Ledere

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 05 - side 137-137

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

LEDERE

En kollega

Ifølge meddelelser i dagspressen har en kreds af musikfolk planer om at starte et nyt musiktidsskrift, der især skal hellige sig det populært orienterende musikstof.

Der er grund til at hilse dette initiativ velkommen og ønske det held og lykke. Der er ingen tvivl om, at det har et potentielt publikum - vi har jo på dmt i nogen grad måttet udskyde netop stof af den karakter, det nye tidsskrift efter det foreliggende skal beskæftige sig med. I sin egenskab af landets eneste musiktidsskrift har dmt måttet vælge mellem to funktioner som i nogen grad udelukker hinanden: Dels orienteringen udadtil og dels den initierede faglige debat.

Og der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er den sidste funktion, vi har hæftet os mest ved. Hvis det nye tidsskrift bliver en realitet, betyder det bl. a., at vi med endnu bedre samvittighed end før kan hellige os den faglige side af sagen.

Noget andet er så, at vi har planer om at søge at give debatten i dmt en bredere faglig basis - bl. a. ved i større omfang at inddrage ældre musik sideløbende med orienteringen om den nye. Således arbejdes der i øjeblikket på en reorganisation af redaktionskomitéen med dette formål for øje.

Ny tendens

Dette nummer af dmt beskæftiger sig bl. a. med den såkaldte »ny enkelhed«, som i den seneste tid er begyndt at gøre sig gældende som strømning i den hjemlige musik. Begrebet er især blevet brugt i forbindelse med værker af Henning Christiansen, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, og det er om dem Poul Nielsens bidrag handler. Endvidere belyses et enkelt »nyenkelt« værk, nemlig Ib Nørholms »Strofer og marker« af Svend Erik Werner.

I den forbindelse er der måske grund til at understrege, at der med den nye enkelhed ikke synes at være tale om nogen stilretning i strengere forstand. De tre komponister står for indbyrdes meget afvigende stilholdninger og selve begrebet står således snarere for en tendens end for en stil. Og tendensen genfindes hos den svenske komponist Jan W. Morthenson, som Ove Nordwall introducerer sammen med en anden svensk komponist, nemlig Sven Erik Back.

Iøvrigt udgår Musikpædagogen i dette nummer på grund af redaktørens amerikarejse. I stedet bringer vi et par artikler som behandler musikundervisning på forskellige niveauer. Mogens Heimann skriver om »musikanalyse«, det nye fag i konservatorie-undervisningen, og Gerda Alexander fortæller om Emile Jaques-Dalcroze, der er en af moderne musikpædagogiks store pionerer.

Årgang 41/1966, nr. 05