Japues-Dalcroze og den moderne musikpædagogik

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 05 - side 153-155

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Gerda Alexander:

Japues-Dalcroze og den moderne musikpædagogik

Den musikpædagogiske pioner Emile Jaques-Dalcroze ville sidste sommer være fyldt 100 år. Kort efter fandt den 2. internationale rytmekongres i hans tegn sted. Musikpædagogen Gerda Alexander skriver her om Dalcroze og kongressen.

Den 6. juli 1965 ville Emile Jaques-Dalcroze være fyldt 100 år. Der er sikkert ikke mange herhjemme, der kender hans navn. Men der er næppe nogen, der ikke på een eller anden måde har været i berøring med denne kunstners livsværk. Hans idéer er i høj grad blevet en selvfølgelig del af den moderne pædagogik og ganske særlig af musik- og bevægelsesopdragelsen.

Jaques-Dalcroze blev født i Wien af schweiziske forældre, og allerede mens han studerede hos Bruckner, Delibes og Fauré blev han kendt som komponist af strygekvartetter, en violinsonate, en opera, flere syngespil og balletmusik. Senere skabte han en ny genre i musik til rytmiske bevægelsesstudier. En genre, som mange efter ham har prøvet at tage op uden at opnå den samme lykkelige forening af kunstnerisk og pædagogisk niveau. Hans sange synges endnu den dag i dag af alle i Schweiz, således som Carl Nielsens sange gør det hos os.

Som dirigent ved operaen i Algier blev han levende optaget af rytmens centrale stilling i musikken og i dens bevægelsesudtryk. Og han viste med elever fra konservatoriet i Genève, hvor store forandringer der skete med deres evne til at opleve og gengive musikken, hvis han lod eleverne udtrykke musikkens rytme, klang, dynamik og form med hele deres krop. Men Dalcroze skabte med sin »rytmiske gymnastik« ikke kun en ny musik- og bevægelsesopdragelse; han gav derigennem også mulighed for en helhedsudvikling af det »musiske« menneske.

Den moderne pædagogik, som efter første verdenskrig voksede frem i Amerika og Europa, har således optaget mange af hans idéer. En af forkæmperne for den moderne pædagogik - Peter Petersen, som ved universitetet i Jena skabte den første videnskabelige forsøgsskole, og som herhjemme har fået en væsentlig indflydelse på den danske frie skolebevægelse, anser Dalcroze-rytmikken for en væsentlig faktor i det moderne skolearbejde for så vidt den skulle kunne erstatte den gamle skoles ydre disciplin med elevernes indre disciplin.

Dalcroze var bl. a. den første, der byggede på barnets egen frie skaben.I musikundervisningen ville han udvikle elevernes auditive evne og rytmesans, før de lærte et instrument. Og i bevægelsesopdragelsen afviste han al mekanisk træning; bevægelsesudtrykkene skulle opstå spontant af den indre oplevelse.

l årene 1905-1910 foretog Dalcroze mange tournéer gennem Europa. Overalt vakte elevernes utrolige musikalske og udtryksmæssige præstationer begejstring - altid improviseret, ligesom i en undervisningstime, hvilket viste, at der her virkelig var tale om en fuldendt beherskelse af musikalske og legemlige udtryksmidler. Musikalske improvisationer over umiddelbart opgivne temaer udformedes i rondo-, sonate- eller fugaform. Og eleverne kunne på klaveret fejlfrit gengive lange rækker af harmonier, som de kun havde hørt een gang. Alt foregik med en selvfølgelighed og naturlighed, som henrykkede tilhørerne.

Der meldte sig da også næsten 500 elever, da Dalcroze i 1910 i Hellerau ved Dresden åbnede sin »Bildungsanstalt Jaques Dalcroze«, inviteret af Brødrene Dohrn, som havde ladet arkitekten Tessenow bygge en skole med festspilhus til ham. Blandt eleverne fra 14 nationer var danserne: Nijinskij, Sacharoffs, Mary Wigman og Diaghileff, iscenesætterne: Stanislavskij, Max Reinhardt og Appia, dirigenterne: Ernest Ansermet og Franz von Hoesslin, forfatterne: Bernhard Shaw, Paul Claudel og Upton Sinclair, arkitekten: Corbusier og endelig Rudolf von Bode, hvis elev Medau er blevet kendt gennem sin »Medau-gymnastik«. Skoleårets afslutninger blev verdensberømte unden navnet »Hellerau-Festspiele«. Især blev en opførelse af Glucks »Orpheus og Euridike«, hvor scenen var bygget op af trapper, og hvor belysningen, skjult i transparente vægge, kunne følge musikkens dynamik, berømt.

