Høffdings kontrapunktlærebog

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 01 - side 10-11

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Carsten E. Hatting.

HØFFDINGS KONTRAPUNKTLÆREBOG

Finn Høffding: Indførelse i Palestrinastil. 2-stemmigt kontrapunkt med eksempelstof og øvelser. Tilrettelagt på grundlag af Knud Jep-pesens og Povl Hamburgers skrifter om vokal-polyfoni. Wilhelm Hansen, Musik-Forlag. København 1969.

Finn Høffdings navn er i lige grad knyttet til hans kompositioner og til hans omfattende arbejde inden for musikpædagogikken. Selv om han i de senere år har spillet en mere tilbagetrukket rolle end i den bevægede tid i 1930'erne, da han ledede Musikpædagogisk Forening og var med til at skabe en statsautoriseret eksamen for musikpædagoger, står han i dag i kraft af sine fortjenester som en af dansk musiklivs store åndelige kreditorer. Med talrige kompositioner har han glædet også amatørmusikerne, og med sin »Harmonilære« fra 1933 og sine lidt yngre skrifter ti! hørelæreundervisningen har han været med til at opdrage en lang række musikere. Det er derfor med store forventninger man går i gang med hans nye bog, hvori han for første gang henvender sig til undervisningen i kontrapunkt. Den er blevet til som et resultat af hans egen undervisning på konservatoriet, og den er med sin begrænsning til 2-stemmig sats lagt an på den almindelige teoriundervisning dér samt på musiklinierne i seminariet og i gymnasiet.

Just på vokalpolyfoniens område har pædagogerne hidtil været godt hjulpet med Knud Jeppesens »Kontrapunkt« suppleret navnlig i de senere år med Povl Hamburgers publikationer om det samme emne. Finn Høffding har allerede i titlen vedkendt sig arven, og når han i forordet vil begrunde, hvorfor han anser Palestrina-stil for bedre egnet som basis for kontrapunktundervisningen end Bach-stil, dodekafon sats eller andre muligheder, så er et af hans argumenter

netop, at disse forskeres undersøgelser får denne stil til at stå med særligt skarpe kontorer. Gang på gang i fremstillingen trækker forfatteren sig beskedent tilbage ved at fremhæve sine forgængere, og et enkelt sted (s. 75) henviser han endog til et eksempel hos Jeppesen uden at citere noderne. Det er ganske klart, at det ikke er Finn Høffdings hensigt at forsøge at skubbe nogen anden lærebog til side. Hans bog er tænkt som et supplement til det, der allerede foreligger, og dens værdi må derfor søges i den pædagogiske tilrettelægning og i de nye synspunkter, den kan tilføje.

Hvad det pædagogiske angår, har det væsentligste for forfatteren sikkert været at bygge stoffet op uden at anvende den traditionelle inddeling i arter. Formålet med denne fremgangsmåde er at gøre øvelserne musikalsk tilfredsstillende fra starten, skriver han i forordet, og hvem kan ikke give ham ret i, at cantus firmus-opgaver med modstemmer i fastfrosne nodeværdier er af meget abstrakt karakter? Der er et vældigt spring mellem opgaver i 1., 2. og 3. art og de senere øvelser i 5. art og i fri sats. Især når stilimiti-tion er målet, må disse indledende øvelser volde pædagogiske samvittighedskvaler. Finn Høffding har skåret igennem og forkastet dem, ligesom Thomas Alvad har gjort det i sin »Elementær vokalpolyfoni« fra 1968 (der antagelig er skrevet senere end Høffdings). Men hvor Alvad forsøger via deklamationen at finde en helt ny indgangsvej til Palestrina-melodien, har Finn Høffding bevaret meget af traditionen, som det fremgår af kapiteloverskrifterne: Helnodebevægelsen, helnodebevægelsen i forhold til helnode samt underdelingen af halvnoden i to fjerdedele. Fjerde-delsrækker i forhold til hvilende modstemme. Halvnode- og fjerdedelsbevægelse bliver aldrig isoleret, og eleven får derfor lejlighed til så snart helnodemelodien beherskes af arbejde med blandede rytmer. Til gengæld forekommer det mig, at udredningen af reglerne for netop de mindre nodeværdier (som stort set er de samme som Jeppesens og Hamburgers) bliver mere kompliceret, og at man risikerer, at eleverne får vanskeligheder med at holde styr på dem. Trods alt kan der være fordele ved artsopgaverne.

