Åbent brev nr. 2 til musikanmelderne

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 09 - side 230-231

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Åbent brev nr. 2 til musikanmelderne

Nu da man igen er begyndt på den gamle diskussion om anmeldernes rolle i musiklivet, kunne man fristes til at spørge: »Er det nødvendigt overhovedet at anmelde en engangsforeteelse som en koncert? Hvad nytte gør det? Er det ikke snarere reklame for musikken, der er brug for i den aktuelle koncertsituation, og ikke den evige usaglige vurdering af selve udførelsens plusser og minusser?«

Man forstår, at anmelderne betragter sig selv som publikumsvejledere, noget i retning af et Forbrugerråd. Engang imellem spiller kunstneren mindre godt, og det er anmelderens job at lure på ham (på publikums vegne) - og hænge ham op med det samme! (Spørgsmålet om anmelderne er i stand til at vide, hvornår der bliver spillet godt eller mindre godt, er en anden sag). Og selv om kunstneren spiller mindre godt - hvad så? Når man har nået koncertstandard som solist eller kammermusiker, plejer der at være så mange godter i posen, at selv om der falder nogle lækkerier ud, er der rigeligt tilbage at glæde sig over. En grammofonindspilnings perfektion opnår man sjældent i en levende koncert. Der kan være 100 menneskelige grunde til at kunstneren ikke kan gennemføre et længe planlagt koncertprogram med den inspiration, som han ærligt har tilstræbt i mange, lange måneder. Det hører ikke med til den menneskelige livsrytme aídrig at have uforklarlige »off-days«, aldrig at have ligget syg, aldrig at have gennemgået en sindsoprivelse eller et legemligt uheld på ubelejlige tidspunkter. Alt det, der rammer enhver nu og da, kan ramme kunstneren i dagene op til koncerten, - men billetterne er solgt, og koncerten skal gennemføres så godt det nu kan blive - og så »lurer« anmelderen! (l publikums interesse selvfølgelig!).

Men hvilken publikumsinteresse skulle anmelderen tjene så ihærdigt? Der er grupper, der aldrig læser anmeldelserne - de højt musikuddannede amatører -viderekommende instrumentalister - der er fuldt ud i stand til at gennemskue anmelderens manglende fagkundskab på hans eget instrumentale felt, og er dybt forarget over de fjollede »smarte« sætninger, der dukker op så tit i aviserne.

Og så er der den velkendte gruppe, der siger: »Jeg var ikke til koncerten, men jeg har læst anmeldelserne. De var...« Og denne gruppe tror på anmeldelsen som en bibelsk sandhed. Før i tiden har denne, nu svigtende gruppe sikkert læst gang på gang, at den koncert, de lige havde overværet og betalt så dyrt for, havde betydelige minusser. De var ikke sagkyndige nok til at danne og forsvare en personlig opfattelse, der ikke var opbakket af anmelderens. Det var ærgerligt således at give sine penge ud til noget, der var delvis mislykket. Det er bedre at købe en plade, for med de muligheder for omspilning, kan en plade være meget vellykket. Og så er man ikke så stiv i musikkundskab, at man ikke er glad for alle de oplysninger, der findes på pladens omslag. (Der er aldrig noget negativt trykt der!)

