Noder

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 02 - side 49-50

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NODER

Orgel og kor

Bengt Hambræus: Interferenzen (Edition

Suecia)

Torsten Nilsson: Septem improvisationes

(Edition Suecia)

Arthur Wills: Prelude and Fugue (Oxford

Organ Music)

Eskil Hemberg: Messa d'oggi Op. 23 (Nor-

diska Musikforlaget)

Begrebet tradition er i vor tid sat under mistanke. Man betragter traditionen som noget negativt, der skal nedbrydes og overvindes, og jo mere ""traditionsløst"" man kan gebærde sig, des bedre. Dog, så let går det ikke, for tradition er tilsyneladende noget der danner sig, enten man vil eller ej — og måske så meget hurtigere, fordi kommunikationsmidlerne er blevet så effektive. De samme eksperimenter foretages i Stockholm, i Köln eller i Tokio, og med nøjagtigt samme resultater. Sådanne tanker melder sig uundgåeligt, når man ser Bengt Hambræus ""Interferenzen"" for orgel. Clusters, flakkende figurer, der mestendels består af små sekunder eller forstørrede oktaver (arv fra Wienerskolen), voldsomme udbrud, der virker som man rystede en hundehvalp i nakkeskindet — altsammen vidner det om en moderne tradition, altsammen er det meget talentfuldt, men hvor er Hambræus? Man synes, man har set det hele nogle gange før. Karakteristisk for denne stil er det også, at registranten spiller så stor en rolle, næsten lige så stor som organisten selv. Havde Bach brug for en registrant? Det kunne være interessant at få opklaret, hvornår denne person dukker op i musikhistorien. Man har indtryk af, at hans position i tidens løb er befordret af komponister, der ikke selv spiller orgel og derfor ikke tænker på instrumentets i forvejen komplicerede praksis. Lidt mere medgørlig er Torsten Nilsson i sine Syv Improvisationer, hvoraf tre foreligger til anmeldelse: Herrens Fødsel, Himmelfart og Pinse. Gregorianske strofer, omgivet af modernistiske klange. Her er en virkelig praktiker på færde og med relativt enkle midler er det lykkedes Nilsson at skabe virkningsfuld musik af ægte sakral karakter.

En helt anden tradition, nemlig den hin-demithske, er udgangspunktet for Arthur Wills' præludium og fuga, komponeret til en koncert i Alkmaar i juli 1971. Man hører i ånden dette stykke spillet på et historiserende orgel med skrigende mixturer og konstaterer, at Hindemith himself var betydeligt bedre. Tilsidst skal nævnes et vokalværk, også det kirkeligt, nemlig Eskil Hembergs messe for fem solostemmer og a capella-kor. Teksten er dels uddrag af den latinske, dels digte af Salvátore Quasimodo og Dag

Hammarskjöld. Ofte er de enkelte tekststavelser fordelt på hver sin stemme og de spændte intervaller danner meget fine æteriske klange, l Kyriesatsen omgives den gregorianske melodi i tenoren af de øvrige stemmers ubestemt klagende bølger, l Gloria er indføjet brudstykker af Buxtehudes Missa brevis, og mødet mellem de klassiske toner og de svævende moderne klange giver et indtryk af, at man fra vor forvirrende tid skuer gennem århundreder og i denne skuen får vished om, at den evige kirke ikke kan rokkes og ingenlunde skal forgå. Et skønt værk.

Richard Sen ne l s

Nordiske værker

Sven-Erik Back: Sonata alla ricercare (Suite) for klaver (1950). Ed. Wilhelm Hansen Stockholm, NMS 10150, Cop. 1972.

