Den unge Rued Langgaard og Carl Nielsen

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 07 - side 190-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Gunnar Colding-Jørgensen:

DEN UNGE RUED LANGGAARD OG CARL NIELSEN

Det er så almindeligt at høre vor tids musikverden omtalt som rodløs, splittet og desperat, at det efterhånden synes at være accepteret som et uomtvisteligt faktum. Ser man imidlertid nøjere på forskellige andre af musikhistoriens perioder, kan man godt få en fornemmelse af at leve i en ikke så lidt traditionsbevidst, rolig og musikalsk målbevidst produktiv musikalsk tidsalder.

Det er f. eks. den fornemmelse, der griber en, når man læser de på Musikhistorisk Museum opbevarede breve fra pianistinden Emma Langgaard, komponisten Rued Langgaards mor, til musikskribenten Godtfred Skjerne.

Et gennemgående træk i brevene er en desperat, bitter og til tider hadefuld tone, dels i omtalen af musikforholdene i det hele taget: »Den Nivellering af alle musikalske kunstneriske Værdier, som særlig herhjemme - efter Gades Død - er en Kendsgjerning« - (6/1-1915)-------»Hvordan vil vi danske Mænd og Kvinder som trænger til Fornyelse og Liv i Længden kunne bevare os selv i denne - Muddergrøft.« (3/5-1915), dels mere direkte aggressivt:

»- hvis f. eks. C. N. og Schnedl. P. kunne »dethroniseres«. Men dette er måske ligesaa umuligt som at afsætte Chr. d. 10.de.« (22/1-1917), eller: »Jeg synes ogsaa at der snart maa sættes en lille Sordin paa det »uudslukkelige« (18/6-1916).

En enkelt gang er bitterheden slået ud i et ætsende ondt angreb, nemlig da Axel Kjerulf i Politiken havde anmeldt »Det uudslukkelige« med bl. a. følgende ord: (Symfonien) »viser os Carl Nielsen (-) frigjort fra al overflødig Vedtægt og Paahæng, ikke en ømfindtlig og forfængelig, indviklet og omsvøbt Natur, men en splitternøgen Kunstnernatur, fri og afklaret, maalbevidst og sejrende.«

Emma Langgaards kommentar er: »Splitternøgen - præcis truffet paa Kornet!«

Sådanne tanker er ingenlunde utypiske for den tid, brevene stammer fra (1914-17). Det er velkendt, at der i begyndelsen af det 20. århundrede var to vigtige tendenser i det danske musikliv: den ene præget af det romantiske musikideal og tegnet af komponister som Lange-Muller, August Enna og Alfred Tofft (den sidste specielt af indflydelse i kraft af sin stilling som musikkritiker ved Berlingske Tidende), den anden i opposition til romantiken og inspireret af barok og klassik og med Carl Nielsen og Thomas Laub som de kendteste og mest omstridte skikkelser.

Denne modsætning stod i forbindelse med tidens politiske og kulturelle forhold: det politiske systemskifte, arbejderbevægelsens stigende betydning, de radikale ideers gennembrud (brødrene Brandes) o.s.v., ja i virkeligheden syntes splittelsen inden for musikverdenen i højere grad at være bestemt af ikke-musikalske faktorer: forskelle i indstillingen til musikkens funktion og placering, æstetiske, litterære og filosofiske ideer, end af rent musikalske forhold, af de forskellige måder at komponere på. Det er f. eks. svært at se, at Carl Nielsens musikalske fysiognomi som helhed skulle afvige stærkere fra Rued Langgaards end fra Thomas Laubs.

Foruden af disse alment kulturelle faktorer var den musikverden, som det unge vidunderbarn allerede i århundredets første tiår blev kastet ud i, præget af, at musikforeningen gennem sin faktiske monopolstilling igennem en lang årrække havde udøvet en ganske bestemt musikpolitik, styret af den Gade-ske æstetik. Den unge romantiske afvisning af den formelle musikalske tekniks eneherredømme, som den udtrykkes i Gades »Ossian«-motto: »Formel hält uns nicht gebunden, unser Kunst heisst Poesie«, var ved Gades død degenereret til stivnede, ikke musikalske værdinormer (som: ædelhed, følsomhed, nationaltone o. l.), der indebar større interesse for musikkens hensigt end for musikken selv.

