Konservatoriet - udviklingens brændpunkt

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 07 - side 211-213

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ÅRHUS-MUSIK

Tage Nielsen:

Konservatoriet - udviklingens brændpunkt

Tage Nielsen er direktør for Det jyske Musikkonservatorium i Århus, og han har været en central figur i det meget frugtbare miljø, der er vokset op omkring ny musik i Århus. Vi aftrykker her hans tale ved årsafslutningen, som antyder hans opfattelse af et konservatoriums funktioner.

Hvis man kan få lov til at se på, hvordan Gustav Mahler binder sit slips, kan man derved lære mere kontrapunkt, end man kan på konservatoriet i 3. år, sagde Arnold Schönberg engang til sine to mest berømte privatelever Alban Berg og Anton Webern. Denne spøgefulde bemærkning indeholder bl. a. en alvorlig despekt for konservatorieundervisningen, eller konservatorieånden skulle man måske sige. Og en sådan despekt er som bekendt ikke noget helt sjældent fænomen.

Lad mig blot nævne et enkelt supplerende eksempel: det er en yndet sport at fremdrage listen over de komponister, som gennem tiderne har fået Pariser-konservatoriets fornemste udmærkelse, den såkaldte Prix de Rome, og gøre sig lystig over de kuriøse udeladelser, man der finder - blandt andre Maurice Ravel, som jo i flere omgange var en ihærdig, men forsmået bejler til prisen.

Hvad man hyppigt dadler konservatorierne for - og det hvad enten kritikken har aktuelt sigte eller tilbagevirkende kraft - er deres mangel på føling med de centrale rørelser i samtiden. Og dermed er det som regel den skabende side af konservatorieuddannelsen, der må stå for skud, altså kompositionsuddannelsen og den videregående teoretiske skoling.

Dette fænomen er jo særdeles velkendt også fra en anden kunstnerisk uddannelse, jeg tænker på den akademiske skoling af malere og billedhuggere. Men ser vi på vor egen situation, som den i øjeblikket tegner sig, vil jeg påstå, at det snarere er fortolkningsfagene, altså sang- og instrumentalundervisningen, man må sigte på, hvis man vil anklage konservatorierne for ikke at være tilstrækkeligt samtidsbevidste.

Ganske vist kan der for ny musik her ved konservatoriet spores noget der kan aflæses direkte af vore koncertprogrammer. Men vi må erkende, at det endnu ikke har været muligt for os at etablere et mere systematisk pædagogisk arbejde med den nutidige musik, hverken i hovedfagsundervisningen eller i de teoretiske og historiske hjælpediscipliner.

Nu må det selvfølgelig indrømmes, at vore vilkår er vanskeligere. Tabet af en homogen musikkultur - et tab, hvis rødder spores helt tilbage til den begyndende barok med dens skelnen mellem stile antico og stile moderno, er jo for længst uigenkaldeligt. Vi lever i en historismens tidsalder, hvor koncertrepertoiret overvejende består i en bugnende opdækning af mesterværker fra flere århundreders musik.

Set ud fra en tilspidset ideel synsvinkel kunne der måske være grund til at beklage denne udvikling; men det ville naturligvis være ganske absurd. Vi må tværtimod reagere positivt på situationen, vi må på konservatorierne møde udfordringen fra det moderne musikliv med dets levende interesse ikke bare for det gængse koncertrepertoire, men også for grænseområder, som f. eks. middelalderens og renæssancens musik. Men samtidig må det umiddelbart være klart, at følgerne bliver katastrofale, om vi af den grund svigter samtidskunsten. På dette felt ligger, så vidt jeg kan se, en af vore allermest påtrængende pædagogiske opgaver.

Inden jeg går ind på, hvordan denne sag i første omgang kunne tænkes grebet an, skal jeg kort præcisere, hvad der i denne forbindelse menes med begrebet ny musik, en sådan præcisering er vist ikke helt så overflødig, som man umiddelbart skulle synes.

Der sigtes hermed til begge de hovedstrømninger, som den nutidige musik med en noget grov forenkling kan siges at omfatte. Altså den retning, hvor et umiddelbart forhold ti! traditionen gør sig gældende, og som repræsenteres af komponister som Sjostakovitj, Britten og Holmboe, for at nævne tre af de største navne. Og den strømning, der bl. a. betegnes som avanceret musik, avantgardemusik, eller, som jeg så forleden, sekterisk modernisme.

Ingen af disse betegnelser er særlig heldige, navnlig ikke den sidste. I hvert fald må man sige, at denne påståede sekt har opnået et ganske anseligt medlemstal, den tæller nemlig så at sige hele den yngre komponistgeneration, og det fra alverdens lande.

Man ser undertiden denne musik karakteriseret som forbløffende konform og dermed næsten blottet for regionale eller personalstilistiske ejendommeligheder. En sådan påstand må nu nok siges at være baseret på et noget overfladisk kendskab til sagerne. Efter bare en nødtørftig orientering er det vist svært at forveksle f. eks. en Stockhausen med en John Cage eller en Boulez med en Blomdahl, ligesom der tør siges at være temmeligt iørefaldende forskelle mellem f. eks. den polske, den italienske og den svenske skole.

Det er desuden en udbredt mening, at disse nye strømninger betegner en frygtelig dekadence, ja, ligefrem pervertering af musikkens kunst. Man ser jo altid på sin samtid gennem nærsynede briller, og ingen kan med fuld sikkerhed skelne, hvad der er centralt, og hvad der er perifert

I hvert fald fritager formodninger af denne art os ikke for nøjere at beskæftige os med fænomenerne for derigennem at få et grundlag for en virkelig personlig stillingtagen. Thi det er naturligvis lige så farligt blindt at kaste sig i armene på alt, hvad der er nyt, som det er at forkaste hele kunstretninger på basis af et spredt og mere eller mindre tilfældigt kendskab til deres produkter.

