Klip og kommentar

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 07 - side 199-200

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Beat og biblioteker — igen

Det for tiden spændte forhold mellem pladeproducenter og musikbiblioteker — som DMT kommenterede i sit februarnummer — behandles af Hans-Jørgen Nielsen i Information den 19.2. Om branchens krav om en låneafgift til producenterne skriver h-jn:

""Hertil er der for det første det at sige, at bortset fra nogle marginale småselskaber af nærmest undergrunds-status har den danske pladebranche ikke hidtil vist nogen overvældende idealisme mht mindre rentable produktioner, l modsætning til f.eks. visse bogforlag.

For det andet er det på denne baggrund noget sludder, at bilde de danske musikere ind at de lever på nådsens brød. Selskaberne har tværtimod hidtil mestendels indspillet dem fordi de repræsenterer en mulighed for profit Og fra Midnight Sun til Skousen & Ingemann er det faktisk gået meget godt hidtil. Truslen er med andre ord tom, så længe

dansk beatmusik rent faktisk indebærer muligheder for profit. "" Også Hans-Jørgen Nielsen gør opmærksom på, at musikere og producenter har modsatrettede interesser. Og han konkluderer:

""Sagen er nemlig den, at musikerne i modsætning til branchen skulle have en rimelig chance for at få nogle biblioteks-penge. Og at denne chance bliver mindre i samme grad, de gør fælles sag med deres arbejdsgivere.

Musikerne kan nemlig med stor styrke henvise til, at deres stilling er nøjagtig den samme som forfatternes, der jo allerede får bibliotekspenge for de bøger, de har stående. Der/mod får bogforlagene ikke noget, og det bliver svært a t give pladeselskaberne uden at give bogforlagene, der allerede har et gammelt tovtrækkeri kørende.

Fremfor at lade sig bruge som kanonføde af arbejdsgiverne bør interesserede musikere snarere prøve at tvinge deres forbund til at optage forhandlinger med kulturministeren efter de her antydede linier. ""

Radioen og den nye musik

Under overskriften Dirigenternes selvbetjening skriver Hansgeorg Lenz i samme blad — altså Information — den 27.2. om radioens musikafdelings programpolitik.

Udgangspunktet er den russiske dirigent Kiril Kondrasjins opførelse af sin landsmand Alekse] Nikolajevs symfoni fra 1960, et værk Lenz karakteriserer med bl.a. disse ord:

""Skønt det hørtes første gang i Danmark, forekom det særdeles velkendt og forudsigeligt fra punkt til punkt, blot man er lidt fortrolig med Prokofjev og Sjostakovitj. Og man blev atter en gang slået af forundring over, at musikkulturen i et land, hvis ideologi påberåber sig at være revolutionær, i hvert fald i det officielle er så konserverende og frustreret. For hvad har der i princippet forandret sig, siden Nikolaj Malko i 1926 i Leningrad uropførte den 20-årige Sjostakovitjs 1. symfoni?"" Lenz har erfaret, at det var Kondrasjins specielle ønske at opføre Nikolajevs symfoni, og spørger om torsdagskoncerterne da er blevet ønskekoncerter for dirigenter. Han mener ikke, Kondrasjin er så betydelig en dirigent, at musikafdelingen behøver at stå med hatten i hånden og blankt acceptere ethvert af hans program-ønsker.

""Men Nikolajev-symfonien har endnu et andet perspektiv"", skriver Lenz — nemlig spørgsmålet om musikafdelingens forhold til den nye musik: ""Man spiller i denne forårssæson på given foranledning Sjostakovitj. Men end ikke hans nyeste symfoniske værker. Man trøster sig vel med, at der måske — måske! — bliver lejlighed til en uropførelse, når han kommer og får (Sonning)prisen — og hans søn Maksim honoraret for at spille faderens musik med radioorkestretf. — Lenz minder i den forbindelse om, at musikchef Mogens Andersen engang offentligt har udtalt, at han ikke kunne betragte Sjostakovitj som vor tids musik. Og Lenz giver ham ret: /f Men i alle tilfælde kan man vel se bort fra Sjostakovitj, når spørgsmålet rejses, hvad vor tids musik egentlig er repræsenteret med på forårssæsonens 10 torsdagskoncerter plus 5 gentagelser. Foruden en Nørgård-reprise møder man kun to værker i det hele taget af nulevende komponister, nemlig bemeldte Nikolajev-symfo-ni, som Kondrasjin ønskede at fremføre, og Boris B lâchers Paganini-variationer, som efter alt at dømme dirigenten Schmidt-lsserstedt har ønsket at fremføre, for de er allerede tidligere blevet spillet her.

For mig at se er dette sølle, for ikke at sige uanstændigt. For vi har selv komponister af Nikolajev og Blacher-slagsen, som vel måtte være nærmere til at blive spillet offentligt af en statsinstitution. Vi har endog det, der er bedre. Norden i øvrigt også. For s/et ikke at tale om udlandet i det hele taget. "" Og Lenz slutter sin kommentar: ""/ den voldsomme diskussion, der gik forud for Mogens Andersens valg til musikchef, skrev Hans-Jørgen Nielsen, at det gjaldt selve ""'adgangen til den nye musik'f. Det gør det stadig. Faktisk kan jeg ikke huske, at det i så henseende har stået mere jammerligt til under nogen af Mogens Andersens forgængere i chefstolen. Snarere tværtimod. Og så håbede vi alle, at her endelig kom en mand, der ville forme sit embede — og ikke omvendt. Da han skulle og ville op i det, modarbejdedes han i ramme alvor med det argument, at radio-orkestret så ville komme til at lege Storkespringvand. Bekymringen har været overflødig. Det er i stedet for kommet til at lege Palmehave. ""

Årgang 47/1972-1973, nr. 07