En saltvands-indsprøjtning

Af
| DMT Årgang 42 (1967) nr. 07 - side 149-149

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

LEDER

EN SALTVANDS-INDSPRØJTNING

Dette nummer af DMT er et tema-nummer. Og temaet er musikvidenskaben. Det er redaktionens håb, at der med bidragene i dette nummer smides nogle kort på bordet, som kan give den musikvidenskabelige metode-debat en uden tvivl tiltrængt saltvands-indsprøjtning.

Vi har en fornemmelse af, at en del af DMT's læsere hertil vil tænke: hvad kommer det os ved? Men vi vil i den forbindelse fastholde, at det i højeste grad må være af interesse for alle musik-mennesker: skabende, udøvende, pædagoger, kritikere, hvordan man driver musikforskning. Det traditionelle modsætningsforhold mellem dem, der praktiserer musikken og dem, der betragter den er kun udslag af mangel på evne til at se tingene i deres rette perspektiv. Et af den menneskelige erkendelses sag-områder er en erkendelse, en bevidstgørelse af, en forskning i, hvad mennesket foretager sig, har foretaget sig, vil foretage sig: politiske mord, grammatik, flinteøkser, økonomisk strategi, parlamentarisme, folke-æventyr. Skulle musikken ikke være med her?

Sådan at forske, at ville erkende alt muligt, også menneskets opførsel, på et rationelt plan, er en specifik vesterlandsk neurose. Bl. a. hippierne reagerer mod den. Men vi kan ikke komme udenom denne neurose ved bare at benægte den. Vi kan i vor lille urtegård ikke komme udenom musikforskningen ved kun at betragte den som en fritidsbeskæftigelse for særlinge. Vi må kort sagt tage dens problematikker alvorligt, ind på livet.

Vi har i dette århundrede set adskillige forsøg på at reformere forskningen af mennesket, det vil sige: den humanistiske videnskab. Udforskningen af det menneskeligste af alle menneskelige fænomener: sproget, har siden de såkaldte »Junggrammatikere«s oprør i slutningen af forrige århundrede været underkastet stadig nye idé-dannelser: sproghistorie blev afløst af strukturel lingustik, glossematik, generativ grammatik: Rask, Grimm og Bopp af Saussure, Jakobson, Hjelmslev og Chomsky. Inden for litteraturvidenskaben har man oplevet de russiske formalister, den amerikanske »new criticism« såvel som den franske »nouvelle critique«. Sidstnævnte står i kontakt med på den ene side den reformering af etnologi og etnografi, som er forsøgt af Claude Lévi-Strauss under inspiration af den moderne linguistiks metoder, på den anden side med den nyorientering inden for fænomenologien som er et resultat af fornyet beskæftigelse med filosoffen Merleau-Ponty's tanker - efter Sartres udsagn hans egentlige tænkemester.

Det er fra denne franske intellektuelle debat, vi her i dette nummer søger at give nogle pust. Samme debat kan godt af og til have et let anstrøg af den specielle central-europæiske provinsialisme, hvis horisont tegnes af Paris' hustage. Céléstin Deliège's artikel er mærket heraf. Men den er læseværdig. For vi kommer ikke udenom, at den debat, den er et udtryk for, antyder omridset af en dybtstikkende reform af den humanistiske grundlagstænkning. Niels Egebaks korte, pædagogiske indføring i denne grundlagstænkning er naturligvis kun antydninger af, hvad den står for. Men det vil af den såvel som af den citatmosaik omkring strukturalismen, redaktionen har sammenstillet, fremgå, at der bl. a. er tale om et opgør med historien som den dimension, hvorunder man må se menneskets handlinger, forstå dem, fortolke dem, motivere dem. Det er i forlængelse heraf man må læse Jan Maegaards kommentar til en kritisk artikel af den amerikanske forsker Leo Treitler. Vi mener at dette stof er vigtigt at få gennemtygget i musikalsk sammenhæng. Fordi vi mener, at nok er sproget det mest menneskelige af alle menneskelige fænomener, men vi holder med den franske forfatter Michel Butor i, at sproget i grunden har musikken som forudsætning. Vi mener kort sagt, at musikken må være et centralt anliggende for den humanistiske forskning i det hele taget. Derfor også, at nye signaler i denne forskning må pejles, undersøges og forstås af musikeren før alle andre.

Årgang 42/1967, nr. 07