Og så er der den tredje gruppe - det må være 90 pct. af den danske befolkning - den gruppe, der godt kan lide en god pop- eller beat-melodi, en gammel evergreen eller en salme, men synes, at »klassisk« musik ikke er noget for dem. Af og til kan folk fra denne gruppe have lyst til at overvære en klassisk koncert og er parat til at tage ud og »opdage« vores musik. Men hvordan møder vi dem? Her svigter anmelderen totalt publikums interesse. Det første nederlag møder vores førsteg an g s lytte r i avisernes foromtaler, der synes helt uforståelige undtagen for det indviede mindretal. Vores tilhører forstår ikke, hvad en »Strygekvartet« er for noget (det er velkendt, hvordan mange folkeskoler bruger deres »sangtimer« til alt andet end oplysning om musik) - eller en »Sonate«? og »Chaconne i G-Dur« - hvad betyder det? Hvem er Händel, er han en af disse her moderne? (alle sammen spørgsmål jeg selv har været ude for at måtte besvare). Altså foromtalerne forklarer ham ikke ret meget om musikken, men giver ham en ubehagelig mindre-værdsfornemmelse. Men musikerne må da være gode at høre på! - de er så dygtige og højt uddannede nu til dags. Han vover sig ind til koncerten alligevel -og synes vældig godt om en del af den og ikke så godt om resten. Han siger sin mening højt, måske diskuterer han den med en anden (interessen er vakt). Men det næste nederlag møder han næste dag, da han læser i anmeldelserne, at det, han syntes bedst om, var dårligt, og det, han ikke syntes om, var godt. Og så er der en hel masse i anmeldelsen som, forstår han, er gået helt hen over hovedet på ham. (Dette er alt sammen baseret på personlige erfaringer med »publikummet«). Han stoler trygt på, at anmelderen må vide bedre end ham selv, og hvis han ikke er heldig nok til at kende en musiker, der kan gøre skaden god igen, bliver hans selvtillid effektivt ødelagt. Han går aldrig mere til koncert.

Det er helt umoralsk af musik-hierarkiet at behandle den »lille mand« således. Musikken kan forstås og opleves på mange niveauer, og den lille mands oplevelse er lige så rigtig på hans niveau som en musikers er på sit. Musikskatten er også hans arv, og anmelderen tjener hans interesser bedre ved ikke autoritativt at trykke sin personlige mening (selv om han måske er sagkyndig), men ved at gøre musikken tilgængelig for ham og derefter opmuntre ham til selv at tage stilling! Der ligger en krævende opgave for musik-journalisterne og universitets-studerende. Og ti! at løse den er l glimrende egnede! l er både velskrivende og kundskabsmæssigt stort-vidende. I skulle bruge jeres talenter i oplysningens tjeneste. Politikens anmelder har allerede vist vejen med en udmærket fjernsynsserie for et par år siden. Sådan skal l bruge jeres stillinger! I skulle starte en stor kampagne til i populære vendinger at oplære de udeblivende 90 pct - FREMTIDENS PUBLIKUM - i musikkens grundbegreber. Fortæl om alt - musikalsk udtryk, form, historie, instrumenter, tonalitet, komponister, og glem ikke at gøre god reklame for kunstneren, omtale hans stærke sider - derved kan han spare adskillige tusind kroner på reklameplakater og gøre billetpriserne billigere.

En videnskabsmand, der opdager et helbredende middel, har moralsk pligt til at bringe det ud til folket - selv om det stiller sig skeptisk og afvisende i første omgang. Kunst er en åndelig panacea, og det er vores pligt at bringe den ud til den brede befolkning. Vi må ikke blive ved med kun at tale til hinanden i en indelukket mindretals-gruppe. Staten og kommunerne investerer enorme summer i konservatorier og kommunale musikskoler. Vi skylder skatteborgerne, der ser deres penge således anbragte, at gøre en massiv indsats - anmelderne og musikere tilsammen — for at bringe kunsten videre ud til folket, uden at udsætte folket for større udgifter. Billetpriser er for høje, bøger om musik for dyre - vi kunne gøre det hele billigere og lettere tilgængeligt.

Diana Pereira. Annisse, 2. april 1972.

NB: Redaktionen kender en håndfuld gode og kompetente anmeldere, som i vid udstrækning bestræber sig på at opfylde de krav, Diana Pereira stiller, men desværre næppe én, som kan sige sig fri overfor alle anklagepunkterne i de to åbne breve, hvoraf de alvorligste vel er anklagerne om anti-folkelighed og utilstedelig arrogance overfor alvorligt arbejdende musikere og komponister. »Desværre« er der kun kommet meget positive reaktioner på D.P.s brev, så debat tegner det jo ikke til. Mon anmelderne tier og sam-tykker og har alt for travlt med at forbedre sig? red.

Årgang 46/1971, nr. 09