Ideologi og musik

IDEOLOGI OG MUSIK

For de fleste musikere er ideologi og musik sikkert størrelser, der ikke har noget med hinanden, at gøre. Akkurat som Olympiadens komité ikke vil have, at politik har noget at gøre med sport.

Historien viser imidlertid eksempler på det modsatte. Vi behøver ikke gå ret langt tilbage: Stalin-tidens Rusland og Hitlers Tyskland viste, at ideologi kan blive så total, så end ikke musikkens luftige rige kunne være uberørt. Selve tanken derom har i hvert fald et par tusinde år på bagen. I Platons "Staten" gøres der en hel del ud af, hvilken musik der nu er gavnlig for den ideelle statsborger.

Når DMT i dette nummer tager emnet musik og ideologi op har det dog ikke så illustre anledninger. Vi har i de senere år oplevet en helt generel politisering af alle forhold — også musikken. En del musikere er formentlig i samme anledning begyndt på at tænke over deres og deres kunstarts placering i samfundets sammenhæng.

Redaktionen nærer ingen illusioner om, at behandlingen af emnet med dette nummers bidrag er dækkende, ensige udtømmende. Vi håber at nummeret giver lidt information, og måske resulterer i debat.