At synge fra bladet

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 07 - side 208-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

L. Daniel:

At synge fra bladet

Den tjekkoslovakiske musikpædagog L. Daniel har for nylig demonstreret sin metode på en række danske seminarier. Er det virkelig vanskeligt at synge fra bladet — eller har vi blot gjort det vanskeligt? spørger han.

Prima-vista sangen er en musikpædagogisk disciplin, i hvilken man længe har søgt en pædagogisk farbar vej til at lære eleven at synge fra bladet. På trods af alle anstrengelser er det ikke blevet lettere at synge fra bladet, tværtimod, mange mener, at det forudsætter næsten usædvanlig dygtighed.

Hensigten med denne artikel er at bevise det modsatte, nemlig at sang efter noder slet ikke er så svært, og at det er en færdighed, som de, der kan synge melodier efter gehør, har forudsætning for at lære. Det øvrige er mest teoretisk viden, hvilken ingen har bestridt, og øvelse. Anderledes udtrykt, så er det at kunne læse noder lige så godt som almindelig skrift blot et spørgsmål om lid og tålmodighed.

Det antages almindeligvis, at de melodier, der udelukkende består af sekunder er de letteste. Ligeledes frembyder primer, der som bekendt er vanskeligere, ingen uovervindelige vanskeligheder. Det er i hvert fald intet stort pædagogisk problem at tilegne sig en sådan melodi ved anvendelse af solfege:

Hvis vi indfører eleven i den rigtige toneart (f. eks. ved at spille D-dur kadencen for ham på klaveret) og angiver begyndelsestonen, er nodeskriftens anskuelighed tilstrækkelig til, at han kan aflæse melodiens rigtige forløb. Den tonale fornemmelse lader ikke eleven synge nogen skalafremmet tone (f. eks. f eller gis), selv om han ikke kender nodenavnene og tonearterne. Fald og stigning inden for rammerne af en angivet toneart vil selv en begynder snart beherske i så høj grad, at han ikke begår fejl. Men for at kunne synge denne melodi selvstændigt mangler eleven endnu færdigheden i selv at kunne træffe den rigtige begyndelsestone.

Men også denne færdighed kan eleven ganske let tilegne sig udfra de hidtidige kundskaber. Det er tilstrækkeligt at røbe for ham, at melodien begynder med samme tone som den kendte sang:

Så synger han den første tone selvstændigt, uden at man må angive den for ham. Og på samme måde kan han træffe enhver tone i tonearten. Det er nok, hvis han for hvert skalatrin kender én såkaldt støttemelodi.

Et par eksempler på kendte melodier, der kan anvendes som støttemelodier, vil endnu bedre illustrere tanken: Hvis eleven kender sådanne sange, er det ikke svært at begynde på melodien, når vi har angivet tonearten. Således kan han inden for enhver toneart ikke blot finde, men også genkendte det ønskede skalatrin.

Prima-vista-sang kan i sin helhed opbygges på grundlag af disse to grundprincipper. Thi enhver melodi består enten af sekunder og primer eller af større intervaller. Tertium non datur.

Til de trinvise melodier (sekunder og primer) behøves ingen støtte, og tonerne efter større intervaller betegnes som frie indsatser, og findes på grundlag af den pågældende støttemelodi. Den syngende bestemmer støttemelodiens første tone, og har dermed fundet den søgte tonehøjde.

Igen vil et eksempel forebygge misforståelser:

For at kunne synge denne melodi må eleven kende en støttemelodi for første trin, en for femte og en for sjette trin. Enten er han bekendt med noderne og tonearterne i forvejen, eller også skal han gøres opmærksom på tonika (1.-3.-5. trin) i begyndelsen af sangen. Derved er han visuelt orienteret og kan analysere melodien. Han kan forsyne de frie indsatser med tal (d.v.s. begyndelsestonen og alle toner efter et større interval): det førstes er første trin (1), tredie takt begynder med femte trin (5) og tredjesidste takt med sjette (6). Nu angiver læreren tonearten. Eleven forestiller sig støttemelodiens første tone for det første trin, og på den begynder han at synge. I tredie takt hjælper støttemelodien for femte trin ham igen med selvstændigt og rigtigt at synge b-et. Takterne 3-9 frembyder ingen særlige vanskeligheder, og 10. takt begynder med samme tone som sjette trins støttemelodi.

Først synger man melodien uden at tænke på rytmen. Derefter læser man blot rytmen, f. eks. på en tone. Senere synges rytmisk-melodisk, og tilsidst synges på teksten.

På dette sted kan det invendes, at det hæmmer at skulle forestille sig tonen på grundlag af en støttemelodi, at det bremser melodiens frie forløb. En statistisk undersøgelse over melodiers struktur giver svaret. Denne artikels forfatter har undersøgt intervallerne i 300 tjekkiske, mæhriske og slovakiske folkesange, og resultatet blev følgende: De allerhyppigste intervaller er sekunderne (52%) og så følger primerne (21 %) og tertserne (16%), således at der kun bliver 11 % tilbage til de større intervaller. Anderledes udtrykt betyder det, at kun hver 10. tone i melodien skal findes ved hjælp af støttemelodier, og videre vil det vise sig, at også dette kun er tilfældet på begynderstadiet, og at det bliver endnu enklere senere hen.

