Harpekonkurrence i Israel

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 07 - side 211-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

Inga Graae:

HARPEKONKURRENCE l ISRAEL

»The Fourth International Harp Contest« i Jerusalem i september blev gennemført trods mellemøst-krise, koleraepidemi og fire piratflypassagerer som partisangidsler, kapringer i samme uge med 350

Men kriser er hverdag i Israel, man er vant til at holde tingene i gang så længe som overhovedet gørligt. Og mens man sad i Jerusalems Universitets sal med de mange implicerede nationers flag på podiet, lukkede man af for alle andre indtryk, ens synsfelt snævredes ind, som når man ser den gale vej i en kikkert, mens de unge konkurrerende fra alle klodens egne kom ind for at gøre deres bedste.

- Begyndelsen til denne konkurrence, nr. 4 i rækken, blev gjort i 1959, da staten Israel indbød til »The First International Harp Contest«. Man kunne den gang føle skepsis, vant til den hjemlige plan-cering af harpen i instrumenternes skammekrog: kunne der virkelig være grundlag noget sted for en seriøs kappestrid på harpestrenge? Men sagen blev succes, bakket op af presse, radio og television i en lang række lande.

Israels idé var at genskabe harpen som musikalsk fuldværdigt instrument, henvisende til dens mere end 3000 årige tradition i det gamle jødeland, og der indvarsledes kontinuerlige contester hvert tredie år. For et så lille land i daglig kamp for hverdagens eksistens kunne det synes umuligt. Alligevel forløb 2. og 3. contest i 1962 og 65 på klokke-slet så at sige. l 1968 blev cyklus afbrudt af 6 dages krigen. Men knapt havde man fået pusten igen, før programkomiteen sammenkald-

tes til møde i Paris, hvor oplægget blev gjort klar til næste runde.

Og det var altså denne fjerde udgave af de israelske harpesammenkomster, der udspilledes i så dramatiske kulisser i år. 18 unge var kommet til stede, og en dommer- og æreskomité var næsten fuldtallig - England og Frankrig havde meldt forfald, Rusland var politisk utilbøjelig. Repræsenteret var følgende lande: Argentina, Danmark, Frankrig, Holland, Israel, Norge, Rumænien, Spanien, Singapore, j Vervezuela, U.S.A., Japan, dtså 12 nationer.

Tradition er et ejendommeligt begreb. Allerede nu ved fjerde sammenkomst skimtede man omridset af noget traditionelt: man havde været med eller har hørt om det, standarden er kendt, man ved, niveauet er højt. Det hele har fået fast form, enkelthederne i programmet er gennemprøvet. Og fordi deltagerne ved, hvad de har indladt sig på, afvikles alt mere afslappet end tidligere, da nervøsitet helt ud i desperation forekom. Ingen gør længere skandale, men fører sig frem i hvert fald så nogenledes.

Som tidligere var der 3 runder. Første trin til eliminering af de mindst duelige havde som program: Bach: Præludium i G, Glinka: Variationer over et tema af Mozart, og Josef Tal (Israel) »Intrada« (1958).

Femten fik fodfæste på andet trin og spillede: Granjany: Fantasi over et tema af Haydn, en selvvalgt opgave, f. eks. Hindemiths Sonate eller Fauré: Impromptu. Til sidst Houdy: Sonate (1952).

Et restparti på 8 nåede tredie trin. Program: Boieldieu: Koncert

for harpe og orkester, 2. og 3. sats, og Piston (U.S.A.): Caprizzio for harpe og ork., 1966. Her medvirkede Israels Radioorkester.

Som i 1965 kom Frankrig på 1. plads og besatte i år også 2. pladsen. Nr. 3 var Japan, uddannet i Paris og New York, og japansk var også nr. 4, der de sidste 5 år har studeret i Holland. Nr. 5 var polak bosiddende i U.S.A., nr. 6 fransk, nr. 7 en hollænder gift i Trondhjem, hvor hun er ansat i orkestret. Nr. 8, Robert Barlow, U.S.A., forbløffede ved at tale dansk til mig, han har gået i skole et par år i Holte, og deltog i øvrigt i Danmarks Radios konkurrence om ,en ledig harpestilling for nogle år siden. Også denne gang var førstepris en Lyon/ Healy koncertharpe, værdi ca. 32.000 kr., som direktøren for dette amerikanske firma var kommet til stede for at overrække, han er i øvrigt dansk. 2-8. pris var fra ca. 12.000 kr. ned til 2.500 kr.

