Musikpædagogisk grundforskning

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 07 - side 206-207

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Bengt Franzén & Arnold Bentley:

Musikpædagogisk grundforskning

Bengt Franzén, Kungliga Musikhögskolans nye direktør, og Arnold Bentley, senior lecturer i musikpædagogik ved University of Reading i England, har her opstillet en liste over mulige emner i forbindelse med en eventuel musikpædagogisk grundforskning.

Med udspring i de diskussioner om forskning i musikopdragelsens problemer, som fandt sted under det internationale seminar, der afholdtes i Ann Arbor, Michigan, USA fra 8.-18. august 1966, blev denne opstillings forfattere anmodet om at tilvejebringe en liste over mål for en forskning omkring musikopdragelsens problemer. Eftersom tiden var forholdsvis kort blev der ikke gjort noget forsøg på at opstille emnelister for alle områder.

Den musikalske opfattelsesevne

1. Absolut gehør. Hvordan får man det? Hvornår? Kan det læres? Der findes en rig litteratur om dette emne, men til dato kendes svarene ikke. Hvis der kunne findes en måde at lære børn absolut gehør på, ville de fleste sang-fra-bladet-problemer kunne løses.

2. Hvilke faktorer er involveret i evnen til at læse noder?

3. Studier af virkningen af forskellige lytteholdninger. For eksempel:

a) Lytten til musik med delvis opmærksomhed, som i teatret, i biografen, foran TV-skærmen. Hvor effektiv er denne holdning som et middel til at blive bekendt med og til at blive fortrolig med musikkens værker? (Spørg Dem selv: lytter De aldrig til musik under sådanne omstændigheder, at De under musiklytningen er beskæftiget med andet gøremål?)

b) »Mætheds«lytning, d.v.s. dette at en begrænset mængde musik påhøres så tit, at man er fuldstændig fortrolig med den, i modsætning til den engangs- eller togangslytning, som almindeligligvis praktiseres i klasseværelset, undervisningsrummet. Repertoiret ville blive begrænset, men ville sådant dybdestudium give kompensation for denne begrænsning i elevernes musikopdragelse?

c) Musiklytten med partitur. Hvad sker der, hvis eleven ikke allerede er velbevandret i nodelæsning, således som det ofte ikke er tilfældet i klasseværelset? Afleder den visuelle faktor, som partiturlæsningen er, fra at lytte efter musikken, idet man »mister stedet«, prøver at finde det igen eller giver op i frygt for aldrig nogensinde at finde det? Hvis den visuelle faktor skal benyttes over for børn, der er utrænede i nodelæsning, eller blot i at følge med i en notation, ville da enklere visuelle diagrammer resultere i større opmærksomhed over for og forståelse af den hørte musik?

d) Indlæring under søvn. Hvilken slags opmærksomhed er det? Kunne det hjælpe indlæringen af (i) absolut gehør, (ii) af intervaller eller (iii) kan det skabe en gunstig holdning til de musikalske frembringelser i et ubekendt tonesprog, som kunne blive afvist i vågen stand med fuld bevidsthed?

4. Studiet af børns reaktioner på forskellige kompositions-stilarter. Eine kleine Nachtmusik kunne for et mindre og musikalsk uerfarent barn ved en første overhøring meget vel virke lige så forvirret og usammenhængende en lydmasse, som et værk af Stockhausen eller Boulez. Hvilken sandsynlighed kan vi opdage vedrørende dette problem? Barnet eller den musikalske begynder hører og former sig ved førstegangshøringen et indtryk af helheden, lydmassen. Det er gennem efterfølgende overhøringer han skelner flere detaljer, d.v.s. bliver mere analytisk. Hvis han modtager lydmassen i vor tids avantgarde-musik med et lige så opladt sind som han modtager den såkaldte klassiske musiks, må vi nødvendigvis revidere vore ideer om, hvad vi antager er passende musik for børn og af hvorledes vi leder hans udvikling videre. Mange mennesker har meninger om disse problemer, men vi behøver mere end mening, vi må have vished gennem nøje planlagte og omhyggeligt gennemførte forskningsforsøg, førend vi er i stand til at fremsætte nogen begrundet konklusion.

5. Hvilke er - med den nyeste musik i tankerne - musikalsk uerfarne børns uprovokerede reaktioner på forskellige intervaller fra konsonanterne (oktaver, kvinter, etc.) til dissonanserne (lille sekund, stor septim, lille none etc.)?