Interessen for denne form for kunstnerisk almenopdragelse voksede, og snart åbnedes Dalcroze-sko1er i Zürich, London, Paris og Berlin. Men da krigen udbrød 1914, måtte det internationale arbejde i Hellerau afbrydes. Mange elever fulgte »Monsieur Jaques«, som eleverne kaldte ham, til Genève, som siden da har været centrum for hans arbejde. Det var i Genève, han indkaldte til den første internationale »Congrès du Rytme«, hvor de forskellige lande viste, hvordan de havde videreført hans idéer. Og det var der, jeg selv oplevede ham første gang - lykkelig og taknemmelig blandt sine mange elever, fuld af nye idéer. »Forlang det umulige for at nå dine muligheders grænser« var eet af hans grundprincipper, og det kunne gøre de stakkels uddannelseselever, som ikke var vant til det galliske tempo, fortvivlede. Men selv de mest »umulige« opgaver blev - ledsaget af hans improvisation ved klaveret - til en kunstnerisk helhed.

Dalcroze var en så rig personlighed, så alsidigt begavet, at det blev svært selv for de bedste elever at følge ham. Det, der var lettest at forstå af hans værk, var den musikalske del, skønt den krævede uendeligt meget af eleverne - men hans idéer om bevægelsesudtryk og bevægelsesskoling var så langt forud for sin tid, at det har taget en hel generations forskning at underbygge den. Hans krav om fuldstændig beherskelse af legemets udtryksmidler - fri for alle klichéer - kunne ikke opnås gennem den traditionelle mekaniske træning - den gjorde en hel ny form for legemlig forberedelse nødvendig - baseret på en udvidet skoling af den psyko-somatiske ligevægt - den som i dag kaldes Eutoni.

Skønt mange af Dalcroze's idéer er optaget i den moderne pædagogik, er de dog langtfra udnyttet tilbunds. Der findes mange pædagoger, der lader sig begejstre af Dalcroze's idéer, men kun få er villige til at påtage sig det krævende, mangeårige studium, der er nødvendigt for at blive rytmiklærer - og yderligere et studium til, hvis man vil lede en rytmiklæreruddannelse. Derfor findes der så mangerytmiklærere, der ikke er i stand til at skabe det kunstneriske og pædagogiske milieu, som er den væsentlige forudsætning for denne form for opdragelse. Således har kun een dansker gennemgået hele denne uddannelse.

Den anden internationale rytmekongres, som fandt sted sidste år i Genève viste på hvor mange områder de inspirationer, Dalcroze har givet sine elever, har båret frugt. Det lykkedes UIPD, den internationale sammenslutning af Dalcroze-pædagoger, at samle de navne fra hele verden, som i dag repræsenterer Jaques Dalcroze's arbejde. Næsten 500 deltagere, fra Europa, USA, Latinamerika, Australien, Afrika, Lilleasien, Japan og Vietnam, viste, at interessen for Dalcroze's værk stadig er voksende.

I 14 dage blev et overvældende program gennemført. I de første 8 dage arbejdede deltagerne hovedsagelig praktisk, medens der på selve kongressen blev fremlagt de pædagogiske, kunstneriske og videnskabelige resultater.

Dagen begyndte hver dag kl. 8 med eutoni og lovmæssig bevægelse som grundlag, efterfulgt af de forskellige former for rytmik, solfège og improvisation, det sidstnævnte var særlig interessant ved indførelsen i 12-tone musik ved Bernhard Reichet, Genève, John Colman, New York, medarbejder hos Balanchine, og komponisten Frank Martin, elev af Dalcroze og medlem af det .college«, Dalcroze har indstifte til varetagelse af rytmikkens udvikling i fremtiden.

Om eftermiddagen demonstreredes de mange anvendelser af rytmikken: inden for børnehaver, skoler, ungdomsopdragelsen samt musik- og kunstopdragelsen, med særlig henblik på det behov for udtryk, som teenagergruppen har. Vivian Soldan, England, viste en gruppe af 15-18 årige kostskoleelever med Beatles-frisurer med deres selvskabte dansedramaer over aktuelle politiske temaer: »muren«, og »flygtninge« - et eksempel på i hvor høj grad unge mennesker kan aktiviseres til kunstnerisk udfoldelse. De daglige rundbordssamtaler drejede sig væsentligst om rytmiklæreruddannelsen. Dalcroze vidste, hvor omfattende en sådan professionel skoling må være. I 1910 skrev han: »En rytmiklærer må på samme tid være psykolog, fysiolog og kunstner.«

Efter den officielle åbning i overværelse af repræsentanter for Schweiz og byen Genève begyndte kongressen med temaet »Opdragelse gennem bevægelse, gennem rytme og gennem musik«. Foredragene var: »Eutoni som grundlag for den rytmiske bevidsthed«, som jeg selv holdt, »Legemsrytme og musikalsk rytme« ved professor Rosalia Chladek, Wien. Komponisten Frank Martin talte om »Kilderne til rytme«, madame Marie Rambert fra London om »Dalcroze's indflydelse på ballet og det moderne teater«, professor Gisela Jaenicke, Hochschule für Musik i Detmold, om »Operasangernes uddannelse på basis af rytmikken«.