Det er karakteristisk for denne ufri situation, at komponister som Lange-Müller og Enna, der komponerede ud fra litterære, filosofiske og dramatiske associationer, lå stærkest under for den herskende æstetik, hvad der hæmmede dem begge i deres frie udfoldelse, mens en komponist som C. F. E. Horneman, hvis kompositionsmåde var rent musikalskkonstruktiv og derfor uafhængig af sådanne associationer, undgik disse problemer.

Mod disse æstetiske normer var det Carl Nielsen og Laub gjorde oprør, mest principielt vel Laub, mens Carl Nielsen først og fremmest handlede i selvforsvar - for at tilkæmpe sig ret til at skrive, som han ville.

Det synes derfor, som om ikke-musikalske faktorer havde skabt en splittelse i den musikalske verden i et omfang, som selv musikkens forskelligheder slet ikke gav tilstrækkelig grund til.

Opdraget af forældre (kgl. kapelmusikus Siegfried Langgaard og pianistinden Emma L.), der begge lidenskabeligt - moderen næsten fanatisk - gik ind for de romantiske ideer, måtte Rued Langgaard nødvendigvis gå ind i kampen på forældrenes side, og han bragte sig hurtigt i modsætningsforhold til den progressive fløj. Om der på dette tidlige tidspunkt har været tale om nogen personlig stillingtagen, er tvivlsomt. Når således moderen i et brev af 3/5-1915 efter pressens negative anmeldelser af en Parsifal-opførelse skriver:

»Da min Søn læste »Dommen« om Parsifal her -så var han klar over at vor Tid er aandelig Død for al Kunst udadtil« -

falder denne reaktion hos den 22-årige komponist lidt for nøje sammen med, hvad moderen har ventet af ham, til at man kan tro på en sådan personlig stillingtagen.

Faderen har måske ikke været slet så fanatisk (omend nogle af hans kompositioner if. et brev af 6/1-1915 er blevet til i indignation over C. N.s artikel om programmusik). I alt fald viser brevene, at han på et vist tidspunkt (sikkert 1906 eller 1907) ønskede at lade sønnen få undervisning af Carl Nielsen! Herom beretter brevet af 20/5-1906:

»Ja, han er ikke af mine Folk, tror jeg, sagde min Mand, men jeg vil alligevel ikke have ham ind i en ensidig Paavirkning fra Hjemmet, jeg vil tale med Carl Nielsen derom. (-) Først ytrede C. N. lidt Betænkeligheder ved at tage min Søn som Elev, han havde jo dengang allerede haft Orgelkoncerter o.s.v., men da min Mand udtalte, at det var hans Ønske, at C. N. ville rigtig sætte ham ind i Kontrapunktlære og dertil hørende, saa vilde min Mand selv lede hans Komposition, Form o.s.v. - saa udbrød C. N. med straalende Ansige: Ja saa vilde han med Glæde tage imod ham som Elev. Tænk Dem saa min Mands forbavselse, da han modtog, efter en Maaned, nærmest et simpelt Brev, hvori C. N. udtaler, at han vil ikke være Kontrapunktterper og lignende smagfulde Vendinger ! ! «

E. L. forklarer videre, hvorledes hendes mand som svar udtalte

»sin grænseløse Forbavselse over denne fuldstændige Fordrejelse af Fakta. (-) Men derefter sluttede selvfølgelig »Carl Nielsen Perioden«.«

Den sidste passus tyder på, at undervisningen faktisk har fundet sted, omend altså i meget kort tid. Det bekræftes af Skjernes artikel om R. L. i »Illustreret Tidende« (1915-16, s. 321-22), hvor han direkte kalder ham elev af Carl Nielsen.

Hele brevets fremstilling lyder lidt besynderlig, det forekommer ikke videre sandsynligt, at C. N. på noget tidspunkt skulle have foretrukket at undervise R. L i kontrapunkt fremfor i komposition. Man kan måske tænke sig, at Carl Nielsens ytrede betænkeligheder mere har været en formssag, eller at de i hvert fald ikke har betydet, at han ville afvise hvervet, men at Siegfried Langgaards øjeblikkelige tagen ham på ordet har tvunget ham til at gå ind på tanken, l hvert fald forekommer den tanke, at S. L. skulle undervise i komposition og Carl Nielsen i kontrapunkt, mere mærkværdig, end at foretagendet blev opgivet.

