Musikpædagogisk principdebat

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 07 - side 197-197

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

LEDERE

Musikpædagogisk principdebat

Ved University of Michigan i USA afholdtes i august et seminar om uddannelsen af musiklærere og -pædagoger. Seminaret resulterede bl. a. i en resolution, hvis andet punkt har denne ordlyd: »Eftersom barneårene repræsenterer en kritisk fase i musikalitetens udvikling, anbefaler vi, at hvert land planlægger en progressiv musikpædagogisk udvikling for alle børn fra børnehaven til den obligatoriske skolegangs slutning.«

Og det lyder jo meget smukt og rigtigt. Men helt så enkelt er det ikke. Hvilke principper skal man nemlig lægge til grund for en sådan planlægning?

Her skilles vandene. Og hensigten med dette musikpædagogiske nummer er bl. a. at bidrage til en sådan principdebat.

David P. Mc Allester's artikel behandler således problemet om, hvad der egentlig er musikpædagogikkens genstand: Er genstanden bare den såkaldt »seriøse« musik — eller bør den være musikken i det hele taget, altså f. eks. også pigtrådsmusikken? Mc Allester taler stærkt for det sidste, og hans ræsonnement opviser sympatiske paralleller til Bengt Nermans artikel om demokratiets kultursyn i dmt's popnummer (4:66).

Et andet vitalt problem i forbindelse med musikpædagogikkens målsætning er metodeproblemet: Hvilke metoder er det rimeligst at benytte ved musikundervisning? Problemet behandles af Siegfried Borris og — med et mere specielt sigte — af L. Daniel. Især Borris' artikel er tankevækkende. Hans opgør med traditionen svarer på mange måder til det der skete, da den såkaldte »nykritik« vandt indpas i skolernes danskundervisning. Ligesom dér er der tale om en afstandtagen fra metoder, man kunne kalde »atomistiske«, til fordel for metoder, som tager sigte på oplevelsen af struktur.

I tilknytning til disse artikler skriver Henning Bro Rasmussen om et spændende amerikansk eksperiment med at lade skoler adoptere en nutidig komponist for at brede vej for forståelsen af ny musik — det så man gerne prøvet her i landet. Og endelig er der en oversigt af Bengt Franzén og Arnold Bentley, som forsøger at formulere mulige problemkredse for den musikpædagogiske grundforskning, som er en uomgængelig nødvendighed for en eventuel planlægning.

Årgang 41/1966, nr. 07