Ny musik på universitetet

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 07 - side 185-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY MUSIK PÅ UNIVERSITETET

Grupper af musikstuderende ved Københavns Universitet har dannet studiekredse, der beskæftiger sig med emner udenfor de traditionelle undervisningsområder. En af dem, arbejdsgruppen for ny musik, fortæller her om dens studium af konkret musik.

Da vi i slutningen af sidste semester skulle finde et nyt emne til afløsning af det, vi nu i et år havde arbejdet med (K. Stockhausen), stillede vi to krav: 1) det skulle være et område af den nye musik, som vi ikke kendte meget til, og som vi ikke kunne få undervisning i på anden måde, og 2) der skulle være en rimelig mulighed for at fremskaffe indspilninger og/eller partiturer samt litteratur. Vi valgte så en halv snes emner, og efter udelukkelsesmetoden fandt vi frem til det; vi nu beskæftiger os med: konkret musik.

Hver sammenkomst med gruppen føles som en ny begyndelse. Andelig aktivitet og opdagerglæde er resultatet. Hvilket mirakel, at der findes et så stort og værdifuldt område, som er så forholdsvis uudforsket og - især - ubelastet i æstetisk henseende. Man begynder med at forsøge at organisere disse ekspressive lydindtryk og opbygger så efterhånden sin egen æstetik: dette er smukt, dette er sjovt, dette er kedeligt.

Hvad er egentlig »konkret musik«? Ifølge en definition: »Musik, hvis akustiske udgangsmateriale hentes fra den reale omverden«. »György Ligeti: »Den elektroniske musiks historie«, DMT 4, 1966). Skulle vi i valget af værker rette os efter denne definition, måtte vi imidlertid beskæftige os med en alt for stor og uhåndterlig del af den nutidige eksperimenterende musik.

Desuden dirigerer vi selv; ingen emsig forelæser skal overholde sit program og sin plan samt opretholde sit image …

Vi er alt for tilbøjelige til at glemme den simple kendsgerning, at musik produceres primært for at blive hørt, ikke for at blive analyseret.

I sammenligning med, hvad man ellers beskæftiger sig med som musikstuderende ved Universitetet kan det, vi foretager os her i gruppen kort betegnes som UBELASTET LYTNING.

Vore lydbånd er, som vi får dem og ikke anderledes. Deres nøgternhed er befriende og inspirerende. Ganske vist opdager man jo efterhånden, at også denne genre har sin sentimentalitet, sine formler og trivialiteter. Men vi har i det mindste selv fundet frem til dem!

Et bestemt, dødssygt problem findes ikke i dette stof: det med fortolkningen! Det er skønt at være fri for virtuos-indføling og alle disse forbehold, som må tages, når betragtninger af værdi skal ind i billedet. Det er dog kedsommeligt at sidde og veje for og imod: yder den sopran værket retfærdighed, eller gør Fischer-Dieskau den Lied endnu mere »interessant« (!) end den faktisk er etc.

Det var i første omgang nødvendigt at finde et mere afgrænset område, og vi valgte da den franske »musique concrète«, som indledtes med Pierre Schaeffers forsøg i Paris i slutningen af fyrrerne. Til denne bruger vi hele efterårssemestret, og vi vover os så i forårssemestret ud på det langt mere uoverskuelige nyere internationale område. Der skelnes nu ikke længere mellem »konkret« og »elektronisk« musik - ikke blot eksisterer den stilistiske adskillelse ikke mere, men det er meget ofte komplet umuligt at høre, om en musikalsk struktur tilhører den ene eller den anden kategori.

At beskæftige sig med et sådant emne giver ikke så få problemer.

Selv om vi fra begyndelsen holder os til det klart afgrænsede område »musik fra O.R.T.F.'s studie for eksperimentel musik fra 50'erne«, bliver der besvær nok endda. Hvordan skal man egentlig lytte til musikken?

Den traditionelle hørelære giver ikke mulighed for andet end en gang imellem henrykt at kommer med udbrud som: »Dér var en stor terts!« etc.

