Ny Århus-musik

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 07 - side 214-215

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ingolf Gabold:

Ny Århus-musik

Den unge komponist Ingolf Gabold skriver her i forlængelse af Tage Nielsens artikel om kompositionsundervisningen i Århus. Han tager sit udgangspunkt i den koncert med ny Århus-musik, som for nylig fandt sted i København under DUTs auspicier.

For kort tid siden havde det københavnske musikpublikum lejlighed til at overvære en koncert i Kunstakademiets festsal, hvor der opførtes værker af unge Århus-komponister.

Det drejede sig om kompositioner af Ole Buch (Fioriture for fløjte og klaver), Bent Lorentzen (Komposition for klaver og lys), Tage Nielsen (Varianter for alt-fløjte samt to nocturnor for klaver), Tom Prohn (Anekdote for fløjte og klaver) og Karl Åge Rasmussen (Cantata da Camera for fløjte, viola, cello og alt-sangerinde).

Der blev altså præsenteret værker af i alt fem komponister fra Århus (og så manglede der endda et par komponister), hvilket må siges at være et imponerende opbud af skabende kræfter, fra et så forholdsvis snævert miljø som Det jydske Musikkonservatorium, hvortil samtlige fem komponister har tilknytning.

Hvor ligger forklaringen på at et af landets konservatorier pludselig kan fremvise en sådan frodighed på det kompositoriske område?

Svaret er ét: En bevidst aktivitet gående ud på at sikre sig de bedste lærerkræfter, samt den økonomi der er fornøden, når studieplanerne skal realiseres.

Hovedpersonen i disse bestræbelser er uden tvivl Det jydske Musikkonservatoriums direktør, komponisten Tage Nielsen, der, som det måske huskes af en del læsere, med lynets hast sikrede sig komponisten Per Nørgård som lærer i komposition, efter dennes omdiskuterede brud med Det kgl. danske Musikkonservatorium i København sidste forår. Tage Nielsen traf her en disposition, som svarer til de bestræbelser andre århusianske kultur-personligheder gør sig til talsmænd for, nemlig en kamp mod en centralisering af kulturlivet i København.

Nu er det selvfølgelig ikke nok bare at sikre sig en kompositionslærer, de studerende skal mere end blot drøfte deres problemer med en ældre erfaren komponist. To andre ting er af stor vigtighed i den kompositoriske uddannelse, nemlig en bred orientering i
samtidsmusikken og derudover, at eleven får et vist praktisk forhold til de ting, han arbejder med ved klaveret eller skrivebordet.

Det første punkt er blevet dækket, idet Per Nørgård sidste år holdt forelæsninger over hovedværker i musikken fra Wagner til anden verdenskrig og i år fortsætter med gennemgang af værker komponeret efter anden verdenskrig.

Det andet punkt er vanskelige at gennemføre, idet der her kræves økonomiske bevillinger, men intet er åbenbart umuligt for Det jydske Musikkonservatorium; dmts læsere er allerede i et tidligere nummer blevet orienteret om det kursus i elektrofoni der afholdtes i samarbejde med Århus Teknikum.

En anden ting som stod på de kompositionsstuderendes ønskeseddel blev også realiseret, nemlig de såkaldte værkstedskoncerter, hvor de studerende fik lejlighed til at høre egne orkesterværker. Dette blev muliggjort gennem et samarbejde mellem konservatoriet, Århus byorkester og Danmarks Radio, og financieret af sidstnævnte institution, der simpelthen havde købt Århus byorkester til formålet, for gennem radioudsendelser at kunne orientere publikum om, hvordan kompositionsstuderende arbejder.

Når til alt dette lægges, at Århus har startet sit eget Unge Tonekunstnere vil det sikkert ikke undre læserne, at en koncert med værker af fem komponister fra et Århus-miljø kan realiseres.

Hvordan er da dette miljø omkring Det jydske Musikkonservatorium, der i alt tæller ni komponister (heraf tre lærere ved konservatoriet, nemlig: Bent Lorentzen, Tage Nielsen og Per Nørgård)? Tage Nielsen der som konservatoriets direktør er et naturligt midtpunkt i dette miljø er allerede nævnt; Bent Lorentzen har sin store del af ansvaret overfor de kompositionsstuderende, idet han som lærer i instrumentation bibringer de studerende mulighed for at realisere deres ideer i toner; endelig står det tilbage at nævne Per Nørgård, der, som eneste lærer i komposition, udøver den stærkeste påvirkning. For at karakterisere Per Nørgårds undervisningsmetode er det for mig relevant at sætte et lighedstegn mellem Per Nørgård som komponist og som pædagog. Med værker der går fra den mest gennemførte serialisme (Fragment VI for orkester og Prisme) til det »Pop'ede« i værker som Den unge mand skal giftes, Dommen og Babel, indtager Per Nørgård en kompositorisk holdning, der må betegnes som åben indtil det forvirrende.

Denne holdning har naturligvis både en styrke og en svaghed i det pædagogiske aspekt; en styrke - fordi den sætter pædagogen i stand til at møde elevens frembringelser med den åbenhed et andet menneskes meninger har krav på — en svaghed — fordi pædagogens æstetiske orientering er så åben, at eleven kun vanskeligt kan finde et æstetisk ståsted i forhold til læreren. Herved tvinges eleven til en dialog med sig selv om æstetiske problemer, der kan forstyrre den sikkerhed og ro, der er forudsætningen for læreårenes nødvendige, primære koncentration om selve det kompositionstekniske.

Med andre ord: Per Nørgård yder som lærer, når det drejer sig om æstetiske spørgsmål, en udfordring til selvudfordring.

Hvad fik publikum nu at høre ved den før nævnte koncert? Om de tre arbejder af Buch, Prehn og Karl Åge Rasmussen kan det med det samme fastslås, at der ikke var tale om nogen skoledannelse, noget program eller bekendelse til en bestemt æstetisk observans.

Komponisterne Tage Nielsen og Bent Lorentsen er så etablerede som komponister, at der ikke er nogen grund til at tage stilling til deres værker i denne sammenhæng.

Ole Buch og Tom Prehn viste med deres værker, Fioriture og Anekdote (begge værker for samme besætning: Fløjte og klaver), en forholdsvis stor tilknytning til den efterhånden grå masse af nutidig midteuropæisk musik. Mest markant i denne sammenhæng forekom Ole Buch, der i sit værk indtog en næsten rituel holdning til tidens virkemidler: en cluster-klang i klaverets høje register udløste for et kort øjeblik et skift fra stor fløjte til piccolo, og et andet sted i værket lod en vedholdende kvart i klaveret hånt om publikums krav til ustandseligt variation i det musikalske materiale. Er Buch med denne gestiske atitude ved at gøre op med Webern-Nachfolges æstetik? Karl Åge Rasmussen tegnede sig efter min mening for aftenens mest helstøbte værk, hans Cantate viste et smukt mådehold i en tid, hvor der skrives alt for mange noder.

Årgang 41/1966, nr. 07