Måling af musikalske egenskaber

6. Måling af musikalske egenskaber (eller færdigheder, talenter etc.). Meget er allerede gjort af Seashore, Wing og m. a. Dersom vi kunne måle blot nogle musikalske evner pålideligt, hvor meget ville vi så vide om de disponible tests?

7. Kan vi afdække stadier af motivering for at tilegne sig bestemte musikalske færdigheder? Sammenlign grader af motivering for at lære at læse og at regne!

8. På ethvert alderstrin er der en enorm bredde i muligheden for tilstedeværelsen af musikalske evner. Ville det være nogen fordel for såvel den mest velegnede som for den mindst velegnede, dersom vi kunne regulere børns adgang til musik?

9. Er der særlige evner angående nedskrivning af musik, som vi kunne opdage og måle (for at undgå det enorme spild af tid, der sker under den nu ofte anvendte metode ('trial and error') i særdeleshed, når denne nedskrivning kombinerer lydindtryk, som f. eks. i harmoni og kontrapunkt?

Indlæring

10. Solmisationsstavelser arbejder for interpretationen af musik, som er tonikabundet. Har det også betydning for musik, som ikke er tonikabundet? Hvis ikke, hvordan kan vi da modificere systemet? (Dette er et praktisk problem fordi jo tidligere vi indlærer intervaller jo bedre - og fordi indlæring af intervaller, via solfege eller på anden måde fuldtud afhænger af vor hukommelse for lyd))

11. Tonehukommelse. At tilbagekalde sig erindrindringen om kortere tonale melodier er let ( i den vestlige musikkultur). Tonalitetsfornemmelsen synes at være nogenlunde sikker i 7-8 års alderen, om ikke før. Hvordan er det med at huske ikke-tonale melodier? Ville børn, dersom de hørte dem ofte nok, let genkalde sig dem? Hvis ikke, hvad er da problemet? Er der noget fysiologisk eller biologisk fundamentalt i tonal spænding og afspænding? Dette er et problem, der vedrører børnehaven og børnehaveklasserne, som beskæftiger sig med børnene før en fornemmelse hos børnene for den vestlige musikkulturs tonalitetsforhold er blevet altfor stærk.

12. Barnestemmen.

a) Hvad er børnestemmens naturlige, ubesværede omfang? Der synes at være en forskel i toneområde når barnet traller frit, alene og uobserveret, og når det synger en melodi, alene eller sammen med andre.

b) Stemmeøvelser. Anvendes de over for børn? Hvis ikke, hvorfor da ikke? Er kvaliteten af sang steget eller dalet? Kunne vi, dersom vi anvendte egnet og enkel teknik, forbedre klangen af meget små børns sangstemmer?

c) Hvad skal vi gøre med 'brummere'?

13. Øjenbevægelsen under nodelæsning. Hvor store skal noder være, (og hvor stor afstand skal der være mellem linjerne i nodesystemet) for at nodebilledet er optimalt i forhold til et givet alderstrin?

14. Hvilken forudgående forberedelse skal børn have, førend de kan gå i gang med problemerne omkring notationens symboler?

15. Programmeret indlæring og indlæringsmaskiner. Hvorledes kan disse hjælpe i udviklingen af de musikalske evner og/eller den musikalske hukommelse?

16. Rytme. Nogle mennesker hævder at børn fra et meget tidligt tidspunkt bør indføres i vekslende og uregelmæssige taktarter (f. eks. 3 slag i en takt, 7 i den næste, 4, 11 o.s.v.). Dette kan være en naturlig reaktion mod den fire-delte rytmes dominans. Skal vi begynde med det regulære for senere at bevæge os mod det irregulære, og hvis vi gør det, på hvilke trin skal vi da gå fra det ene til det andet? Eller skulle vi snarere gå den modsatte vej? At bevare sådanne spørgsmål kræver udsagn fra omhyggeligt kontrollerede forsøg, ikke blot en mening.

17. Man bør studere den terapeutiske værdi af hørelæren og nodelæsningen, som er meget lettere at lære end at lære modersmålets bogstavsymboler.

18. En konstant og kontinuerlig gennemført forsøgsrække er nødvendig for på den bedste måde at udnytte de nyudviklede elektroniske og andre hjælpemidler i forhold til musikopdragelsen.

oversat af Henning Bro Rasmussen

Årgang 41/1966, nr. 07