede jernstangen og konkluderede: »Nå ja, jeg tror jeg vil tage den med hjem.«

»Strofer og marker« (fortsat fra side 144)

uden collageformens ironiske distance. Derved opnår han en stilistisk sluttethed, der søger sin lige blandt dagens musikalske anstrengelser. Selve konfrontationen af kliché og nydannelse er Strofer og marker's forbløffende pointe, forbløffende fordi det midt i øjeblikkets æstetiske debat - eller snarere helt på tværs af den - er lykkedes Nørholm at finde en vej, hvor man ville have forsvoret, at der fandtes bare en sti.

Om man kan acceptere denne vej til enkelhed og eentydighed, og om den viser sig farbar fremover, er for så vidt ligegyldigt. Det afgørende er for mig at se, at Nørholm med Strofer og marker har skrevet et fascinerende, kunstnerisk profileret klaverværk, der ikke blot - som Ligeti siger - er »faldet af« som et biprodukt af den valgte arbejdsproces: »Det primært givne er ikke den kompositoriske metode, men konceptionen af formtotaliteten, imaginationen af den klingende musik«. Det er ikke det ringeste ståsted, en komponist kan vælge, og da det ser ud til, at Nørholm og de andre enkelheds-apostle faktisk har valgt det, er der grund til at følge deres fremtidige bestræbelser med den største opmærksomhed.

Årgang 41/1966, nr. 05