Bog

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 11 - side 272-273

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

BOG

JURI DAWYDOW: DIE SICH SELBST NEGIERENDE DIALEKTIK, Akademie Verlag, Berlin 1971, 62 sider, ca. 8 kr.

Bogen er en kritik af Adornos musikæstetik og -sociologi. Den er kortfattet, men ofte meget præcis og rammende, fordi den med det samme tager fat på det væsentligste i hele Adornos filosofi: forholdet mellem musikken og samfundet, kunstens sociologiske funktion og dens betydning for den enkelte. Dawydows konklusion er i al korthed, at Adorno i sin filosofi uvægerligt må ende ved en uopløselig knude, fordi han på forhånd fratager sig selv muligheden for en »løsning« i form af en enhed mellem musik og samfund: han kan ikke komme længere end til postulatet, fordi han skelner mellem so-cial-virksom brugsmusik og specifik kunstnerisk, erkendende, »sand« musik. Med andre ord, hos Adorno er der tale om en musiksociologi, som dog nægter »sand« musik en samfundsmæssig funktion. Nu er Dawydows bog på ingen måde dækkende for Adornos betydning, og det er også klart, at han gør problemerne noget mere firkantede, end de er hos Adorno. På den anden side er det meget væsentligt, at netop grundproblemet bliver taget op på en filosofisk kompetent måde, som det virkelig sker her. Dermed er den fortidighed, som er så klar hos Adorno, nemlig afsløret, og man kan begynde at få ham lidt på afstand, placere ham i hans historiske sammenhæng: som en romantisk efternøler! Han er selvfølgelig mere end det - og det sympatiske ved Dawy-dows behandling af hans teorier er netop, at der ikke er tale om en reduktion: Adorno får, hvad der tilkommer ham i retning af fagligsociologisk fagkundskab. Men særlig brugbar nu om dage er han jo unægtelig ikke. F. eks. står Henning Christiansens hele holdning, som han viser den både i sin filmmusik og i sin artikel »Spil ægte rødt« (DMT, nr. 6-7, 1971) i skarpe-ste modsætning hertil. A-propos filmmusik, så er Adorno-Eislers bog om filmmusik kommet i nyudgivelse. Adorno »beviser« her tolvtonemusikkens særlige egnethed som filmmusik (Eisler har spillet en yderst perifer rolle i udarbejdelsen af den bog). Her som i adskillige andre forudsigelser fra Adornos side - især når det gælder åen serielle musik - må man nok sige, at han er gået virkelig galt i byen. Jeg tror, det har noget at gøre med lige netop det, som er Dawydows emne i hans lille bog, og jeg betragter den derfor som et lille, men meget væsentligt bidrag til vor tids æstetisk-filosofiske debat.

Anna-Lise Malmros.

MEDDELELSER

Rettelser

Meddelelsen om balletdanserinden Margrethe Brock-Nielsen's død i

Dansk Musiktidsskrift nr. 9/10 var ligesom i den øvrige danske presse beklageligvis fejlagtig — forårsaget af en forvirrende navnçlig-hed. Den fortjenstfulde balletdanserinde er stadig spillevende.

Vi er desuden blevet gjort opmærksom på, at komponisten Willy Jesse, hvis 60 års fødselsdag den 31. j u H i år var noteret i samme nummer af Dansk Musiktidsskrift, er afgået ved døden den 27. juni 1970.

Årgang 46/1971, nr. 11