Leygraf-kurset

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 01 - side 27-27

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Leygraf-kurset

I dagene 3-7. januar havde Mp F i samarbejde med Det kgl. danske Musikkonservatorium arrangeret et kursus med pianisten Hans Leygraf, Stockholm, for pianister og pædagoger.

Hans Leigraf forener i sjælden grad pianistens kunstneriske erfaring og pædagogens indsigt og evne til at trænge ind i sagens kerne.

Gennem de forskellige værker, de aktive deltagere spillede, kom Leygraf ind på mangfoldige problemer i klaverspillets svære kunst: nuancerne, graden af et forte i en Beethoven-sonatesats, pedalbrug og dynamiske virkninger i en Bach-toccata, den klanglige og mest hensigtsmæssige balance mellem stemmerne i en Mozart-sonate eller et Brahms-stykke. Jeg kunne nævne meget mere. Også forskellige øvemuligheder for at opnå den ønskede virkning, blev anvist.

Under sin gennemgang til slut af Mozarts C-dur sonate KV 330 anbefalede Leygraf, at man inden indstuderingen af et værk læser det igennem og danner sig sin opfattelse af det, før man sætter sig til instrumentet og indøver det.

Måske har de fleste af dem, der var med på dette kursus allerede lært om eller erfaret sig til meget af det, der blev draget frem, men gennem Leygrafs fine instruktion blev problemerne ofte belyst på en så klar, nuanceret og gennemtrængende måde, at det blev meget udbytterigt at overvære.

De otte aktive deltagere, deriblandt konservatorie-elever på forskellige stadier, gjorde også deres til at dette kursus blev så spændende at følge.

S. V. S.

Det er glædeligt, at Mp F i samarbejde med Det kgl. danske Musikkonservatorium igen har fået arrangeret et offentligt kursus og dermed skaffet lejlighed til at vække til eftertanke og interesse, hvilket jo altid er lærerigt.

Hans Leygraf, som har sin pædagogiske virksomhed ved Stockholms og Hannovers Musikkonservatorier, har lige afsluttet sit 5 dages kursus for pianister og pædagoger. Det foregik i Musikkonservatoriets sal med to gange tre timer daglig. Man kunne glæde sig over dygtige elever på den ene side og et trofast interesseret publikum på den anden, som begge fulgte Hans Leygrafs klare, musikalske og pianistiske instruktion.

Mange kom nok til at tænke på, hvor megen værdi det ville have - eller have haft - hvis man altid fra begyndelsen blev uddannet i denne retning: et naturligt forhold til instrumentet, det musikalske og klaver-tekniske stof. Vi hørte om afslapning efter anslaget, som forbedrer fingrenes hurtighed og klangen, om økonomi i bevægelsen, om det primært vigtige at lytte efter, hvad man selv spiller o.s.v., men ved den ofte løse gennemgang af de mange store værker savnede man henvisning til form eller kunstnerisk henheds-opfattelse, som motiv for detailanvisningerne.

Jeg tror, der ligger et problem i sammensætningen af pædagoger og viderekomne konservatorieelever. Et kursus på elementær musikalsk basis må efterlade et savn hos kunstens disciple (og hvorfor skal disse så betale mest?) Vist er det i sig selv godt og lærerigt at spille for nogen, men søger de unge musikere mon ikke efter begejstring, til høj faglig instruktion og til kunstnerisk oplevelse? Jeg husker selv kurser med A. Cortot og A. Larrocha - ofte nok på højere plan, end hvad jeg selv kunne fatte, men sikken en overflod af impulser! Og først disse, tror jeg, overbeviser om formålet og om nødvendigheden af et godt håndværk og giver herved glæden til teknisk arbejde og søgen livet igennem. Astrid Møller.

Årgang 43/1968, nr. 01