Men hvorledes bringe et repræsentativt udsnit af nu-tidsmusikken ind i konservatorieundervisningen?

Vi må umiddelbart erkende, at det er en så krævende opgave, at vi ikke i fuldt omfang kan løse den ved egen hjælp. Jeg tror imidlertid, at løsningen ligger nogenlunde nær for hånden.

I den betænkning, som danner grundlaget for den nu færdigtudarbejdede nye studieplan, peger musikkommissionen på ønskeligheden af, at der på konservatorierne afholdes såkaldte mesterkurser, d.v.s. videregående kurser, som bl. a. kan være helliget mere specielle musikalske områder. Undervisningen tænkes her varetaget af lærerkræfter, som er særligt sagkyndige på de pågældende felter, og som i mange tilfælde må hentes udefra.

Det må synes naturligt at organisere arbejdet med vor tids musik inden for disse rammer. Eksempelvis kan man tænke sig, at konservatoriets klaverelever, eller i hvert fald de mere fremskredne af dem, frigøres fra den normale undervisning i en periode for at følge et sådant mesterkursus omkring problemerne i den nyeste klavermusik.

Sideløbende hermed må vi i undervisningen i de teoretiske og historiske fag hellige de nye musikalske strømninger en mere indgående behandling, end det hidtil har været tilfældet. Og også her vil det være påkrævet at gøre brug af lærerkræfter uden for konservatoriet, fremtrædende komponister, musikforskere o. a.

På vort nuværende budget er der optaget en mindre bevilling med henblik på en sådan særlig undervisning, således at vi allerede i det kommende år så småt kan komme i gang. Men til den intensivering af arbejdet, som er uomgængelig, kræves der væsentlig større bevillinger, ikke mindst fordi det tit vil være nødvendigt at indkalde fremragende udenlandske kunstnere til at varetage undervisningen på de nævnte mesterkurser.

Man må så håbe, at de bevilgende myndigheder vil vise disse synspunkter forståelse og huske på, at sådanne bevillinger jo er for småpenge at regne sammenlignet med, hvad der ofres på at holde f. eks. de højere tekniske uddannelser a jour med udviklingen.

Der er adskillige kløfter i det aktuelle musikliv. Den, man taler mest om, er vel nok kløften mellem publikum og den nye musik. Og den er naturligvis alvorlig. Men det må ikke glemmes, at det altid har været et eksklusivt anliggende at være med fremme i kunstens frontlinje. Og mon situationen i dag er så mørk, som den ofte gøres til?

Der synes at være en ægte optagethed af de nye strømninger hos slet ikke så ringe en del af det musikalske publikum, det gælder naturligvis navnlig de yngre aldersklasser.

Alvorligere, tror jeg, er den kløft, som findes mellem mange fagmusikere og den nyeste musik. Det er let at få øje på hovedårsagerne til dette skisma.

Det må tit være vanskeligt for en orkestermusiker at fatte sin rolle i et kompliceret moderne værk, at fornemme sin betydning i helheden. Dertil kommer, at megen ny musik stiller store og helt uvante krav til den udøvende og derved komplicerer hans arbejde. Men hvis vi ikke i konservatorieundervisningen gør et helhjertet forsøg på at fremme de vordende musikeres forståelse for samtidens musik, vil denne kløft næppe kunne mindskes; tværtimod, den vil blive stadig dybere og mere uoverstigelig.

I denne forbindelse vil jeg gerne omtale et eksperiment, som har været foretaget i kompositionsundervisning i løbet af det netop afsluttede undervisningsår på Det jyske Musikkonservatorium. Under ledelse af konservatoriets kompositionslærer Per Nørgård og kapelmester Per Dreier har der været arrangeret en række såkaldte værkstedskoncerter, hvor Aarhus By-Orkester har medvirket

Ideen med disse koncerter har først og fremmest været den at effektivisere kompositionsundervisningen ved at give de unge komponister lejlighed til at høre deres partiturer realiseret af et professionelt orkester, altså en slags anskuelsesundervisning. Men derudover tror jeg, at koncerterne som biprodukt har haft et beskedent bidrag til en tilnærmelse mellem musiker og komponist.

En sådan direkte konfrontation af de to parter skulle nemlig have mulighed for at fremme den gensidige respekt - og hermed er der måske skabt et udgangspunkt også for en gensidig forståelse.

Som et andet eksempel på, at det inden for de skabende fag ikke står helt sløjt til i spørgsmålet om at drage nye fænomener ind i konservatorieuddannelsen, vil jeg desuden nævne et kursus i elektrofoni, som i foråret har været afholdt for vore kompositions- og teoristuderende under ledelse af docent Bent Lorentzen.

Det er første gang i Danmark, at der er gjort et alvorligt forsøg på at etablere en indføring i dette nye musikalske medium. Forsøget faldt heldigt ud, hvilket foruden Bent Lorentzens store indsats skyldes et overordentlig positivt samarbejde med Århus Teknikum, som stillede lokaler og apparatur til rådighed og desuden ydede teknisk bistand.

Som allerede antydet i det foregående, er det naturligvis ikke meningen ,at en forøget indsats for nutids-musikken i konservatorieuddannelsen skal bevirke, at traditionerne kastes over bord.

Tværtimod tror jeg, at den i en vis forstand vil betyde en styrkelse af det traditionelle element. Helt til bunds forstår man nemlig kun fortidens musik, når man oplever den og tilegner sig den i lyset af sin egen tid. Og samtidig vil en sådan indsats medvirke til at gøre konservatoriet til et vitalt led af musiklivet - til et af udviklingens brændpunkter.

Årgang 41/1966, nr. 07