Nørholms »Strofer og marker«

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 05 - side 143-144

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Sven Erik Werner:

Nørholms »Strofer og marker«

I tilknytning til Poul Nielsens betragtninger over »den ny enkelhed« bringer vi her en præsentation af Ib Nørholms klaverværk »Strofer og marker«, som lige er kommet på plade med Elisabeth Klein (ASA L 101).

Ib Nørholms fjorgamle klaverværk Strofer og marker foreligger nu indspillet på grammofon af Elisabeth Klein, der også holdt det over dåben ved en DUT-koncert i dette forår og siden har optrådt med det flere gange, både herhjemme og i udlandet.

Det er efterhånden ikke få slag, denne udmærkede pianistinde har slået for hjemlig og udenlandsk avantgarde. Hendes udførelse af Strofer og marker er yderst kompetent og præget af en indlevelse, der røber lang tids beskæftigelse med dette stofområde. Hun gør sobert rede for værkets nuancerede følelsesregister og afdækker både dets lyriske og humoristiske kvaliteter. Hendes tonefald er måske nok vel nøgternt, men det klæder i grunden Nørholms musik - som så megen anden ny musik - blot at blive lagt frem uden større pianistiske tirader.

Det er med andre ord et prisværdigt initiativ, der her er taget, og det mest glædelige ved det er, at værket bliver tilgængeligt for en større offentlighed, mens det endnu er aktuelt, d.v.s. mens det endnu reflekterer et stadium af Nørholms øjeblikkelige udvikling.

Strofer og marker hører til den lille, men vægtige gruppe »trods«-værker, der har set dagens lys herhjemme inden for de sidste par år. Der er tale om arbejder, der i relation mod den evindelige serialisme afsøger horisonten endnu en gang for nye kompositoriske ståsteder. Foruden Ib Nørholm har foreløbig Henning Christiansen og Pelle Gudmundsen-Holmgren ladet høre fra sig i utvetydige vendinger. Fælles for dem er for så vidt kun det negative: tvivlen på konstruktivismens fortsatte anvendelighed som informationsmedium. Denne tvivl har naturligt nok hos dem alle tre givet sig udtryk i en radikalt forenklet skrivemåde - »man må acceptere simpliciteten«, hedder det nu - men det må ikke forlede nogen til at tro, at vi står over for en sluttet falanks, der mener at have forpagtet den musikalske fremtid. Tværtimod har deres søgen ført dem ad vidt forskellige veje - sml. f. eks. Hans-Jørgen Nielsens artikel om Henning Christiansens Perceptive Constructions (dmt 1965, 7) med Pelle Gudmundsen-Holmgrens redegørelse for sine Repriser (dmt 1966, 2) - og det æstetiske dilemma og rådvildheden er naturligvis ikke bortelimineret, ja er vel snarere blevet yderligere accentueret.

Strofer og marker adskiller sig fra de nævnte kompositioner ved at være et fra komponistens hånd færdigformuleret kunstnerisk hele, et værk i traditionel forstand. Det består af 2 X 6 satser, 2 selvstændige cykler, der kan opføres hver for sig, men - som Nørholm selv understreger - »står i et så nøje samhørighedsforhold, at de kun tilsammen belyser den formelle side af komponistens intention«. Det musikalske materiale i 1. cyklus' satser genfindes nemlig i 2. cyklus i en art komplementære metamorfoseformer, således at 6. sats i 1. cyklus modsvares af 1. sats i 2. cyklus, 5. sats i 1. cyklus af 2. sats i 2. cyklus o.s.v. Der er ikke tale om noget strengt gennemført spejlingsprincip, men om en frit disponeret dobbelt belysning af det musikalske stof. Som eksempler på komplementærforholdet mellem de to cykler nævner Nørholm selv det melodiske: en diatonisk sats over for en kromatisk, tempoet: hurtig over for langsom, registerbeliggenhed: høj - dyb, og rækkefølge: først - sidst.

Dette signalement er ikke ganske præcist, for det kunne få det til at se ud som om 1. cyklus udøver et formelt og stofligt primat i forhold til 2. cyklus, og det er ikke tilfældet. Værkets hele disposition er udsprunget af en rent rumlig formforestilling, i hvilken de to cykler er jævnbyrdige, komplementære størrelser:

- en formidé, der jo på sin vis forrådes både af en opførelse og af en gennemgang af værket, al den stund disse initiativer nødvendigvis må udfolde sig i tid.

For at give læseren en lidt mere detaljeret forestilling om, i hvad retning Nørholms tanker går, viser nodeeksemplerne karakteristiske eksempler på værkets komplementaritetsforhold.

Som den årvågne læser for længst vil have opdaget, er Strofer og marker kendetegnet af en dualisme, der udfolder sig i flere planer, formelt, stofligt og stilistisk: »Der er tale om et forsøg på at skabe en komplementær form af indiskutabel eentydighed ved at lade de samme musikalske ideer fremtræde i to »modsatte« skikkelser«. Titlen er således ingen lyrisk mystifikation, men en nøgtern og præcis indholdskarakteristik. Med Nørholms egne ord: »Titlen hentyder til de to hovedtyper af satser, der forekommer i begge cyklerne men ordlyden er tillige valgt med henblik på de associationer, der knytter sig til de to ord«.

Her får vi nøglen ikke blot til værkets formelle struktur, men også til forståelsen af dets stilistiske egenart. Associationerne kan tage nogenlunde denne retning: strofer - det kunstfærdige, bundne, måske også det lukkede, det golde og ufri; marker - det åbne og fantasifulde, det frodige og perspektivrige. Nørholm arbejder altså også stilistisk i komplementære planer: det ene bevidst banalt og klichéfyldt, det andet frisk og opfindsomt - ret beset måske ikke mindre klichéfyldt (hvem komponerer i dag andet end klicheer?), men i den givne sammenhæng dog af væsentlig større informationsfylde end det første. Disse to stillag sættes op mod hinanden, både storformalt og i detaljen, uformidlet side om side. Værkets stilistiske særpræg beror på denne sammenstilling, denne konfrontation af uforligelige størrelser. I eks. 3 illustreres dette: Som det ses, optræder den samme musikalske idé i en diatonisk og en kromatisk skikkelse. Nørholm omtolker her C-rækken (a) til Cis-rækken (b) og opnår derved en art fremmedgørelse af det næsten pinligt intetsigende materiale, en proces der aftvinger det overraskende nye udtrykskvaliteter. Og ikke nok med det: det oprindeligt banale får pludselig også mening - selv i klicheen ligger der muligheder for den, der kan se dem og forstår at belyse dem rigtigt.

Den subtile sammenstilling af bevidst banalitet og knivskarp intellektualisme kender vi jo i forvejen fra collagen. Imidlertid er Strofer og marker netop ikke collage. Det forunderlige og stærke ved Nørholms værk er, at den valgte synsvinkel gør det muligt for ham at benytte flosklerne med deres fulde pålydende

(fortsættes side 167)

Eks. l: Øverst 1. linie, 1. sats, l cyklus; nederst sidste 1 1/2 linie, 6. sats, II cyklus. -Eks. II: Øverst 1. linie, 2. sats, l cyklus; nederst sidste linie, 5. sats, II cyklus. - Eks. Ill: Øverst første tre takter, 5. sats, l cyklus; nederst første 3 takter, 2. sats, II cyklus.

Årgang 41/1966, nr. 05