Instrumentalteaterseminar- hvad fik vi ud af det?

Gruppen:

INSTRUMENTALTEATER-SEMINAR

- hvad fik vi ud af det?

Fredag, lørdag, søndag den 10., 11., 12. december 1971 afholdt Gruppen for alternativ Musik seminar på konservatoriet i København om instrumentalteater. Se-mrnaret indledtes af Bent Lorentzen, der opridsede situationen omkring instrumentalteater som koncertform efterfulgt af en diskussion om emnets definition, afgrænsning m. v. Koordinering af musik og teater er endnu et så nyt fænomen - i hvert fald for musikere og komponister her til lands - at diskussionens hovedindtryk da også blev, at nærmere definitioner var uhyre vanskelige at nå frem til, ligesom der blev rejst tvivl om, hvorvidt det overhovedet var formålstjenligt at komme videre end den afgrænsning, ordet indebærer i sig selv.

Diskussionen mundede ud i en parallelføring mellem det danske eksperimentelle teaters problemer og musikteatrets og i et forsøg på en genre-opdeling: Musikteater med relationer til koncertsituationen, rent musikteater, politisk musikteater etc.

På andendagen tog instruktøren Paul Valjean fat på de praktiske sider af sagen. De til seminaret indsendte musikteaterværker blev gennemgået, prøvet og sat op i konservatoriets festsal, hvor også en afsluttende opførelse fandt sted søndag aften.

Under en diskussion blandt gruppens folk (Birgitte Alsted, Nina Hein Bertelsen, Søren Barfoed, Birthe og Søren Kjærgaard, Ulrik Jensen, Jens Ole Malmgreen, Helle Norup og Fjeld Simonsen) var det centrale emne musikerens rolle.

Birgitte Alsted: »Musikeren har altid været frustreret på grund af det stive fastlagte bevægelsesmønster, der er ham/hende beskåret. Musikeren er endvidere blevet opdraget til at engagere sig meget i netop det bevægelsesmæssige, da det at beherske et instrument kræver betydelig krops- og muskelbevidsthed. Det lystbetonede ved at spille ligger også i bevægelsen -

derfor er det af stor betydning, at man også får lejlighed til at udnytte dette bevægelsesapparat i mere kreativ retning.«

Jens-Ole Malmgreen: »Musik og bevægelse har altid hørt sammen, hvilket tilhøreren kun ved alt for vel - han er simpelthen blevet så vant til de evindelige præsentations-, udførelses- og applausmønstre, at han ikke mere ser dem. Det afgørende nye, som instru-mentalteaterformen bringer med sig, er musikerens mulighed for at frigøre sig fra disse mønstre - og dermed fange tilhørerens visuelle opmærksomhed.

Efter dette første møde med musikteatrets teoretiske og praktiske sider synes to hovedretninger for genrens eksistens at vise sig: Den direkte komiske og/eller barokke, og den om ikke dybt tragiske så dog tragikomiske stil, hvor førstegangstilhøreren skal et godt stykke ind i kompositionen eller måske endda overvære endnu en opførelse, førend han klargør sig sin opfattelse af værket. Et eksempel herpå er den overlegent professionelle udførelse af Kagels »Phono-phonie« og »Hallelujah«, hvor man samtidigt for alvor erfarede hvilke perspektiver, der ligger gemt i instrumentalteatergenren - ikke mindst for publikumssitua-tionen.

Det er intet særsyn, at koncertopførelser af nyere seriøs musik, og især kammermusik, samler en beskeden skare på 30-40 mennesker: Musikere, komponist og medlemmer af disses familie- og bekendtskabskreds. For tilhøreren i almindelighed og for dansk musikliv i særdeleshed kan man kun håbe på, at der snart sker noget, - og måske skal det netop ske i den retning, som også Det kgl. Teater angiver med opførelsen af Mauricio Kagels teatermusikalske værker på Co-mediehuset. Det håb er tændt, at instrumentalteater som koncertform kan medvirke til en bedring af koncertsituationen.«

Heue Norup: »Musikteater er berettiget som koncertform, idet det giver musikeren større mulighed for at være selvskabende — og dermed engagere sig.

