Rapporter

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 07 - side 200-200

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

Fra Musikværkstedet

Musik-workshoppen, som har lokaler i det tidligere galleri NIK i Møntergade 6, startede arbejdet den 1. januar. Behovet for at mødes på et andet grundlag end bare til koncerterne, for et musikalsk arbejde i en gruppe på samme måde som i folkemusikgrupper og i det hele taget at føre nogle gode tendenser videre, som opstod i gruppen for alternativ musik: improvisation og tættere samarbejde mellem komponister og musikere, og måske udviskning af grænsen, så musikeren er ligeså meget komponist. Bagved sikkert også informationer om andre grupper i andre lande, en composer-performing group, hvoraf man også kan forstå, at der ligger den opfattelse bag om musikken som en proces, en opfattelse som koncertsituationen har: tilbøjelighed til at modarbejde, med dens faste tidspunkter, faste stolerækker og faste programmer. Musikkens lidt mærkelige isolation i Danmark i forhold til andre kunstarter må og skal føres derhen, at uden en sproglig bevidstgørelse går det ikke. Man kan sige, at workshoppen består af nogle unge komponister, der er dødtrætte af musikmiljøets frustrerede koncerter, af konservatoriets oldnordiske præstationskrav, og at vi mener, musik kan bruges i samfundet til en bevidstgørelse på et plan, fordi der i sig selv er noget spændende ved musik. Denne mulighed må vi ikke tabe af syne.

I workshoppen har foreløbig deltaget Hans Abrahamsen, Mie Michael Bertelsen, Ole Buck, Svend Åquist Johansen, Jørgen Falck, Søren Barfod, Per Nørgård, Poul Ruders. Det første arrangement var d. 27. februar, hvor man hørte musik af John Cage, Christian Wolf, Ole Buck, Michael Bertelsen, Hans Abrahamsen, Svend Åquist Johansen og Per Nørgård. Det næste var et samarbejde mellem LUT og workshoppen ude i Sorgenfri kirke, hvor vi lavede en times meditation improvisation: stykket "Kald mig nirvana eller fuglene synger endnu" synes på overraskende måde at være en modpol til det arbejde, som vi har lavet sammen med Per Nørgård, et fantastisk kontinuum af melodier og samklange, af dissonanser og konsonanser, rytmer og fugle, altsammen konstureret på grundlag af uendelighedsrækken, overtonerækken og proportioner udfra det gyldne snit. Det vil man nok komme til at høre noget til i fremtiden. Til sidst vil der være grund til at nævne, at der er møde hver mandag, og de, som kan de andre dage, mødes så derudover, og hver fredag er der annonceret koncert. Udover den musik, vi selv laver, vil de, som er interesseret, kunne høre på bånd ny dansk musik fra de senere år, ligesom vi har tidsskrifter og nodemateriale liggende.

Ole Buck