Finn Høffdings bog rummer kolossalt mange regler. En hel del flere end hans forgængeres. Det hænger dels sammen med hans ønske om at give eleverne præcise anvisninger og dels med en 2-stemmig sats i sig selv er et i forhold til Palestrina-stilen indsnævret begreb. Men man træffer også en del regler, der er nye. De drejer sig især om forholdet mellem melodiforløbet og tekstunderlægningen. Således hedder det om intervalfølgen i en melodi i helnoder: »Går man over til et nyt ord ved springet efter trinet ..., kan spring efter trin opadgående og trin efter spring nedadgående forekomme«, og »Selv hvor det kun er én tekststavelse, man skifter, kan man møde det store interval før det lille nedadgående« (s. 31). l begge tilfælde viser Høffding eksempler fra basstemmen i messen »Jesu nostra redemptio«. Imidlertid viser blot en løselig gennembladning af de 4 motetter, som Povl Hamburger for nylig har udgivet1), at sådanne rækkefølger ofte forekommer også i melismer. Og når Finn Høffding s. 47 går videre med lignende regler for halvnodebevægelsen, kan de lige så lidt finde bekræftelse i den nævnte samling. Endnu en regel om halvnoder: »Det skal nævnes, at Palestrina inden for samme tekststavelse er ret mådeholden i brug af spring opad fra betonet til ubetonet halvnode bortset fra tertsspring«. l et par af de nævnte motetter fandt jeg ret hurtigt 7 sådanne spring i melismer i forskellige stemmer, og kun 2 af dem var tertsspring. På s. 51-52 omtales portamentovendingen som noget, der altid har forbindelse med synkopedissonans. Vel, det er almindeligt, men den overbundne fjerdedel behøver ikke at dissonere, og portamentonoden selv kan gøre det. »På portamentofjerdedelen skiftes ikke tekststavelse« (s. 52) - jo, undertiden, sml. motetten »Ad te levavi« t. 7 i bassen.

Regler er resultater af en undersøgelse af det musikalske repertoire, og når de trykkes i en lærebog er hensigten med dem, at de skal hjælpe eleverne til at

gøre relevante iagttagelser. Jo mere generelt de kan formuleres, des nyttigere er de, men bliver de for generelle, så at man bestandig skal forklare undtagelser, taber de igen i pædagogisk virkning. Dog er selv de bedste regler intet værd uden eksempler, og just i eksempelstoffet er der meget fortrinligt at hente i Finn Høffdings bog. Det gælder både de talrige Palestrina-citater og forfatterens egne øvelsesmodel-ler. Ind imellem er anbragt opgaveløsninger, som eleverne selv skal rette, og her har Høffding behændigt indflettet en række typiske fejl - elegant anbragte advarselsskilte. Også et Lassuseksempel er vist, selv om det tilføjes, at han ikke altid strengt overholder reglerne for Palestrina-stil. Det kunne man vel heller ikke forvente.

Bogen skæmmes af en del trykfejl, som jeg ikke skal opregne. Blot må man spørge: hedder det »canti firmi« eller »cantus firmi«? (s. 40-41). Men à propos det udenlandske er det en god idé at forsyne eleverne med latinske bibelcitater - med angivne betoninger - til brug for hjemmelavede temaer (s. 135). Vist kan man hente ideer i Finn Høffdings bog, men frem for alt er det eksemplerne, der er bogens styrke.

1) G. P. da Palestrina. 4 Motetten. Edition Povl Hamburger. Orbis chori 2. Redaktion Henrik Glahn. Musikhøjskolens Forlag. Egtved. 1967.

Årgang 45/1970, nr. 01