Naturligvis lærer eleven ikke alle støttemelodier og trin på én gang. Det er tilstrækkeligt blot at indarbejde enkelte skalatrin på hvert klassetrin. Det bedste er at fastlægge rækkefølgen efter den hyppighed, hvormed skalatrinene optræder som frie indsatser i folkemelodierne. De trin, som forekommer ofte, læres først, og de sjældne kommer senere. Rækkefølgen er som følger: først hovedtrinene 1., 5., 3., 8. og underoktavens 5. trin, så bitrinene 2., 6., 4. og underoktavens 7. trin. Derefter følger de oktavtransponerede trin: overoktavens 7. og underoktavens 6. trin og til sidst alle trin over 8. trin, det vil sige 9. og 10. trin, samt trinene under det underliggende 5. trin.

Hvis eleven f. eks. kun behersker første trin, synger man enkle børnesange, der består af sekunder og primer, og som begynder med første trin:

Af disse sange lærer eleverne ikke blot sekundspringet, men også enkle rytmer. De synger lige fra begyndelsen i alle tonearter, uden at lære nodenavnene. Den normale toneartsbetegnelse (krydser og be'er) suppleres med angivelse af tonika, således at eleverne vænner sig til, at alle toner kan være første trin alt efter melodiens omfang. Først senere lærer eleverne nodenavnene og tonearterne.

Som nummer to læres 5. trin. Som støttemelodi må man vælge en sang, som alle børn kender så godt, at de intonerer uden besvær efter opgivelse af toneart. I alle efterfølgende timer øves så de to allerede indarbejdede skalatrin omhyggeligt. Læreren angiver en toneart og beder om første trin. Eleverne svarer, idet de synger ikke blot første trin, men helt konkret støttemelodiens begyndelse med tekst. Så forlanger han 5. trin, og det synges på samme måde. Dette konkrete stadium i undervisningen varer, indtil alle eleverne kan finde støttemelodien uden fejl. For nogle elever er et par timer tilstrækkeligt, for andre må man ofte bruge et halvt eller helt år. Det er bedst at rette sig efter de svagere elever. Men hvis klassen er så vidt, at alle elever finder støttemelodien hurtigt og rigtigt, så forlanger læreren, at de begynder på støttemelodien uden tekst, f. eks. på en neutral stavelse (mo, no, la, o.s.v.). Også dette andet stadium, i hvilket abstraktionen begynder, varer en vis tid. I det tredie stadium, hvor abstraktionsprocessen stadig skrider frem, synger eleverne blot vedkommende trin, mens de tænker på støttemelodien, og dette er målet for bestræbelserne.

Når eleverne kan træffe femte trin, synges melodier, som begynder enten med første eller femte trin og kun indeholder sekunder eller primer. De kan dog også indeholde spring til første eller femte trin.

Så meget lærestof kan være nok for et år. Derved kommer man igennem enkle rytmer i 2/4, 3/4 og 4/4-dels takt, og man har øvet ca. 15-20 sange.

I næste klasse kan man på samme måde lære tre nye skalatrin, nemlig 3., 8. og underoktavens 5. trin. Derefter begynder man snart med nodenavne, og den rytmiske træning fortsætter.

Det tredie år bringer 2., 6., 7. og 4. trin. Dertil også tonearterne C, G, D og F-dur og sværere rytmer.

Det fjerde år påbegynder arbejdet med mol. Princippet er det samme som i dur. De navnemæssigt enslydende (ikke parallelle) dur- og molskalaer sammenlignes (f. eks. C-dur og c-mol), de trin, som er ens, f. eks. c-g, overtages i mol, og for dem, der adskiller sig fra dur, indfører man nye støttemelodier.

Det eneste nye i mol er, at man, før man giver sig til at synge, må forestille sig moltonearten. Anderledes sagt, man må tænke sig ind i moltonaliteten for ikke at forveksle den med dur. Også her kan en kendt melodi i mol være til hjælp.

Undervisningen i dur-mol diatonikken kan inden for grundskolen komme så vidt, at eleverne uden besvær kan synge sange, de ikke kender, uden lærerens hjælp.

Fortsættelsesundervisningen omfatter modulation, modalitet (kirketonearterne), kromatik og atonalitet; men beskrivelsen heraf er ikke hensigten med denne artikel. Det nævnes derfor kun, for at læreren ikke skal tro, at denne metode kun egner sig for begyndelsesundervisningen. Den fører så vidt, at elever, der har fulgt den, kan synge eller genkende enhver diatonisk eller kromatisk tone efter behag og kan synge eller nedskrive enhver melodi (diatonisk, kromatisk, atonal).

Tilsidst skal nævnes endnu et grundprincip i denne metode; eleven kan uden konstruerede bladsangsøvelser lære at synge fra bladet udelukkende ved at synge sange. Sangene må naturligvis følge hinanden således, at de omfatter hele stoffet, og således at der i hver sang bringes noget nyt, samtidig med at det gamle gentages. Det er klart, at man hertil har brug for en mængde gode og afholdte børnesange (Orff).

Man udnytter også børneinstrumenterne; men der spilles efter noder, således at man ikke behøver at blive ved enkle ostinatorytmer. Det har vist sig at være vældig lærerigt for eleverne, at sangen akkompagneres ved hjælp af båndindspilninger. Børnene synger, dertil spiller de et enkelt akkompagnement på Orffinstrumenterne, og yderligere kommer så en kunstnerisk udformet ledsagelse på bånd eller grammofonplade. Akkompagnementet kan være instrumenteret efter behag, man skal blot tænke på børnestemmerne og den slagtøjsstemme, det er tiltænkt børn at udføre dertil.

oversat af Majken Jacoby

Årgang 41/1966, nr. 07