Musikalier

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 01 - side 19-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MUSIKALIER

NEOKLASSIK

Jürg Baur: »Heptameron«, Sieben Stücke für Klavier zweihändig (1964/65). Breitkopf & Härtel.

Baurs »Heptameron« er en klaver-cyklus på 7 korte stykker (2-4 almindelige nodesider) i skiftevis hurtigt og langsomt tempo. Alle satser benytter sig af et inden for hver sats relativt statisk materiale, disponeret i små intervalgrupper på 3-4 toner, og ordnet efter dodeka-font prægede principper. Komponisten synes heraf at ville skabe en dynamisk form.

De langsomme satser er af et vist rapsodisk præg med tremoli, arpeggi, glissandi og korte melodiske stoffer. De hurtige satser er toccataprægede med anvendelse af uregelmæssig metrik, »perpetuum mobilefigurer«, tonegentagelser etc. - Stykkerne præges noget af »vi rtu oso effekter«.

Pianister vil sikkert finde værket taknemmeligt at spille.

Friedrich Voss: Symphonie nr. 2 (für grosses Orchester 1962/ 63). Breitkopf & Härtel. Symfonien har 2 satser: l. Lenta-mente - Allegro molto, er i sonate-satsagtig form med langsom indledning, som vender tilbage i forbindelse med en reprise efter en gennemføringsagtig del. II. Adagio, er en friere »bogenpræget« form. -En vis enhed er skabt bl. a. gennem det intervalliske og motiviske materiale. Den »klassiske« motivteknik efter »bedste« lærebogsprincip-per, skaber her, synes jeg, snarere monotoni end enhed på grund af den gennemførte anvendelse af den. - Instrumentationen er meget enkel med mange unison- og oktavfordoblinger og satsbilledet adskiller sig ikke principielt fra en Brahms-symfonisats. Formen hviler

på dynamiske opspændinger og neddæmpninger, som virker stereotype. Symfonien strækker sig i sin virkning næppe ud over det såkaldte »gedigne håndværk« og må på den baggrund betragtes som meget lidt vedkommende for et dansk publikum.

Friedrich Voss: Concertino (für Violoncello und Streichorchester 1964/65 - Ausgabe für Violoncello und Klavier vom Komponisten). Breitkopf & Härtel.

F. V.s Concertino består af en række afsnit i vekslende hurtige og langsomme tempi, spillet attac-ca. - Der er tilstræbt en vis stoflig enhed. Stoffet består overvejende af et cantabilt -, et rytmisk-ener-gisk element og passagespil. Celloens muligheder inden for de tra-ditionelt-idiomatiske rammer præsenteres. - Klaversatsen er meget tynd med hyppige lange toner, som jeg tvivler på kan bære. Men metodikken har et større præg af spontaneitet end den har i symfonien.

Erland von Koch: Concerto Piccolo (für Sopran- und Alt-saxophon (Klarinette in B und in Es oder Bassethorn) und Streichorchester) 1962. Concertoen består af 2 satser: l. Andante espressivo og 11. Presto leggiero i form af en rondo.

Karakteren er musikantisk-dan-sant og musikken har en vis friskhed i klangen, men de mange ekko-virkninger og parallelpassager mellem de to soloinstrumenter, samt den gennemførte anvendelse af samme ret begrænsede motivstof vil nok i længden virke monotont og derved modvirke den koncertan-te karakter.

Baur, Voss og von Koch har alle i deres værker tilknytning til den tyskprægede »neoklassicisme«. -Positivt ved denne kompositoriske

(fortsætter side 21)

holdning er, at der er tale om en form for publikumsbevidsthed, social bevidsthed: »Schulmusik« etc. - Men når værkerne, som her, næppe når ud over »det håndværksmæssigt gedigne« falder grundlaget for deres mission, - og hvor gerne man end kunne ønske opførelser af de klassiske »travere« erstattet af nyere »letfattelige« værker, finder jeg ikke, at disse (især ikke orkesterværkerne) i denne sammenhæng har noget afgørende at sige.

Timme Ørvad.

TRADITIONELLE ORGELVÆRKER

Arild Sandvold: Preludium og Dobbeltfuge. Finn Skottner: Bryllups-lntrade. Egil Hovland: Choralpartita »Herre Gud, ditt dyre Navn og Ære« (alle tre Norsk Musikforlag A/S, Oslo). Peter Racine Pricker: Ricer-care (Ed. Schott 10937).

Disse fire orgelværker må alle karakteriseres som traditionelle, selv om de knyttes til forskellige traditioner: de to første til den klassiskromantiske, de to sidste til en modernistisk dissonerende stil, som allerede nu er blevet tradition. Tilsyneladende (og naturligt nok) er det denne sidste, som tiltrækker talenterne, hvilket tydeligt bevises af de foreliggende publikationer.

Arild Sandvolds preludium og dobbeltfuge er i utvetydig a-moll, præludiet dog med indskudte partier i E dur og A dur. Ingen skal bebrejde Sandvold, at han holder fast ved det sprog, han altid har udtrykt sig i, derimod kan man undre sig over, at det hele er gjort så lidet behændigt. Toneartsfor-holdene føles ingenlunde overbevisende, og satsen er tung og upraktisk. Sandvold har skrevet langt bedre værker end dette, således f moll-sonaten for ikke at tale om introduktion og passacag-lia op. 4.

Finn Skottner, hvis navn nærværende anmelder ikke mindes at

have mødt før, har med sin bryl-lups-intrade blot gjort et stykke elevarbejde i den bombastisk-mili-tære genre.

