Grammofon

Af
| DMT Årgang 42 (1967) nr. 07 - side 170-172

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

betyder den for undertegnede blot en gentagelse af den helhjertede, ubetingede accept samt opdagelsen af nye omstændigheder i værket. F. eks'. har jeg ikke før bemærket tystheden og iskulden bag begivenhederne. Var det derfor, Holmboe kaldte sit værk »bo-reale«?

Indspilningen tør uden overdrivelse kaldes en bedrift. Det kongelige kapel og dets dirigent Jer-zy Semkow må dele æren med indspilningslederen Peter Wille-moës. Det er mesterligt. Så er det sagt!

Pladen foreligger som nr. 7 i Fona's serie »Dansk musik med det kongelige Kapel«, og det er til at høre, at man ikke har skyet nogen anstrengelse for at yde det fuldlødige og helt adækvate - også teknikken ligger på et meget højt niveau.

Det er både venteligt og ønskeligt, at denne publikation skaber fornyet interesse om Vagn Holm-boe's symfonier, også i udlandet. Store symfonikere er lige så sjældne som perfekte indspilninger af deres værker----

Helmer Nørgaard

SCHÖNBERG

THE MUSIC OF ARNOLD SCHOENBERG VOL IV.

Zwei Gesänge op. 1, Donald Gramm; Vier Lieder op. 2, Ellen Faull; Das Buch der hängenden Gärten op. 15, Heien Vanni, piano: Glenn Gould. The complete music for solo piano, Glenn Gould. CBS M2L 336/M2S 736.

Det fjerde album af Schönbergs samlede værker på plade rummer vel ikke de store sensationer, men er dog interessant nok, både hvad angår det øgede kendskab til den skabende personlighed, og med hensyn til udførelsens problematik.

Af de tidlige lieder findes her de næsten ukendte op. 1 og 2 optaget. Op. 2 har ganske vist tidligere været indsunget af Ilona Steingruber med Herbert Häffner på en SPA-plade; men den har næppe bidraget meget til de fire sanges udbredelse. Op. 1 foreligger her, såvidt jeg kan se, for første gang. De to ungdomsværker kan nok i tilbageblik anses for

mere lovende end givende, vars-lende om det, der skulle komme, men føjer dog deres særlige facetter til den rige tradition af senromantisk liedkunst, hvis store navne iøvrigt er Hugo Wolf og Rich. Strauss. Udførelsen ved henholdsvis Donald Gramm og Ellen Faull er net uden at nå den udtrykkets yppighed, som denne liedkunst vel kan bære.

At Schönberg mindre end ti år senere, 1908-09, skulle skabe den store liedcyklus fra Stefan Georges »Buch der hängenden Gärten«, står imidlertid ikke skrevet i de tidlige sange. Dette værk er et af de helt sjældne, der i sig rummer en verden af både fortid og fremtid, skrevet som det er, så at sige ved en korsvej: på samme tid den store romantiske sanger-cyclus og et af de afgørende gen-nembrudsværker til den atonale stil, der, næsten med en naturkrafts vælde, skulle folde sig ud i en lang række værker fra de hektiske år 1909-12. Op. 15 hører med rette til Schönbergs mest opførte og mest kommenterede kompositioner. Alene på grammofonplade foreligger den i fem af mig kendte indspilninger, og den analytiske beskæftigelse med den strækker sig fra Weberns anelsesfulde fornemmelse i 1912 af en sammenhæng, der ikke er tematisk, men hidrører fra et »indre arkitektonisk anlæg«, til K. H. Ehrenforths indgående analyse i bogen »Ausdruck und Form« fra 1963. Når bortses' fra Margot Hinneberg-Lefèbres udførelse på en snart gammel DG-plade, der har sin særlige værdi, fordi Schönberg selv i sin tid indstuderede sangene med hende, hævder Helen Vannis udførelse med Glenn Gould ved klaveret sig smukt blandt de eksisterende indspilninger, - hvilket desværre ikke siger alverden. Hendes smukke og klangligt nuanceret stemme og hendes fornemmelse for tysk liedstil gør her udslaget, selvom man nok kan høre, at hun ikke er helt hjemme i sproget. De tekniske vanskeligheder i intonation og -ikke mindst - i rytme er i det store og hele vel løst, dog nok til en

vis grad på bekostning af det store drag i helhedskonceptionen, - det som gør en række sange til en cyclus1.

Albummets anden halvdel optages af samtlige klaverstykker spillet af Glenn Gould: de tre stykker op. 11, der er det instrumentale modstykke til op. 15, de seks meget korte stykker op. 19, de to samlinger op. 23 og 25, der betegner overgangen til tolvtoneteknik, og de to mindre centralt placerede klaverstykker op. 33 a og b. Glenn Goulds udførelse af de ialt 20 satser repræsenterer en på sine steder næsten excentrisk fortolkning. Den kan ikke tages som repræsentativ for Schönbergs' musik, men er et udpræget engangsfænomen: Glenn Goulds fortolkning, - som imidlertid ingenlunde lader en kold. Kender man Eduard Steuermanns næsten pinligt pertentlige og Else Kraus' mere Edwin Fischer-genial-ske udførelser, må man nære den dybeste beundring for den spille-

mæssige kvalitet og især det analytiske gehør, Glenn Gould lægger for dagen - og samtidig skuffes over de nonchalancer, der, uforudsigeligt indtræffende, truer med at gøre det hele til et Glenn Gould-show. Langsomme satser som op. 11 nr. 2, op. 19 nr. 3 eller menuetten af op. 25 kan blive helt forkerte, fordi Glenn Gould åbenbart ikke synes, at Schönberg har gjort det godt nok. Størst og stærkest står de teknisk vanskeligste stykker som op. 11 nr. 3 og Giguen af op. 25, som ingen hidtil rigtig har kunnet overkomme rent teknisk. De fremtræder her med en præcision og klarhed, som kun den helt suveræne virtuos magter at gennemføre, og da får Schönbergs' kompositoriske tanke klingende liv under pianistens hænder. Det er åbenbart denne udfordring på det tekniske plan, der skal til for at få den store klaverspiller til musikalsk at yde sit bedste.

Jan Maegaard

Årgang 42/1967, nr. 07