For at der ikke skal opstå nogen misforståelse med hensyn til motiv og hensigter vil jeg lige understrege, at der i mit arbejde med musikteater ikke ligger et alternativ til gruppens hidtidige koncerter med »ren« musiceren. Jeg mener ikke, man behøver at stille instrumentalmusik op over for instrumentalteater som modpoler, fordi der i teaterformen (for mit vedkommende den mere abstrakte) ligger et hav af nye muligheder også for at træde ud af den kendte koncertforms rammer. Jeg vil gå med til, at instrumentalteater foruden at være en ny udtryksmåde for musikere og komponister også kan være medvirkende til at vise nye veje for gruppens fortsatte eksperimenteren med koncertformen, men jeg vil ikke som nogle prompte forkaste den auditive koncerts alternative muligheder i forhold til det etablerede musikliv herhjemme.«

Fjeld Simonsen: »At der kan opstå en debat om in-strumentalteaterberettigelse, at denne overhovedet kan drages i tvivl, tyder kun på, at musiklivet er nær ved at stivne i en rituel kunstdyrkelse med solister og dirigenter som ypperstepræster, hvis lige kun findes i kultisk gudsdyrkelse. Musiklivets afdøde guddomme, som var en højere form for respekt værdig, gøres til genstand for en fremmedgørende mytologisering i præstationssamfundets overfladiske konkurrence-, effektivitets- og sladderræs.

Efter mit skøn er det ikke instrumentalteatrets endelige funktion at missionere eller polemisere over for dette, hvor velegnet formen i øvrigt end måtte være for noget sådant. Hvad missionen angår er intet mig mere afskyeligt end det iøvrigt vidt udbredte livssyn - eller mangel på livssyn - der forsøger at sælge musikalske oplevelser som Bio Foska eller andre mærkevareprodukter, og mener, at kvalitet og succes er noget nær synonymer, og hvad polemikken angår kan jeg ikke polemisere mod den rituelle koncertform som noget absolut anakronistisk, da jeg mener, at den fortsat rummer muligheder, kun mod det monopol den har i musikelskeres og også mange musikeres bevidsthed. Man må søge ud over de indoktrinerede vaner, og som her gennem kontakt med udtryksformer med affinitet til ens traditionelle arbejdsfelt søge at udvide sin skabende og genskabende bevidsthed.«

Søren Barfoed: »For mig virkede seminaret som en bekræftelse på at denne form for musik/teater er absolut levedygtig, og der bør under alle omstændigheder fortsættes med eksperimenteren, koncerteren, videregivelse af erfaring. Jeg tror ikke, at vores koncert havde nogle »døde punkter« på noget tidspunkt.«

Nina Hein Bertelsen bringer til sidst diskussionen videre med disse linier: »Jeg synes ikke, vi på nuværende tidspunkt skal beskæftige os med, hvad instrumental teater er og hvad det evt. skal bruges til, lad os hellere komme 5 gang med at lave noget mere, så taler det nok for sig selv til den tid.«

Af »Helge Jacobsens Legat til Fremme af Musiklivet i Danmark« vil der være kr. 5.000,- til uddeling i foråret 1972.

Ifølge legatets formål kan der af overskudet ydes tilskud til større musikforeninger for at sætte disse i stand til at bringe til opførelse sådanne større vokale eller instrumentale værker — eventuelt under medvirken af fremmede kunstnere — hvis opførelse ville ligge udenfor foreningens egne økonomiske kræfter.

Legatet kan også uddeles til kammermusikensembler — og i særlige tilfælde til enkeltpersoner — til fremførelse af betydelige musikværker.

Ansøgninger stiles til »Helge Jacobsens Legat til Fremme af Musiklivet i Danmark« c/o landsretssagfører Ivan Schiøler, Hauser Plads 32, 1127 København K, og må være legatet i hænde senest den 3. marts 1972.

PS. Se i øvrigt oplysningerne om gruppens planer for den kommende tid, side 219.