Emma L. skriver, at hendes mand bestræbte sig på at give sønnen en alsidig uddannelse og ikke blot påtrykke ham hjemmets stempel, men om dette er lykkedes, kan man nok have sine tvivl, og efter hans død i 1914 synes moderen at have været den altdominerende faktor i R. L.s liv. Hun kæmpede som en løvinde for at rejse sin mand et værdigt minde som komponist, for sine søns karriere og - sidst, men måske ikke mindst - for at udbrede sine egne ideer og detroni-sere den efter hendes opfattelse enevældige magthaver i dansk musik: Carl Nielsen.

Hendes breve beskriver denne kamp, de taler om opførelser af R. L.s værker og pressens reaktioner og først og sidst om den degenererede danske musikverden og musikkritik. Sønnen sekunderer hende -. lidt naivt, hvor han tager til genmæle overfor anmeldere, der havde kritiseret hans orgelakkompagnement til en sangerinde - og i det hele taget ikke så forfærdeligt personligt.

Rued Langgaards kunstneriske evner var naturligvis helt hans egne, men man kan ikke frigøre sig fra tanken om, at hans indstilling til musikken er overtaget fra de stærkt dominerende forældre i en alt for ung alder og har placeret ham i en situation, som hverken var til fordel for ham eller for det danske musikliv.

Således synes hans stærkt religiøse kunstopfattelse at stamme direkte fra forældrenes, som moderen udtrykker den i brevene, og som den formodentlig vil afsløre sig ved en gennemgang af faderens teoretiske afhandlinger, som if. Skjernes artikel i III. Tid. er af teosofisk karakter, »snarere en Musikreligion end et egentligt æstetisk System«.

Man kan naturligvis ikke med bestemthed vide, hvilken betydning det ville have haft, om der virkelig var kommet en helhjertet forbindelse i stand mellem Nielsen og Langgaard, men man må antage, at deres forhold ikke var blevet slet så forbitret, som det nu blev tilfældet. Det lader nemlig ikke til, at C. N. har haft noget særligt imod Langgaard-familien og R. L.s musik. Således beretter E. Ls brev af 20/5 1916, at C. N. efter en aften, hvor en af Siegfried L.s kompositioner var blevet spillet, fulgtes med ægteparret hjem og undervejs sagde til S. L.: »Men De hører jo til en af vore!«. Derimod har en mere principielt indstillet »teoretiker« som Laub åbenbart været direkte fjendtligt indstillet, hvis man kan tro Emma L.s fremstilling af omstændighederne ved R. L.s' forsøg på at få opført korværket »Den gyldne legende« i Cæciliaforeningen med sangeren Vilh. Michelsen som mellemmand (brev af 3/5-1915).

»Men ved De hvad Laub svarede Michelsen: »Jeg vil aldeles ikke se det Arbejde - for hvis jeg ser det, vil jeg være den første til at modarbejde det«. Præcis saaledes lød hans Ord i en meget skarp Tone.«

Ud fra moders og søns breve til G. S. tegner der sig et billede af en ung komponist, der i en alder, hvor han umuligt kan have dannet sig afgjorte meninger om musik, takket være sin egen karakter og sine fanatiske forældre bliver offer for en bitter strid mellem den foregående generations æstetiske ideer, en strid, der som beskrevet ligger uden for selve musikkens område og derfor rent musikalsk turde være overflødig, og som i hvert fald er meningsløs for R. L.s egen generation.

Man plejer at betragte Carl Nielsen som sejrherre i striden, men for det første var det i så fald efter en lang, bitter og også for ham delvis ødelæggende kamp mod aggressive kræfter i det danske musikliv, for det andet var det måske, når man ser nøjere efter, ikke så meget C. N., der sejrede (jvf. den gængse afvisning af hans senere værker med »Commotio« som meget sigende undtagelse), men snarere en nyklassisk smagsretning, som han kun delvis havde berøring med, og det mere i sine æstetiske artikler end i sin musik.

Det er betegnende for hele Nielsen-Langgaard-stridens manglende begrundelse i de to komponisters musik, at den udvikling i dansk musikliv, der førte til en anerkendelse af Carl Nielsen, som han virkelig er, også i de sene værker, er den samme udvikling, som nu er ved at bringe Rued Langgaard til ære og værdighed.

Årgang 43/1968, nr. 07