Om dette nummers miniværker

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 09 - side 237-237

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

OM DETTE NUMMERS MINIVÆRKER

Om de to småstykker, der står på side 254 og 255 i dette nummer, kan oplyses, at de er komponeret af Hans Abrahamsen, en af den yngste generations meget spændende komponister. Hans Abrahamsen har i flere år været blandt de mest aktive i Gruppen og er medstifter af Lyngby Unge Tonekunstnere, LUT.

Teksterne til de to sange er skrevet af en anden »gruppeinitiativmand«, Fjeld Simonsen.

Sporvognsvalsen blev uropført i Nørregade i København i forbindelse med den sidste sporvognstur i byen (på linje 5) som led i Gruppens musikdemonstration for sporvogne mod busser.

Slumsangen er et afsnit af et større værk betitlet »SLUMSANGE«.

Hans Abrahamsen har allerede en stor produktion bag sig — en lang række værker for alle besætninger fra soloinstrumenter til fuldt symfoniorkester, og stilistisk beskrivende en udvikling fra de tidlige, poetisk-eksperimenterende værker over en benhård konkretisme mod en stadig mere egenartet formulering med bl. a. følgende hovedtræk: pulsrytmik, yderst enkel og musikantisk melodik, ofte med durpentachordet (eller andre lige så enkle skalaformer) som »modus«. Formen i de senere stykker kan vel bedst beskrives som »kasseform«, d.v.s. opdelt i helt klare afsnit med hver sit karakteristiske materiale (således f. eks. strygekvartetten HER), men i flere værker — således i det meget vellykkede orkesterværk SKUM — er den helt hårde kasseform veget for et mere labyrintisk byggeklodslandskab, gennemtrængt af en fælles grundstemning, som bl. a. skyldes, at »klodserne« lapper ind over hinanden og iøvrigt har materialefællesskab, uden at det helt klare kassepræg, som bidrager meget væsentligt til den samlede musikalske meddelelse, går tabt.

I enkelte værker reagerer Hans Abrahamsen selv meget radikalt på den tvang kasserne til tider kan udøve, som f. eks. i UNDER MIN GRØNNE PLANTE, et meget prist stykke kammermusik, hvori hvert enkelt instrument spiller helt sin egen rolle uden nogen metrisk sammenknytning med de øvrige, men således at alle mødes i en vildt rituel kulmination; hele dette forløb styres af en bongotromme, der spiller puls, først ganske roligt men accellererende jævnt gennem hele stykket til den hidsige puls ved slutningen. — En mellemform mellem denne helt organiske »lianform« og den nævnte modificerede kasseform i SKUM findes i det lille fine stykke, RONDO, for fløjte, obo, horn og violin.

Med et af de seneste værker, EEC-SATS for stort symfoniorkester, forenes kasse- og lianform 5 én lang og yderst monoman udvikling over én og samme lille melodi på kun tre toner (c' -d' - e'). Desuden høres her en anden karakteristisk egenskab: den manisk konsekvente instrumentation, der her giver ekstragevinst i form af en spændende klanglig effekt: alle fra fløjte til tuba spiller unisont eller senere paralelt inden for samme oktav, den énstrøgede. SAa J.

Årgang 46/1971, nr. 09