Grammofon

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 01 - side 18-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GRAMMOFON

BERNSTEIN OG NIELSEN

Carl Nielsen, Koncert for fløjte og orkester. - Koncert for klarinet og orkester, op. 57. Julius Baker, fløjte. Stanley Drucker, klarinet. New York Philharmonie Orchestra, dir. Leonard Bernstein. CBS ML 6428 mono, MS 7028 stereo.

CBS-optagelsen af Carl Nielsens koncerter for fløjte og klarinet aftvinger et maksimum af beundring. Såvel kapelmesteren som de to solister har indlevet sig i disse to jo aldeles ikke umiddelbart tilgængelige værker på en måde, der kræver megen respekt, og deres præstationer tåler fuldtud at blive sammenlignet med Gilbert Jespersens og Thomas Jensens, resp. Ib Erikssons og Mogens Wöldikes snart 13 år gamle fortolkninger på denne Decca-plade, der første gang præsenterede Carl Nielsens to blæser-koncerter på en LP-pla-de. Den nye fortolkning af klarinetkoncerten udkonkurrerer Benny Goodmans på RCA ikke blot, fordi

Stanley Drucker - der som klarinettist er fuldt ud på niveau med sin ældre amerikanske kollega - nyder godt af en bedre optagelsesteknik, men især fordi han akkompagneres så langt mere kongenialt. Det er indlysende, at CBS-pladen distancerer sin danske forgænger i teknisk henseende (jeg dømmer på basis af stereoversionen). Mere forbavsende er det, at den også i musikalsk henseende har en del fortrin. Sammenlignet med Gilbert Jespersens og Thomas Jensens fortolkning af fløjtekoncerten er den amerikanske indspilnings tempi på den langsomme side - efter min mening til gavn for værket, hvis bukoliske karakter fremhæves, uden at fremdriften svækkes. Orkestret står med al ønskelig skarphed, medens den tølperagtige basun - fløjtens antagonist - fremtræder med en klanglig afrunding, der mildner dens en anelse for tidsbundne effekter, som i den danske indspilning fremtræder lovlig chokerende. Allermest betaget er jeg dog blevet af klarinetkoncerten. Solisten er, som allerede sagt, mageløs, og dertil føjer sig et orkester, som næppe kan tænkes bedre, en lille tromme, der behandles med udsøgt klangsans og en vidunderlig rytmisk finfølelse, og

sidst- men så sandelig ikke mindst - en kapelmester, der - som altid -får Carl Nielsens partiturer til at klinge med en sådan vellyd, gennemsigtighed og rigdom af nuancer, at man næppe hedenefter kan opretholde dogmet om komponistens mangelfulde instrumenta-tionskunst Til Bernsteins imponerende tekniske dygtighed må lægges hans evne til at forløse Carl Nielsens mange udtryksnuancer. Han mestrer både det gemytlige og gratiøst spadserende i koncertens begyndelse som de senere afsnits bizarreri, han kan være burlesk eller drømmende, skalkagtigt underfundig eller intensivt ekspressiv. Han tager ikke klarinetkoncertens langsomme og moderne tempi anderledes end vi er vant til fra danske opførelser, men han strammer de hurtige tempi, f. eks. ved ciffer 29 (poco più mosso) eller »finalens« Allegro vivace efter ciffer 33 - ikke til skade for værket. Han kommer desværre til kort overfor dette betagende Poco adagio afsnit ciffer 41, hvis poesi han mærkværdigvis ikke fornemmer, men dette tilgiver man ham gerne, al den stund hans gengivelse taget i sin helhed lader klarinetkoncerten fremtræde med overbevisende stringens.

Herbert Rosenberg.

VISAGE

Electronic Music: John Cage: Fontána Mix, Luciano Berio: Visage, llhan Mimaroglu: Agony (Turnabout TV 34046S, stereo).

Denne plade er ikke ganske ny på markedet; men da den ikke hører til de mest opreklamerede, bør man vel gøre opmærksom på dens eksistens - ikke blot fordi den hører til billigpladerne — den koster ca. det halve af, hvad man sædvanligvis må give - men også, og først og fremmest, fordi den ved sin programsætning kaster lys over den nye musiks problematik omkring 1960. På den ene side - bogstavelig talte - Berio's »undersøgelse« af menneskestemmens udtryksregi-ster, dels som sproglyde, dels som rene naturlyde, opstillet i et kontinuum og musikaliseret ved elektronisk lyd.

På den anden side John Cage's berømte tilfældighedskomposition Fontána Mix.

Berio kalder sin komposition et lydbånd til et »drama«, der aldrig blev skrevet. Der forekommer kun et eneste genkendeligt ord, nemlig »parole«, og tilhøreren, som vil prøve at forstå »handlingen«, kastes således tilbage mod sig selv. Berio distancerer sig fra detaillerne ved en udsøgt raffineret udnyttelse af apparaturets formåen. Kathy Berberian, som leverer vokalmaterialet og de meningsløse sprogrester, skaber en stemning af undertiden næsten klæbrig intimitet.

»Fontána Mix« består af konkrete lyde, som er klippet sammen i meget korte sekvenser. Cage bemærker til værket, at hvis man »forstår« denne montage, beror det udelukkende på hændelser i tilhørernes bevidsthed. Værkets indre logik er resultatet af tilfæl-dighedsoperationer. - For så vidt krydser Berio og Cage således hinanden i deres udsagn; men i praksis er der en verden til forskel. Mens »Fontána« fra først til sidst er »Mix«, sker der i Berio's komposition en stadig stigning i intensiteten, en stadig higen mod en slutning.

Er Visage ikke et værk i traditionel europæisk forstand?

Tyrkeren Mimaroglu kan - forståeligt nok - ikke hamle op med Berio og Cage. Hans produktion virker nærmest som en fordringsløs pauseudfylder.

— Hvis man iøvrigt interesserer sig for den mere manifesterede »nye musik« bør man nok orientere sig i udbudet af »Turnabout«-ud-givelser, hvis tekniske standard hævdes af selskabet »Vox«.

Helmer Nørgaard.

Årgang 43/1968, nr. 01