Kniven og konventionerne

HOLMBOE

LEDER

KNIVEN OG KONVENTIONERNE

I Holmboes naivistiske kammeropera »Kniven« forsøger avantgardismens talsmand at lokke den almindelige unge pige - det almindelige menneske - bort fra hendes forlovede, konventionens repræsentant.

Det mislykkes. Trods sin betagelse af fremtidsvisionerne vælger hun alligevel den varmere, menneskeligere, almindelige tilværelse.

En satire over avantgardismens umenneskelige konstruktivisme? Måske nok, men sandheden ligger alligevel dybere.

Avantgardisten kan tage fejl af udviklingens retning, men han er den, der sætter den igang. Han har ikke forfatter-komponistens velsignelse til hver enkelt af sine handlinger, men han har hans respekt og sympati for sin stræben ud over den småborgerlige kedsommelighed, som det hele ville ende i uden ham.

Man kan nok tillade sig at tage Holmboe til indtægt for operaens dobbelte morale:

Vi følger alle spillets regler, også når vi tror, vi overtræder dem. Men netop derfor følger kniven også de uomgængelige love, når den skærer igennem de gamle konventioner.

Set i fugleperspektiv er kniven og konventionerne vel for Holmboe komplementære størrelser, der ikke kan undvære hinanden.

Gunnar Colding-Jørgensen.

Tilvejebringelsen af Holmboe-stoffet skyldes først og fremmest Helmer Nørgaard, som redaktionen herved takker for bistanden.