Cancer - et forsøg med billeder

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 02 - side 37-38

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

NY MUSIKDRAMATIK

Sven Erik Werner:

CANCER - ET FORSØG MED BILLEDER

Udgangspunkt: Et kapitel i Alexander Solsjenitsyn's roman »Kræftafdelingen«. En midaldrende mand, indlagt til observation for kræft. Embedsmand i midten af pyramiden, partimedlem, men ikke alt for sikker i sadlen, gennemsnitsopportunist, gift, halvvoksne, flinke børn, god lejlighed i Moskvas næstbedste kvarter, egen vogn.

Karriereræs, stress, ansats til en - ganske lille, selvfølgelig - svulst i den ene side af halsen. Godartet. Eller godartet? Indlæggelse, undersøgelser, de første behandlinger. Angst, irritation, uvished. Smertestillende midler, bevidstheden begynder at flyde. Billeder fra længst fortrængte fortidslag dukker op, lejrer sig over hinanden, trænger sig på, uafviselige og klaustrofobisk trivielle i deres mekaniske repetition, umulige at holde fast eller ude fra hinanden, umulige at analysere og få styr på. En udsigtsløs, uendelig kredsen, stumper fra en grå, smålurvet eksistens, klip fra et par B-film om hverdagens og embedsmandslivets lille illoyalitet, der måske har ført til katastrofer.

Materiale:

I. 6 stumme billedsekvenser:

1) Manden i et lukket betonrør, energisk kravlende efter »udgangen«.

2) Manden i en hospitalsseng. En kvindelig læge giver ham noget at drikke, mens en sygeplejerske ajour-fører tilfældet på et kort.

3) Manden bag sit skrivebord. Kvinden, moderen (lægen) og pigen, datteren (sygeplejersken) kommer ind for at gøre rede for et eller andet, der står på et kort. Kvinden arresteres og føres væk. Pigens indladende forsøg på at ændre »dommen« afviser manden skrækslagent.

4) Manden under anklage. Han prøver at forklare misforståelsen for dommeren (arbejderen), men kan ikke få et ord frem. Han vakler hen til skrivebordet - hans eget - og griber vandkaraflen. Den er tom.

5) Manden på øde, åben mark - byggeplads, strand, militær- eller fangelejr? Udmattet af tørst prøver han at nå hen til et vandtrug. Han forsøger at få hjælp af pigen, som ligger (ikke) langt derfra. Hun reagerer ikke, rører sig ikke engang. Han når frem til truget og får, idet han skal til at drikke, øje på pigens spejlbillede i vandet. Han vender sig forfærdet og ser i stedet for pigen kvinden bag sig. ! hånden holder hun et kort, som hun foragteligt lader flyve for vinden. Manden kravler desperat efter det og når det, netop som en forbipasserende arbejder (dommeren) sætter foden på det. Manden genkender dommeren og får så lov at tage sit kort.

6) Pigens spejlbillede i vandet.

Med andre ord 6 ordinære mareridtsture, surrealisme på reklamefilmsniveau.

II. Dertil 6 lydforløb:

1) En G-dur septimakkord i forskellige omlægninger for strygekvartet, horn og fagot.

2) Bifald.

3) Høje liggetoner for 3 sopraner.

4) Lydsløjfe i punktuel stil for 4 blæsere.

5) Reallyde: trykluftsbor, fabriksfløjte m. m.

6) En russisk folkemelodi i let fremmedgjort regi for engelskhorn, akkordeon og slagtøj.

Altså også 6 velkendte ture fra underlægningsmusikkens overdrev.

Procedure: Billedsekvenser og lydforløb behandles på principielt samme måde. De er skåret til i forskellige længder (varigheder) og kopieret et antal gange. Alle forløb kører i løbet af den samlede varighed (en lille halv time) efter et periodisk repetitionsskema. Hver sekvens og hvert lydforløb har sin individuelle periodik af signaler og pauser. Det betyder, at sekvenser og forløb hele tiden går i nye indgreb med hinanden. Det er de samme 6 sekvenser og de samme 6 lydforløb, der kredser om hinanden, ramler sammen, overlejres o.s.v., men samtidig med at billederne og lydene skifter plads indbyrdes, flytter de sig også i forhold til hinanden, således at vi hele tiden får nye billeder til nye lyde. Næsten. For TV's øjeblikkelige ressourcer kunne ikke honorere de præcisionskrav, denne teknik stillede. Heldigvis. Enkelte steder slumpede de samme billeder sig til at ramle ind 5 de samme lyde, der således blev underlægningslyde i stedet for »underlægningslyde«. Eller var det billederne, der blev underlægningsbilleder? Her fik man så det forærende -sammen med en hel masse andet, som kun gror i den praktiske, ofte kompromisfyldte konfrontation mellem intention og realiserbarhed.

Sigtet mod at underkaste en TV-billedside en velkendt kompositorisk repetitionsprocedure er klart nok. Først og fremmest selvfølgelig fordi den for mig var den bedst egnede til at visualisere Solsjenitsyn's mareridt af lukket, selvspejlende psykisk rum. Og samtidig blev gentagelsen en mulig måde at forholde sig til Solsjenitsyn's fede patos på, en patos, hvis litterære mangetydighed i dette tilfælde ikke uden videre lod sig oversætte, men som måtte med alligevel - hvis man altså ikke skulle have ladet litteratur være litteratur. Og i øvrigt er denne billedmæssige gentagelsesteknik vistnok ikke prøvet før.

Årgang 46/1971, nr. 02