En hel dag var helliget rytmikterapien. Mimi Schneiblauer, Zürich, talte om sit arbejde med blinde og viste film med døvstumme og med børn og voksne, som man hidtil havde anset for upåvirkelige. Filmen var chokerende for dem, der ikke var vant til at se så syge mennesker.

Det måske menneskeligt stærkeste indtryk af hele kongressen var imidlertid den time, som A. Coburger, rytmiklærer ved Ilten Sindssygeanstalter, Tyskland, holdt med 3 katatonikere - 2 mænd og 1 kvinde - som var rejst med deres psykiater til Genève. Coburger har sammen med den ledende psykiater af anstalten omformet hele institutionen efter rytmikkens principper. Man oplevede, hvordan disse mennesker, som til at begynde med stod tilsyneladende helt apatiske, også uden ydre reaktion på musik, vågnede og blev helt nærværende i det øjeblik, læreren viste dem ægte tiltro, og under nogle øvelser overgav sig selv med hele sin legemsvægt i de syges varetægt. Der blev regnet med dem for alvor som mennesker, der kan tage et ansvar, og deres fuldstændige livløshed forvandledes næsten omgående, og de blev derefter påvirkelige af musik. Jeg tror ikke, at nogen, der har oplevet denne time, nogensinde vil kunne glemme den. Hvilken anklage af vor behandling af sindslidende - og hvilket håb!

Også mange foredrag af ikke professionelle rytmiklærere vakte stor interesse: Professor, Dr. ing. Fritz Winkel, Technische Universität, Berlin, talte om holdning og bevægelse set ud fra kybernetikken. Madame Navielle og psykiateren, professor J. de Ajuriaguerra fra Genève redegjorde for psykomotorisk revalidering. Dr. med Doury-Landan, cheflæge ved Berliets bilfabrikker i Lyon, berettede om, hvorledes hun som bedriftslæge blandt de 16.000 funktionærer har arbejdet med eutoni som profylakse og terapi. Endelig var der eksempler på vietnamesisk og arabisk musik.

Der var også soiréer. Særlig fremhæves må en koncert, som Orchestre Suisse Romande forærede kongressen med værker af Dalcroze-eleverne F. Peyrot, E. Sistori, R. Vuataz, B. Reichel, J. Binet og F. Martin under ledelse af Samuel Baud-Bovy, et inspirerende foredrag af Dalcroze's ven, dirigenten Ernest Ansermet, over musikalske rytmers struktur og en opførelse af »Jeanne d'Arc« af Bernhard Reichel, Genève, udført af elever fra Dalcroze Institut i Genève, på et højt kunstnerisk niveau.

Højdepunktet var dog uden tvivl den græske gruppes præsentation af et helaftensværk »Orchesis«, en koreografi af Zouzou Nicoloudi - i 3 afdelinger: »Kultdanse«, »Krigsdanse« og »Bacchanale«, med musik af N. Rotas og kostumer af Jean Tsarouchis. Denne Athener-skole er måske den, der mest fuldkomment har realiseret Dalcroze's idé om en omfattende almen kunstnerisk opdragelse, såvel m. h. t. det legemlige og dansemæssige som det musikalske, instrumentale, kompositoriske og koreografiske. Dansernes beherskelse af det legemlige og musikalske udtryk var fuldendt. De sang og akkompagnerede sig selv på blæseinstrumenter, græske kastagnetter og tamburiner med de mest komplicerede rytmer. Deres gruppedanse fra de strenge, kultiske danse til bacchanalens ekstase var båret af en indre helhed, som man så godt som aldrig ser på en scene - et »Gesamtkunstwerk« og samtidig et vidnesbyrd om den levende græske kultur. Det gjorde et dybt indtryk, og jubelen over denne sjældne præstation ville ikke høre op. Desværre har det ikke været muligt at få gruppen til København.

Ser man tilbage på de mange indtryk og oplevelser fra de 14 dage, den rigdom af pædagogiske erfaringer, det sjældne, kunstneriske niveau, som ikke kun er baseret på teknisk kunnen, men på en alsidig kunstnerisk uddannelse, på det »musiske menneske«, kan man ikke undgå at ønske, at denne inspirerende og lykkelige atmosfære, som en forening af pædagogik, kunst og videnskab må komme til at præge fremtidens skole.

Årgang 41/1966, nr. 05