Plader

PLADER

Niels Viggo Bentzon

Symfoniske Variationer — Kammerkoncert for 11 instrumenter (plade) Fona S 9 (nr. 9 i serien: Dansk Musik med Det kongelige Kapel).

Klaversonate nr. 4, klaversonate nr. 5 (plade) turnabout, Fona, TF 117.

2 Frederiksberg Suites for klaver (node) Ed. WH nr. 4119.

Kammerkoncerten - opus 52, 1948

- er et tydeligt neoklassicistisk værk. Ydersatserne holdes gående af en effektiv motorisk rytmik, 1. satsen i en tung og noget grødet klang, 3. sats klar og gennemskuelig. Den langsommere 2. sats er en tynd affære. Udførelsen er god, dirigeret af Jerzy Semkow, og optagelsen også, bortset fra et enkelt sted i 1. sats, hvor Peter Willemoes har været lidt for vaks med at ændre styrkefordelingen mellem instrumenterne.

Klaversonaterne - opus 57 og 77 fra hhv. 1949 og 1951 - er udløbere af den romantiske »store« klaverstil. Komponisten spiller selv, og medens han på den ene side må siges at give dækkende udtryk for sine intentioner, kan den monumentale stil i såvel værkerne som udførelsen virke noget trættende i sin enstrengethed. En anden interpret ville nok kunne aflokke værkerne flere og andre aspekter, og jeg tror de ville vinde ved det.

De symfoniske variationer - opus 92, 1953 - er en tilsyneladende lidet gennemtænkt krydsning mellem en énsatset symfonisk form og en klassisk variationsform. Det undgår ikke at minde om balletmusik (en længere udvikling, inddelt i numre). Værket er velklingende og velformet i traditionel forstand, selv om det skæmmer noget, at Bentzon har vanskeligt ved at få sluttet. Det får en udmærket udførelse af kapellet og Jerzy Semkow.

Frederiksbergsuiterne — opus 173 174 - er fra 1965.

Suite l: præludium - allemande -courante - sarabande - passepied

- menuet l — menuet II - capriccio. Suite II: præludium - allemande

- courante - sarabande - bourrée

- musette - gavotte — gigue.

Der er ingen spilleanvisninger udover satsbetegnelserne og et enkelt arpeggio-tegn. Og så instrumentet: klaver.

Det må siges, at forbindelsen til de barokke mønstre oftest er meget spinkel og overfladisk. Courant, Sarabande osv. er ikke idealer, som barokkens komponister har givet videre, men derimod navne på en hel række satser med visse fællestræk, deriblandt navnet. At de oprindeligt har betegnet danse, gør ingen forskel. (Hvis dette skulle lyde som unødigt hårkløveri, så tænk lidt over et begreb som koncertetude). Når Bentzon kalder sine satser ved disse gamle navne, skulle det altså være for at lade dem glide ind i rækkerne af couranter, menuetter, allemander osv. Men de fleste passer skidt i rækken, f. eks. er en gravitetisk sats i 3/2 ikke automatisk en sarabande, og en stereotyp i bassen gør ingen musette, l enkelte satser har Bentzon derimod brugt traditionerne, og ikke bare navne, taktarter, motiver el. lign., og dér passer de gamle betegnelser, som ét af mange fællestræk.

Alt dette kunne have været inderligt ligegyldigt, hvis ikke værkerne lagde så kraftigt op til en jævnførelse med barokmusik.

Det er lange og pianistisk ret krævende værker (23 og 22 af WH's normalsider), godt med skalapassager og akkordbrydninger.

Jeg kan ikke fri mig for en fornemmelse af noget meningsløst ved hele projektet. Ligesom for eksempel at lave en homofon udsættelse af Die Kunst der Fuge.

Hej