Anmelder-debat

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 11 - side 265-265

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Gunnar Coiding-Jørgensen:

ANMELDER-DEBAT

SVAR FRA EN IKKE-ANMELDER

Med Diana Pereiras andet åbne brev til musikanmelderne står det efterhånden klart, at den eneste løsning på miseren er, at de optrædende musikere selv skriver deres anmeldelser. Kun på den måde kan de sikre sig den fagligt kompetente og objektive behandling af deres præstationer og forklare publikum, af hvilke psykiske eller fysiske grunde denne eller hin passage ikke lykkedes, eller hvilke personlige vanskeligheder, der lå til grund for den manglende inspiration.

Diana Pereiras holdning er indlysende logisk og kan uden videre tiltrædes af enhver brancheforening: hattemagerne ønsker reklame for, at folk skal gå med hatte (indenlandsk producerede), fabrikanter af vingummibjørne er ikke videre interesseret i, at tandlæger skal advare mod deres varer, og producenter af overlydsfly lægger større vægt på at få udbytte af deres milliardinvesteringer end på at diskutere lyd-og luftforurening. Kort sagt: når man på konservatoriet med blod, sved og tårer har lært at spille de klassiske værker på en bestemt måde, så er man interesseret i at få solgt sin kunnen, og dertil ønsker man så megen reklame og så lidt kritik som muligt.

De traditionelt uddannede musikere har uden tvivl på kort sigt en fordel ved stærk reklamering for det nuværende musikliv, men hvorfor i alverden skulle det være i befolkningens interesse at blive lokket ind til de for 90 procents vedkommende totalt ligegyldige koncerter, som musiklivet består af?

Diana Pereiras indlæg støtter det konservative, be-vidstløse musikliv og bidrager derved til en cementering af den såkaldte seriøse musiks position som noget overgemt og ligegyldigt. Hvis det ikke blot er musikerne, men også musikken og publikum, man vil gøre en indsats for, er det nødvendigt at holde op med at anvende kræfterne på bevidstløse forsøg på efterligninger af det internationale virtuosmusikliv, og i stedet forsøge at skabe og spille en anden musik, spille på en anden måde, kort sagt skabe et andet musikliv, som kritikerne har grund til at anbefale til befolkningen.

Gunnar Coiding-Jørgensen.

Årgang 46/1971, nr. 11