Musikken i radioen

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 07 - side 183-183

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

MUSIKKEN l RADIOEN

Radiorådsformand Ole Espersen forsikrede for et halvt års tid siden, at den levende musik ikke ville blive berørt af radioens aktuelle sparebestræbelser. Det var nogenlunde samtidig med, at beslutningen om at nedlægge radioens big band som fast ensemble blev offentlig kendt. Skæringsdatoen for nedlæggelsen var 31. marts i år, men da denne kommentar nødvendigvis har måttet skrives før denne dato, har vi altså ikke vidst, om beslutningen er blevet effektueret eller om de mange protester mod nedlæggelsen har givet positivt resultat.

Men uanset udfaldet kalder sagen på en kommentar. For det første, fordi det i sig selv er et foruroligende udtryk for svigtende dømmekraft hos radioråd, driftsledelse og programafdeling overhovedet at kunne finde på, endsige at træffe beslutning om at spolere resultatet af ti års musikalsk arbejde - et arbejde der har gjort radioens big band til et orkester i verdensklasse på sit felt. Og for det andet, fordi denne sag kun synes at være eet blandt flere symptomer på en ændret programpolitisk holdning hos Danmarks Radios ledelse. Det er f.eks. fornylig blevet besluttet definitivt at standse den årlige konkurrence for amatørkor "lad sangen klinge", ligesom man for et par år siden opgav den tilsvarende konkurrence for amatørorkestre. Der skal ikke større profetiske gaver tfl at forudse, at Danmarks Radios næste initiativer på dette område bliver at nedlægge pigekoret og juniorensemblet — det er måske allerede besluttet internt? Kabaretorkestret og drengekoret blev som bekendt sløjfet for flere år siden, underholdningsorkestret er ved at komme i søgelyset, og der er forlængst sat spørgsmålstegn ved radiokorets og symfoniorkestrets status, selvom disse ensemblers eksistens foreløbig synes sikret.

Nu kan hverken kabaretorkestrets eller drengekorets skæbne ophidse os. Og det er givet, at Børne- og Ungdomsafdelingens musikkonkurrencer er forældede i deres form, ligesom der kan næres tvivl om juniorensemblets og pigekorets berettigelse, sådan som disse ensembler køres i øjeblikket. Men tilbage bliver det væsentlige argument, at de årlige konkurrencer har været inspirerende og igangsættende for store dele af vort amatørmusikliv - og forresten også for mange af komponistforeningens medlemmer - ligesom radioens faste ensembler simpelthen i kraft af deres eksistens og standard har været impulsgivende og normsættende for hver sin del af landets samlede musikaktiviteter.

Og her er vi ved sagens kerne: begynder radioen nu en systematisk udryddelse af sine faste ensembler, må det betyde, at den opgiver sin hidtidige, meget vigtige rolle som inspirator og katalysator; at den af spare- eller andre hensyn vælger at holde sig til radiospredningslovens bogstav i stedet for til dens ånd; at den altså hellere vil transmittere end aktivisere.

Der er bare det ved det, at hvis Danmarks Radio ikke længere vil være med til at aktivisere, så varer det ikke længe, før der heller ikke er noget at transmittere. Ikke noget dansk i hvert fald. For James Last og de andre kapitalstærke EF-gangstere vil naturligvis være henrykte over, at vi rømmer terrænet frivilligt.

Årgang 47/1972-1973, nr. 07