Det kan nok umiddelbart se ud som en tilfældighed, at dette over tyve år gamle atonale — eller snarere fritonale — værk er kommet til udgivelse nu; men faktisk passer det udmærket til i hvert fald det danske musikermiljøs stilistiske standpunkt. Jeg tænker her blandt andet på, at konservatoriernes studieordninger nu i nogle år har indeholdt krav om, at eksaminander også skulle opgive nyere eller nutidige værker. Da det falder en del lærere og censorer vanskeligt at beskæftige sig med den nutidige musik, er værker som dette naturligvis velegnet til formålet. Værket rummer en ekspressiv dramatik, noget dyster og hård, dissonantisk. Og det er helt igennem et udtryk for Back's eminente håndværk, med en satsteknisk økonomi, som ikke går ud over den musikalske effektivitet, snarere""forøger den. Alt i alt en tiltrækkende udgivelse.

Arne Nordheim: Strykekvartett 1956 Ed. Wilhelm Hansen København, nr. 4225 (partitur). Cop. 1972. (I Lento Quasi una improvisatione — M Intermezzeo — 111 Epitaffio).

Denne kvartet kan ikke påkalde sig samme opmærksomhed som Back's klaversonate, for selvom den som værk er 6 år yngre, er den stilistisk både betydelig ældre og utvetydige mindelser om Bartok, at især 1.satsen i højere grad kan karakteriseres som en dokumentation af Bartok's virtuose og farverige brug af strygekvartetten som medium; klangen er blegere, og instrumentbahandlingen nogle steder helt abstrakt.

Det er da også netop det abstrakte, der virker tiltalende ved værkets tredie sats, Epitaffio. Satsen er langsom, rolig og lyrisk, med en slutning i det næsten statiske, og af en i egentlig forstand klassisk klarhed.

At udgive værket i partitur i stort format (23 x 30 cm) er nu alligevel overflødigt.

Erik Bergman: Aspekter, for klaver (1968-

69).

Ed. Norsk Musikforlag Oslo, NMO 8723.

Cop. 1972. (Spektrum — Meditation —

M eta morfos)

Dette værk er anderledes nutidigt end de to ovennævnte, men måske mest i negativ betydning. Bortset fra et enkelt sted i hver af satserne er det splittet op i ganske korte dele, ofte af meget forskellig karakter. De fleste af disse dele varer mellem ti og tyve sekunder, og der er nærmest tale om rækker af enkelte gestus, som nogle steder endda lidt patetisk er adskilt med fermater.

Imidlertid søger Bergman — som man også delvis kan se af valget af satstitler — at kombinere denne satsteknik, som har sin oprindelse i serialismens punktuelle gestik, med en traditionel romantisk satsdisposition. Både første og tredie sats slutter med et stort højdepunkt med forudgående langt crescendo (i første sats sluttes på ffff. i tredie sats kun på fff), medens den langsommere midtersats begynder pp og arbejder sig op til et slags forte, hvorefter den arbejder sig ned til pppp.

Problemet er, at en sådan disposition bygger på en sammenhængende udvikling inden for hver af de enkelte satser. En sådan sammenhæng findes ikke her, og dermed falder værket fra hinanden i adskilte smådele.

Afgjort et tidstypisk træk, men ikke værd ligefrem at dyrke.

Udgaverne, som jo alle stammer fra Wilhelm Hansen-koncernen, er klart trykte og letlæselige. Imidlertid er der to forhold, som giver anledning til kritik: Det ene er den sproglige forvirring, som hersker på forsider og titelblade. Sven-Erik Back's Sonata alla ricercare har på titelbladet undertitlen ""(Svít)"", hvilket er svensk og betyder suite, og instrumentangivelsen ""for piano"": på omslagets forside derimod står der blot ""for piano"", altså på engelsk. Arne Nordheim's værk hedder på omslag og titelblad ""Stringquartet"". På partiturets første side står derimod ""Strykekvartett 1956"", og det er jo norsk. Selv Erik Bergman's stykke er udsat for sprogforbistringen, idet omslag og forside bærer den tyske titel ""Aspekte, fur Klavier"", og partiturets første side bærer navnet ""Aspekter"", som er svensk, ligesom iøvrigt satstitlerne er. Det er et herrens rod; det ser ikke godt ud. En anden ting, som kan kritiseres, er at notationen i Bergman's stykke adskillige steder breder sig over 3-4 systemer i stedet for de sædvanlige 2. Det kan naturligvis være ganske dekorativt, og for en analytiker, som er øvet i at læse partiturer, kan det ligefrem være en hjælp, idet værkets detailstrukturer lettere kommer frem i denne notation. Men tor den udøvende, som skal spille efter noden mængder af gange, er det en generende ulempe at skulle læse disse partiturer. Sådanne opstillinger er på sin plads, hvor man for eksempel skal spille såvel på tangenterne som direkte på strengene. Til notation af almindelig klaversats er det overflødigt show.

