Ophavsproblemer og pladeudlån

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 02 - side 57-57

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ophavsproblemer og pladeudlån

Diskussionen om bibliotekernes afgiftsfri pladeudlån (jvf. DMTs leder i marts-nummeret 1973) har fået ny næring gennem en aktion fra beatgruppen ""Alrune Rod"". Gruppen har krævet en afgift på 500 kr. for hvert biblioteksindkøbt eksemplar af dens nye plade, og har bebudet en evt. forfølgelse af sagen ad retlig vej. Bibliotekstilsynet har med kulturministeriel rygdækning meddelt, at bibliotekerne frit kan indkøbe til bånd i forbindelse med hjemlån er tilladt, dog ikke i erhvervsøjemed. Dette kan nemlig gøres med hjemmel i gældende ophavsret-lovgivning. Dog mener ministeriet, at den endelige afgørelse henhører under domstolene. Dette undrer Erik Wiedemann sig såre over i en kommentar i ""Information"" 20/8 1973, og han fortsætter: Vi har i hvert fald svært ved at se hvad Alrune Rod skulle få ud af et sagsanlæg bortset fra en hel del udgifter. Ja, og så selvfølgelig yderligere blæst omkring sagen.

DETTE SIDSTE er måske også det vigtigste, om det så er ved rettens hjælp (og med de dermed forbundne omkostninger) at man skal opnå det Det der skal til, er en bredere forståelse af det pløk urime!ige i at forfattere, hvis bøger udlånes og ikke mere end det, får biblioteksafgift, mens ophavsmænd til plader, som ikke bare får deres produkter udlånt, men også må finde sig i udstrakt

koipering af produkterne, må nøjes med en lang næse.

Denne situation er så absurd at det må være særdeles vanskeligt at argumentere imod en lovændring som korrigerer disse misforhold. Især hvis musikerne, som det nu ser ud til, ikke fører sig frem i deres egenskab af producenter (af deres egen plade), men som musikere i fællesskab med andre musikere der også er genstand for denne offentlige udbytning. Det er væsentligt at musikerne sørger for at lægge sig på linje med forfatterne, og at de får skabt forståelse for at biblioteksudlån koster dem meget mere end det koster forfatterne. På et enkelt punkt vil der imidlertid kræves en anden ordning end den der gælder for forfatterne. De fleste bøger har en enkelt ophavsmand f forfatteren, og der svares kun biblioteksafgift af bind med en enkelt forfatter. Har man skrevet en bog sammen med andre, får man ingen bibliotekspenge for udlån af den.

De fleste plader har derimod flere ophavsmænd, f.eks. komponister, arrangører, tektforfattere, musikere. Hvis det er fordelingsproblemet som gør at der kun betales afgift for bøger med een forfatter, så ser det altså langt mere knudret ud når det drejer sig om plader. DET KAN dog ikke være noget endeligt argument for vederlagsfri udnyttelse af folks arbejde. Lige så selvfølgeligt det er at vi i et samfund som det danske kan låne bøger og plader på bibliotekerne, lige så selvfølgeligt bør det være at de der har skrevet bøgerne og indspillet pladerne må have økonomisk kompensation for udlånet.

For øjeblikket har vi en situation hvor det offentlige på den ene side søger at støtte kunstnere ved hjælp af kunstfond og lign., og på den anden ""side ikke engang betaler kunstnere for deres arbejde når man bruger det. Det er så bagvendt at vi vil være naive nok til at regne det for uholdbart på længere sigt.

Årgang 48/1973-1974, nr. 02