Den tredje nordmand, Egil Hovland, er ulige mere interessant end sine ovennævnte landsmænd. Hans partita er komponeret for et orgel, der som en gave fra det norske folk blev skænket til domkirken i Coventry. Det er et lille instrument (bygget af brødrene Torkild-sen i Åsen) af en herhjemme endnu sjælden type: de 6(7) stemmer er delt i diskant og bas med c som skæringspunkt. Det betyder en væsentlig udvidelse af de klanglige muligheder - selv om det ikke skal forties, at den fulde udnyttelse af disse muligheder kræver musik, komponeret specielt for denne instrumenttype.

Hovland har som forlæg valgt en norsk folketone (skade, at englænderne ikke kan have glæde af Petter Dass' pragtfulde tekst!) Efter en bred indledning, hvis kvidrende arabesker er afledt af temaet, følger fire variationer, en passacag-lia og en kompakt slutsats, der bringer melodien i hel figur. Langt borte anes den nyere tyske orgelmusik, men Hovland er ganske umiddelbar og uden filosofiske ambitioner. Denne partita er et smukt og virkningsfuldt stykke, som også vil gøre sig på et større instrument end det, hvortil den er skrevet.

Sidste mand på skansen er englænderen Peter Racine Fricker, hvis op. 40 er det klangligt mest avancerede i den forhåndenværende nodebunke. Netop derfor virker en tre gange gentaget des durakkord (arpeggio, pianissimo!) lidt besynderlig, løvrigt har stykket ikke meget at gøre med »Ricercare« i klassisk forstand, snarere er det en række metamorfoser over et par kernemotiver. Lidt udvendigt måske, men flot er det og ligger godt for instrumentet, som i dette tilfælde er Schnitgerorglet i St. Michaeliskerk, Zwolle, hvor værket blev uropført for et par år siden. Richard Sennels.

BYRD-MESSER

William Byrd: Mass for Three Voices, Eulenburg 998. - Mass for Four Voices, Eulenburg 997.

Siden Fellowes' indsats i 1920'erne og 30'erne har interessen for Tu-dortidens latinske kirkemusik været af relativt ubetydeligt omfang; det synes imidlertid som om denne musik har fået lidt af en renaissance inden for de sidste ca. 10 år, hvor en foreløbig kulmination må siges at være nået med H. K. Andrews' »The Technique of Byrd's Vocal Polyphony«.

Det seneste skud på stammen er udgivelsen i februar 1966 af Byrd's 3-st. og 4-st. ordinariumsmesser i Eulenburg studiepartiturer, begge forsynet med et for disse partiturer karakteristisk fyldigt forord, for ovennævnte værkers vedkommende skrevet af Frederik Hudson. Udgivelsen er baseret på dennes forsøg på at samle alle overlevende samtidige kilder til messerne, manuskripter såvel som trykte udgaver, og sammenligne disse med de udgaver, der kendes fra tiden efter Byrd's død. Af særlig interesse i denne sammenhæng er Andrews' opdagelse af eksistensen af to udgaver af hver af messerne; hidtil har man kun kendt én af hver, nemlig 2.-udgaven, til trods for at det ved nærmere undersøgelser har vist sig, at 1.-udgaven har været tilgængelig i manuskriptform i British Museum siden 1911. Foruden et fælles forord er hvert partitur forsynet med en fortegnelse over samtlige eksisterende manuskripter og trykte udgaver af den pågældende messe, samt en tekstkritisk gennemgang. Desuden bringes der facsimiletryk af et par sider fra 1.-udgaven og de samme sider fra 2.-udgaven af hver af de to messer, der bl. a. muliggør en konstatering af rent typografiske afvigelser, såsom slitage af nogle af typerne, særlig tydeligt i den 3-st. messe (jfr. initialet »P«).

l overensstemmelse med moderne praksis har udgiveren halveret nodeværdierne således at fjerdedelen bliver tællenode. Samtidig er musikken blevet inddelt i takter af lige stor længde i modsætning til tidligere praksis (jfr. Fellowes' udgave fra 1922), hvor man benyttede takter af ulige længde »for at forstyrre indtrykket af de enkelte stemmers rytmiske udformning mindst muligt! Udgiveren af nærværende udgave forsvarer sin metode på rent musikalsk-analytisk basis og på basis af praktiske hensyn: erfaringen har vist, at moderne korsangere lettere kan opfatte de navnlig for denne tids engelske musik så karakteristiske skiftende rytmer, når der anvendes regelmæssig taktinddeling. En ting fortjener særlig ros, nemlig den tydelighed hvormed både tekst og musik fremtræder. Og det er med glæde, man noterer sig, at partituret er helt renset for dynamiske tegn, tempo-angivelser etc., et særligt velgørende træk på baggrund af de hidtil meget overlæssede udgaver. Hver af messerne er forsynet med et af udgiveren udformet »reductio partitura« til brug ved

indstuderingen; i forbindelse hermed kommer udgiveren ind på spørgsmålet om, hvorvidt denne musik har været sunget a cappella eller med instrumentalledsagelse, og når på basis af en analyse af tonehøjde og stemmeomfang frem til det resultat, at der er overvejende sandsynlighed for det sidstnævnte. Ved samme lejlighed berøres også det meget spændende spørgsmål vedrørende messernes anvendelsesmuligheder i en tid, hvor katolikkerne blev hårdt forfulgt.

Endnu engang har Eulenburg-partiturerne bevist deres ganske overordentlig høje videnskabelige niveau: hele det imponerende materiale, der er samlet i forordet, giver i høj grad læseren blod på tanden m.h.t. videre undersøgelser af musikken; men først og fremmest skal den høres, og der kan for den 4-st. messes vedkommende henvises til en fortræffelig indspilning i »Archiv«-serien.

Inge Schousboe.

Årgang 43/1968, nr. 01