Til både indledende koncert med vinderen fra 1965 som solist, og til den afsluttende gallakoncert, hvor de tre første prisvindere foldede sig ud med orkester, var der fulde huse, omfattende TV-dækning og begejstrede tilhørere, for det israelske publikum er yderst lydhørt for musikalsk kvalitet. Men sandelig var der også betalende publikum til de forudgående 8 dages prøvespil både formiddag og aften. Ved en sammenligning med hjemlige forhold vrider man sig, - en sådan harpeentusiasme er utænkelig her, ja, hvilket instrument kunne i det hele taget påkalde en lignende interesse? En anonym dame fortalte mig, at hun med en bekendt havde været med hver eneste dag og for egen fornøjelse givet points. Hun var stolt over at have tippet de første to vindere rigtigt. »Forstår De,« sagde hun, »det er en livsnødvendighed for Israel at lade kulturen overleve. Ellers har livet ingen mening for os.« Vel hjemme igen kan man konkludere: standarden er i de forløbne elleve år blevet stadig mere egal. Vinderne var måske knapt så overvældende denne gang, men store talenter opstår ikke på kommando, samtidig var der nu mindre middelmådighed. Tekniken synes at være blevet mere synkroniseret, fransk skole slår stadig mere igennem verden over. Også de medbragte instrumenter er nu af en helt anden karat end første gang, da raslende rædsler førtes frem side om side med nye kompetente harper, l dag er kvaliteten den bedste, fordelende sig denne gang på 14 Lyon/Healy og 4 Salvi.

Ved et tilbageblik på de fire hidtidige contester (program for den femte i 1973 blev allerede lagt på et møde, inden man rejste, og skal bl. a. omfatte Brittens netop udkomne Suite for Harpe) - tegner sig tydeligt et billede af, hvilke lande der kvalitativt og kvantitativt er de førende på feltet. Frankrig er landet med den ældste forfinede harpekultur, Rusland har strålende standard og målbevidst uddannelse fra 8 års alderen. U.S.A. har også udmærket position grundet på en skelsættende indflydelse ved, at de to fremragende harpekunstnere Granjany nu 80 år, og Salzedo (død) samtidig emigrerede til Amerika og skabte hver sin berømte skole, hvis respektive arvtagere siden skinsygt har bekriget hinanden, l de sidste tyve år har Holland udviklet sig til det betydeligste harpecenter i Europa ved siden af Frankrig. Japan har i samme tidsrum udviklet en helt fantastisk harpeinteresse. En japansk kopi af de små irske harper fremstilles i tusindvis, og disse små instrumenter spilles i skolerne som

en art folkeinstrument. Enestående er det japanske harpeorkester, hvor tyve pigebørn mellem 12 og 18 spiller et omfattende program, hvormed de tournerer bl. a. i U.S.A., Holland, Irland, England o.s.v., hvorimod deres forsøg på at komme i dansk TV gik i vasken. Det er et kuriosum naturligvis, men pigerne er utrolig dygtige og meget fortryllende at se og høre på. Der er en del japanske unge under videregående harpeuddannelse i Europa og Amerika, og hos dem føres kvaliteten op i så højt et plan, at der altid har været en eller flere japanere mellem vinderne 5 de israelske verdenscontester.

Staten Israels ekstravagante initiativ kan nu elleve år efter ses at have fået den rækkevidde, der tilsigtedes. Den internationale kontakt, som umiddelbart kom i stand, har ført til samling af de splittede kræfter og dermed til en udvikling, der spores overalt i dag. På grundlag af de hidtil ca. 100 konkurrenters spil kan man nu fastslå en international standard for musikalsk og teknisk udvikling, når faget dyrkes på linie med andre instrumenter, og man har samtidig et bredt overblik over repertoire, både det foreliggende og de nye kompositioner, der kommer til, ved at høre alt spillet så mange gange og i små forskellige versioner.

Også Danmark har fået del i den nævnte påvirkning. Harpeuddannelsen som konservatoriedisciplin er etableret parallelt med anden instrumental undervisning. Man har fået øje på - eller øre for - instrumentets muligheder, hvilket bl. a. ses af, at der i den sidste halve snes år er købt ca. 20 nye harper til landet til orkestre, konservatorier og private.

Hver af de fire israelske konkurrencer har haft sin særlige karakter. Denne prægedes til det sidste af de ydre forholds dramatik: efter slutkoncerten blev de tre vindere interviewede af TV og kom derfor senere ud end alle andre. Følende en forståelig lyst til at gå ud at

spise, var de på vej ind i en lille restaurant, som de dog droppede til fordel for en anden. Næste morgen så man i »Jerusalem Post«, at den første havde været udsat for lidt af det bomberi, man bagatelli-serer i Jerusalem, ingen var jo døde. Men tretten kom på hospitalet.

Inga Graae.

Årgang 45/1970, nr. 07