Teknisk lytterholdning: søger en materialebeskrivelse: hvilke lydkilder, hvilken måde er de bearbejdet på.

Anekdotisk-visuel lytterholdning: opfatter lydene som henvisende til de konkrete lydkilder, som en række af skiftende billeder.

Programmatisk-visuel lytterholdning: søger at lade lydene fortælle en historie.

Absolut-musikalsk lytterholdning: fjernes opmærksomheden fra alt andet end lydindtrykket, søger en form.

Om en lytterholdning er mere relevant eller kvalificeret end en anden, kan man skændes om.

Men hvad gør man, hvor der arbejdes med decideret støj?

»Musik er lyd«, har Varèse sagt.

Det må man jo så affinde sig med.

Man må lære de forskellige lydkategorier at kende og lære at beskrive deres anvendelse.

Og hvordan beskrives værkernes form?

Nogle af dem er ret traditionelle og kan beskrives ved hjælp af symboler som ABA (Schaeffer: »Etude aux sons animés) o. 1. Endvidere er Stockhausens formbegreber fra artiklen »Erfindung und Entdeckung« i »Texte 1« (Verlag M. Du Mont Schauberg, Köln) nærmest uundværlige.

Det psykologiske aspekt, som er uløseligt forbundet med al lytning, får uvægerligt større indflydelse på analysen af konkret musik end ved en analyse, hvor man kan henvise til »facts« i et partitur, facts, der måske i det psykologiske lytterforløb er ganske misvisende.

Begreber som »punkt«, »gruppe« og »kollektiv« (betegnelser for elementer) og »udvikling«, »række« og »moment« (betegnelser for formtyper) kommer fuldt ud lige så meget i anvendelse her som ved behandling af Stockhausens egne værker.

Hvad har vi nu egentlig fundet ud af? Vel egentlig ikke noget, som ikke var kendt i forvejen. Men det står fast, at behandlingen af musique concrète giver en meget stor optræning i at lytte aktivt. Her er ingen partiturer, intet at klamre sig til, hvis lydindtrykket bliver for kompliceret.

Man tvinges til at bruge ører og hukommelse. Vi håber senere at kunne offentliggøre en artikel, som indeholder oplysninger om resultaterne af gruppens arbejde.

Følgende værker gennemgås: Efteråret -70:

1) Pierre Henry: Le voile d'Orphée.

2) Luc Ferrari: Etude aux accidents; étude aux sons tendus.

3) Pierre Schaeffer: Etude aux allures; étude aux sons animés.

4) Pierre Schaeffer: Etude aux objets.

5) lannis Xenakis: Diamorphoses; Concret PH.

6) lannis Xenakis: Orient-Occident.

7) Luc Ferrari: Tête et queue du dragon.

8) Pierre Henry: La Noire à soixante.

9) Pierre Henry: La Noire à soixante -f Granulo-métrie.

10) François Bayle: Lignes et points; L'Oiseau-Chanteur.

11) François Bayle: Espaces Inhabitables.

12) François-Bernard Mâche: Terre de Feu.

13) Luc Ferrari: Und so weiter.

Foråret -71 :

1) Arne Nordheim: Epitaffio.

2) Arne Nordheim: Solitaire.

3) Toru Takemitsu: Water Music; Vocalism Ai.

4) Luigi Nono: La Fabbrica illuminata.

5) Karl-Birger Blomdahl: Altisonans.

6) Steve Reich: Come Out.

7) Boguslaw Schaffen Koncert for bånd. Desuden vil vi gennemgå nogle endnu ikke bestemte værker fra det sidste par år.

Der benyttes følgende litteratur:

Jan Maegaard: Musikalsk modernisme (Stig Ven-delkærs Forlag) 1964.

Werner Kaegi: Was ist elektronische Musik (Orell Füssli Verlag, Zürich) 1967.

Pierre Schaeffer: Traité des objects musicaux (Editions du Seuil, 1966). En fuldstændig plade- og litteraturfortegnelse vil senere fremkomme.

Årgang 45/1970, nr. 07