Henrik Colding-Jørgensen

O alter Duft

Jan Maegaard: Trio-Serenade for K la ver-Violin-Violoncel (1960) ed. Engstrøm & Sødring 485, stemmer (m. partitur).

Engstrøm & Sødring har udgivet Jan Mae-gaard's Trio-Serenade for Klaver-Violin-Violoncel fra 1960, i stemmer, hvor klaverstemmen samtidig fungerer som partitur.

Værket har undertitlen ""O alter Duft aus Märchenzeit"", idet det som grundlag har melodien fra Schönberg's op. 21 nr. 21 af samme navn — dog ikke som udgangspunkt, men som mål. Musikken udvikler sig gennem en række korte afsnit af forskellig karakter, hvor hvert afsnit repræsenterer et stadium i transformationsprocessen. Når transformationen er fuldført, og temaet klinger i sin oprindelige skikkelse, er musikken til ende. Det er klart, at dette program — som beskrives i klaverstemme/partiturets forord — foranlediger en til at opfatte adskilligt i musikken som mindelser om Schönberg; det kan i og for sig være mindre væsentligt. Men det understreger også stykkets karakter af længsel og stræben efter at nå frem til dette tema, og det vil sige dets karakter af udtryk, og derved bliver det en farbar indfaldsvej til værkets vide expressive spektrum.

Noderne er nydeligt trykt i Polen, selv om det må beklages, at stiknoder øjensynligt ganske er gået af brug.

Henrik Colding-Jørgensen

Symfonisk og nordisk

Ingvar Lidholm: Riter

balett und konzertsuite (1959)

1. rituelle tanze

2. intermezzo

3. prozession 4 opfertanz l

5. opfertanz 2

6. epiloge

Besætningen er symfoniorkester (2,2,2,2 — 4,3,3,1 — celesta, piano, harpe — slagtøj — strygere), samt i 2. afdeling tillige magnetbånd i to kanaler, l mangel af højttalere kan værket dog udføres uden 2. afdeling.

Universal Edition nr. 13255 LW, partitur, 108 s.

Man kommer uundvigeligt til at sammenligne værket med Igor Stravinskij's Le

Sacre du Printemps, og der er da også en del ligheder, l begge værker finder man en vældig energi og kraftudfoldelse, vekslende med lyriske og rituelt stive afsnit, og man finder også istinate figurer og motiver som en væsentlig del af satsbilledet. Men medens det hos Stravinskij er rytmen, der er det centrale, erdet hos Lindholm temaet, eller rettere: den tematiske udvikling. Der foregår en tematisk/motivisk forvandling i løbet af stykket, henover opdelingen i de 6 afsnit, og satsbilledet er — i modsætning til Stravinskij's — hele tiden klart og utvetydigt bærer af denne metamorfose. Der er ingen excesser på det klanglige eller rytmiske område, alt er koncentreret i denne tematiske udvikling.

Af den grund må værket betegnes som symfonisk, som led i fortsættelsen af den nordiske symfoniske tradition. Og som sådant kunne det jo godt gå hen at blive repertoireværk engang.

Henrik Colding-Jørgensen

Årgang 48/1973-1974, nr. 02